Det nynationalistiske kvinnehads anatomi

Hvorfor er visse mennesker i magtposition så optaget af at tie ihjel de kvinder der kræver retfærdighed for det sexarbejd de blev tvunget til at udføre under Anden Verdenskrig?
Shusenjo
Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue Regissør: Miki Dezaki
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 08.02.2019

Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue

Miki Dezaki

USA, Japan

«Sagen om Comfort Women er ikke afgjort.» Det budskab hugger Miki Dezaki i sten fra starten af sin dokumentarfilm. At besættelsestropper bruger lokale kvinder til sexarbejde, er et fænomen kendt fra mange krigssammenhænge. Det, der henvises til med begrebet «comfort women», er et system sat i værk af det japanske militær, da Japan i 1940’erne besatte store dele af Øst- og Sydøstasien, heriblandt Korea, Filippinerne, tidligere Fransk Indokina og dele af Kina.

Tavsheten brudt

Selvom de fleste af dem, der blev sat i arbejde som comfort women for de japanske soldater, for længst er døde, lever nogle af dem stadig, og det samme gør deres krav om anerkendelse og kompensation. Japan afviste i mange år overhovedet at tale om sagen og nægtede at noget sådant som et comfort women-system havde eksisteret. Mange af kvinderne forblev tavse det meste af deres liv; de skjulte deres fortid af frygt for, hvordan omgivelserne ville dømme dem. Siden 1990’erne er comfort women-sagen, og kravet om at Japan tager formelt ansvar for den, imidlertid vokset til en politisk bevægelse. Den nynationalistiske bevægelse i Japan – og dens politiske allierede i USA – er begyndt at slå tilbage. Med Japans premierminister Shinzo Abe og hans konservative partis faste greb om magten har nynationalisterne – og deres ideologi om at afpudse og genoplive Japans militære fortid – fået vind i sejlene.

Benægterne – hvem er de?

Den japansk-amerikanske instruktør Miki Dezaki blev selv fanget i krydsilden, da han begyndte at poste videoer på YouTube om japanske samfundsspørgsmål, heriblandt comfort women-sagen. En amerikaner kendt som Texas Daddy begyndte at angribe ham online, og da Dezaki satte sig for at finde ud af, hvem denne person var, og hvorfor han, og – viste det sig – mange andre indædt kæmpede for at delegitimere de forhenværende comfort womens vidnesbyrd, begyndte Dezaki at trevle i et globalt spind af revisionistiske kvindehadere og racistiske nynationalister, der arbejder sammen for at omskrive historiebøger som en central del af deres politiske magtstrategi.

Comfort womenbenægterne er, som Hisae Kennedy siger det, både racistiske og sexistiske.

Det, der begyndte som en privat undersøgelse, blev til dokumentarfilmen Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue, som havde verdenspremiere på Busan International Film Festival i oktober 2018.

Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue Regissør: Miki Dezaki
Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue Regissør: Miki Dezaki

Filmens styrke er ikke dens portræt af de kvinder, der arbejdede på comfort women-stationerne under den japanske besættelse, eller dens forståelse af, hvad en lang voldelig historie gør ved individer og kollektiver. Der findes andre film, som giver stemme til de berørte kvinder, for eksempel Jane Jin Kaisens The Woman, The Orphan, and the Tiger fra 2010 (om Korea), Guo Kes Twenty Two (fra 2016 om Kina) og Björn Jensens Forgotten Sex Slaves – The Comfort Women of the Philippines fra 2015. I stedet fokuserer Dezaki på kampen om historiske fakta og hvorfor denne kamp er så betydningsfuld. Dokumentarfilmen kortlægger benægterlandskabet og indeholder blandt andet interview med Hisae Kennedy, en «afhopper», der forklarer, hvordan hun kom til den erkendelse, at den revisionisme, hun var involveret i, var uetisk, samt med «edderkoppen» Hideaki Kase, en indflydelsesrig japansk diplomat, der er hovedarkitekt bag nyere historiebogsrevisioner i Japan, som har fjernet stort set alle referencer til comfort women-sagen. Efter eget udsagn uden at han har besværet sig med at konsultere forskningslitteraturen om emnet.

Revisionisterne er, ifølge Shusenjo: The Main Battleground of the Comfort Women Issue, forbundet gennem nationalistiske og fascistiske kredse og foreninger i Japan og USA, hvis hovedformål er at geninstallere Japan som militært imperium i Østen. De er drevet af en overbevisning om, at japanere tilhører en overlegen race. Comfort women-benægterne er, som Hisae Kennedy siger det, både racistiske og sexistiske.

Sagen er ikke afgjort

Dokumentarfilmen starter og slutter med at vise, hvordan historiske forbrydelser udgør nøglepunkter på nutidens politiske slagmarker – og hvordan individer og kollektivers krav om retfærdighed bliver viklet ind i interstatslige relationer og strukturelle magtforskydninger.

I 1993 erkendte den daværende kabinetssekretær Yohei Kono for første gang at den japanske hær havde skabt et system af tvungent sexarbejde i de besatte områder under Anden Verdenskrig. Det såkaldte Kono-statement blev imidlertid i praksis trukket tilbage, da den nuværende premierminister Shinzo Abe – hvis magtbase er intimt forbundet til de nynationalistiske benægterkredse – blev valgt i 2007.

Kravet om retfærdighed bliver viklet ind i interstatslige relationer og strukturelle magtforskydninger.

I 2015 underskrev den sydkoreanske og den japanske regering langt om længe en fælles aftale, som skulle gøre en ende på de to landes skænderier om comfort women-sagen – men uden at inddrage de kvinder, som krævede retfærdighed for det, de havde været udsat for. Aftalen var blevet forhandlet igennem under pres fra USA, som fandt det ubelejligt at dets to nærmeste allierede i Asien lå i strid.

Shusenjo

Hideaki Kase, som instruktør Dezaki identificerer som edderkoppen, der forbinder de forskellige netværk og foreninger involveret i comfort women-benægtelse, er også Nanjing-massakre-revisionist/benægter. Hans forbløffende udtalelser til kameraet illustrerer rækkevidden af den nynationalistiske bevægelse i Japan. For eksempel siger han, at Folkerepublikken Kina er dømt til før eller siden at gå under, og når den gør, vil Sydkorea – et «dårligt opdraget barn» – ikke have andet valg end at blive «det mest nuttede pro-japanske samfund».

Med nysgerrighed og tålmodighed bidrager Dezaki med afgørende brikker til forståelsen af, hvorfor comfort women-sagen – mere end et halvt århundrede senere – endnu ikke er afgjort, og hvordan den vold, som tusinder af kvinder i Øst- og Sydøstasien blev udsat for under japansk herredømme, varer ved, ikke kun for dem, men på et globalt geopolitisk niveau.

Les også: Historisk migrasjon som utsiktspunkt til det moderne Kina

Gratis prøve
Kommentarer