Vi vil alle det bedste for vore børn. Derfor berører det også de allerfleste, når verden med den globale opvarmning går vanskelige tider i møde. Og det vækker til refleksion at bringe 47 mennesker mellem 11 og 15 år ud i et lille stykke bynatur i 10 uger, omkranset af storbyens jag, forurening og larm – set fra biografstolen.
Instruktøren Phie Ambo har begået dokumentarfilmen Genopdagelsen, som nylig havde verdenspremiere i København. Formålet med projektet – set ind i et undervisningsforløb – er at minde børnene om den natur, der omgiver os. Gennem sanserne.
«Kan du mærke mig?» spørger en vis kvinde i filmens begyndelse. «Jeg har noget, jeg gerne vil lære dig. Noget, der er gået tabt gennem generationer, men som du skal genopdage.» Det er genopdagelsen af dette noget filmen handler om.
Omverdenen
Allerede inden vi kommer til verden, udvikles vores sansning af omverdenen. Vore 11-15-årige børn i filmen har allerede – drevet af nysgerrighed i leg og ved fysisk samspil med omverdenen – udviklet deres egne måder at sanse og forstå verden på.
I mødet med naturen får børnene i filmen den opgave sammen at etablere et byggeri bestående af træbjælker, rafter og grene samt et importeret igloskellet. Ud fra egne erfaringer og egen fantasi giver filmen glimt fra processen, fra børnenes leg og konflikter, alt mens naturen lever i sin egen rytme med sol, regn og blæst. De skal genopdage det, der er gået tabt. Herlige billeder, som de fleste associerer med spejdertilværelsen. Spørgsmålet, der blæser i vinden, er: Genopdagede børnene så relationen til det stoflige, materialerne, til den fysiske verden?
Mennesket lever med fald i biodiversitet og global opvarmning – og fremmedgjort fra naturen, uden at den nødvendige opvågning finder sted. Heroverfor kræver børn og unge verden over handling af politikerne. Men voksenverdenen er fortsat mere interesseret i at udvikle børn til «soldater» for konkurrencestaten. Og derfor også i at kontrollere børn og unges indlæring snarere end i at udvikle rammerne for barnets alsidige udvikling (herunder relationen krop-fysisk verden) og det enkelte barns potentialer. Et nyt studie fra Aarhus Universitet konkluderer endog, at børn, der er vokset op i de grønneste omgivelser, har betydelig mindre risiko for at udvikle en psykisk lidelse senere i livet end de børn, der er vokset op i de mindst grønne omgivelser.
Det er en kultur, der er gået tabt,men som opdragelse og uddannelse
måske i nogen grad vil kunne råde bod på.
Men det handler ikke om at vi skal have flere træer i gaderne, som rapporten anbefaler. Det er en kultur, der er gået tabt, men som opdragelse og uddannelse måske i nogen grad vil kunne råde bod på. Som et led i en generel opvågning – en renæssance.
Håndværkene
Så når skiftende FN-rapporter dokumenterer, hvordan vi har misrøgtet vort naturgrundlag og i dag – i vor del af verden – lever som om vi havde 3–4 planeter til rådighed, bliver et naturligt spørgsmål: Hvordan kan en undervisningsplan bistå det opvoksende menneske – ud fra egne forudsætninger – til at indgå i en vekselvirkning med verden? Som en aktiv integreret del af et stort sammenhængende økologisk hele? Hvilke håndværk har mennesket historisk udviklet på den rejse?
I mødet med naturen har mennesket i kniven et tryllemiddel til at bearbejde for eksempel træ – til en rive, en ske eller en smørekniv, men i større målestok også til et hus. I fårets uld har mennesket et materiale til bearbejdning, så det kan få tøj på kroppen og værne sig mod blæst og kulde. Et pilegærde? Sko? En krukke? Forarbejdning af menneskeføde af naturens egne produkter?
De mange håndværk får kundskab til at sætte sig i kroppen. Men samtidig bidrager håndværkene også til, at vi gør sanseerfaringer. Mennesket er dybt afhængigt af naturen.
Praktisk kundskab
Ved filmens afslutning zoomes der ud, og det lille stykke bynatur, der har været klasserum for de 42 børn, afsløres som værende omkranset af byens asfalt og parkerede biler. Et filmisk clou? Blev børnene ikke over ti uger stimuleret ved blot at befinde sig på dette lille stykke natur i storbyen, så bør håndværkslæreres aktive vejledning om elevens direkte bearbejdning af stoffet (jord, træer, planter, dyr) i naturen overvejes. Praktisk konkret kundskab om håndværkene og deres kulturhistorie er et livsbekræftende metodisk-didaktisk bidrag til barnets alsidige udvikling og dannelse.
Men i virkelighedens verden er arealet i dag bebygget.
