Demokratiet er på retræte. I 1970’erne så mange demokratiet som menneskehedens håb og fælles fremtid. Man levede stadig i efterkrigstidens tro på at væbnede konflikter snart ville kunne skrives ind i historiebøgerne, og selv om den kolde krig stadig var en realitet, stod demokratiet som en garant for at alle stridigheder ville blive bilagt.
Det var naturligvis en illusion, som navnlig i de sidste årtier har bekræftet sig selv. Fremvoksende demokratier som Tyrkiet og Venezuela synes at gå den anden vej igen, og i Kina, som mange forventede ville tage det vestlige demokrati til sig, er man indtil videre havnet i en fusion af kommunistisk ideologi og neo-liberalistisk økonomi. Heller ikke Vesten opfører sig som forventet. Gennem de sidste årtier har vi set en række tendenser, der opleves som antidemokratiske. I EU har man mødt Ungarn og Polen med løftede pegefingre; Alternative für Deutschland og Frankrigs Marine le Pen har totalitære forbilleder; og der er god grund til at betvivle Donald Trumps demokratiske sindelag.
Problemet består til dels i, at vi ofte forstår demokrati som det liberale demokrati. Det er den model, de fleste mennesker hænger deres hat på, og det skyldes ifølge Adrian Pabst at vi i bund og grund går rundt med en forkert demokratiopfattelse. Pabst, som underviser i statskundskab ved University of Kent, forklarer i sin seneste bog, hvordan det er kørt af sporet, og det er både bekymrende og tankevækkende læsning. Hans diagnose stikker nemlig en hel del dybere end den sædvanlige bortforklaring, at demokratiets krise blot skyldes et forbigående knæfald for populismen.
Man får en stribe upersonlige værdier som global økonomisk
udveksling og top-down bureaukratisk regulering.
Den post-demokratiske markedsstat. Det liberale demokrati er nemlig skruet sådan sammen at hele ideen er selvdestruktiv.
Globalisering er i denne filosofi blevet til en hellig gral, og det har en række stærkt negative følger. Det lægger nemlig udviklingen i hænderne på multinationale selskaber. På kort sigt skaber det øget velstand, men for at fremme denne, skyder nationale regeringer sig selv i foden ved at sigte efter deregulering, liberalisering og privatisering. Nationalstaten bliver omdannet til en markedsstat, og som resultat bliver den sociale kontakt mellem borgerne og deres repræsentanter, altså politikerne, undermineret.
Ganske vist har den økonomiske liberalisme ført til at millioner af mennesker i Kina og Indien er blevet løftet ud af fattigdommen, og i den vestlige verden har den skabt nye muligheder for visse borgere. Men de samme kræfter har frarøvet almindelige arbejdere deres jobs, og samlet set er den sociale mobilitet blevet markant ringere. Tidens postulat om maksimal valgfrihed og egeninteresse har sat sine dybe spor i civilsamfundet. Der findes stadig snesevis af organisationer, som arbejder på borgernes præmisser, men generelt samles mere og mere magt i centralregeringen, der igen lægger beslutningerne i hænderne på agenturer som IMF, Verdensbanken og WTO, samt ikke mindst overnationale fænomener som G7 eller G20.
Pabst taler om den post-demokratiske markedsstat. Her bliver den indre solidaritet og de sociale bånd undertvunget, og i stedet får man en stribe upersonlige værdier som global økonomisk udveksling og top-down bureaukratisk regulering. Hvad det så end betyder! Faktisk sporer forfatteren denne udvikling helt tilbage til Den Franske Revolution, der som noget af det første afskaffede alle civilsamfundets institutioner på borgerniveau. I 1791 afskaffede man ved den berømte Loi Le Chapelier alle håndværkerlaug og broderskaber og overførte disses funktioner til centralstaten. Kort efter fulgte andre angreb om forsamlingsfriheden, og strejkeretten blev inddraget. Naturligvis er disse rettigheder med tiden kommet tilbage, men princippet om centralstaten kom for at blive.
Oprør
Den almindelige borger kan påberåbe sig sine demokratiske rettigheder, men han eller hun har samtidig mistet forbindelsen til beslutningstagerne. Centraladministrationen er blevet til en elite af magtfulde specialister, der kører i tæt samarbejde med politikere og storkapital, og i den analyse er oligarkiet ikke længere blot en by i Rusland. Oligarkiet er ved at sætte sig godt og grundigt i de vestlige demokratier, og det er i det lys, populistiske fænomener som Donald Trump og før ham Silvio Berlusconi bliver interessante. Med deres konspirationsteorier og misinformation leveret som «alternative sandheder» udtrykker de i virkeligheden et oprør mod det liberale demokrati – og dér finder fremmedgjorte borgere en vis trøst.
Det leder uvægerlig tanken hen på det amerikanske præsidentvalg, hvor Trump besejrede Hillary Clinton. Hun tabte jo ikke, fordi hun er kvinde, eller hvad man ellers hørte af forklaringer, men fordi hun i mange borgeres øjne netop står som det ultimative produkt af det liberale demokrati. Hillary tilhører «One Percent America», altså den lukkede cirkel af velbjergede eksperter. Et andet ord for oligarki.
Løsningen er naturligvis at få beslutningerne tilbage til borgerne. Der trænges mere nærdemokrati, Facebook og de multinationale giganter skal stækkes, og vi skal have beslutningstagere med begge ben på jorden og føling med borgerne. Pabst leverer en fremragende analyse af alle det liberale demokratis skavanker. Bogen er klar i tonen og går direkte til sagen. Det er medrivende læsning. Men når det kommer til løsninger og videre perspektiver, virker den noget forudsigelig. Her kunne man godt efterlyse en smule mere vingefang – men kan man sætte sig ud over det, har man her en solid diagnose på vores samtid, hvor advarselslamperne blinker på livet løs.
Følg redaktør Truls Lie på X(twitter) eller Telegram
