Det levende bildet som erkjennelse

Bruk av fotografi og film i etnografisk øyemed er ikke noe nytt. Men levende bilder er mer enn bare underholdning og fortelling.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

 

Da antropologen Paolo Favero for nogle år siden lavede feltarbejde i Delhi, opdagede han noget interessant. Hver morgen drog han ud for at møde sine informanter og det miljø, der omgav informanterne. Favero studerede turisme og færdedes blandt både lokale, indiske turguides og backpackere fra rundt om i verden. En del af feltarbejdet var den dagligdags small talk, som Favero både lyttede til og også selv deltog i. På et tidspunkt, nærmest ved et tilfælde, begyndte Favero at tage fotografier, mens han gik rundt og smalltalkede. Han tog billeder af forskellige motiver, men mange af fotografierne mimede de billeder, som tusindvist af vesterlændinge før ham havde taget: gadelivet, farverne, klædedragter – hele menageriet, så at sige. Dette tænkte Favero ikke nærmere over, men det gjorde til gengæld de informanter, der omgav Favero. De pegede således på andre objekter, andre motiver, som kunne være interessante. «Hvorfor fotograferer du ikke den der bygning,» sagde de eksempelvis, mens de pegede på en bygning, der ikke var særlig «indisk» og derfor ikke specielt oplagt at fotografere som vesterlænding. Favero begyndte at lytte til informanternes fotoforslag, og dette tydeliggjorde, hvordan Faveros blik pludselig blev skubbet i nye retninger. Som vesterlændinge ser vi altid det samme. Vi lægger mærke til de samme ting og ønsker at fastfryse de samme øjeblikke. Det lokale menneske har et andet blik. Dette blev især synligt, da Favero begyndte at fotografere.

favero
Paolo Favero

Tre år senere er Favero tilbage i samme område. Denne gang for at optage en film. Han ser mange af de samme ting, og en af metoderne i filmen er da også at genskabe scener, som han oplevede tre år tidligere. Selvom noget er genkendeligt, er andet alligevel nyt. Materialet rummer da på en og samme tid noget velkendt og noget ukendt og ved at anvende filmmediet kan Favero tydeligvist mærke, at selve mediet er noget, der er med til at klargøre denne erkendelse og nok engang påvirke ikke bare blikket, men også de måder hvorpå der kan tænkes om det sete.

«Det bliver for alvor tydeligt, når vi ser på kameraet overfor andre medier. De levende billeder giver en adgang til verden, som teksten ikke kan rumme.»

Genvejen til andre sanser. Anvendelse af fotografi og film i etnografisk øjemed er bestemt ikke noget nyt. Kameraet er så velegnet til at indsamle mange af de objekter, som etnografien studerer, om det så gælder «døde» objekter såsom bygninger og redskaber eller mere levende objekter som menneskene, deres ageren og de relationer, der er iblandt dem. Kameraet som dokumentationsindsamler har således været særdeles udbredt siden etnografiens spæde start for godt 100 år siden.

Men kameraet er også mere end blot en indsamler af information. Etnografi er også et studie i at se andre perspektiver. I at forstå hvordan andre mennesker lever, oplever og indtager den verden, som vi måske nok kan beskue, men måske ikke rigtig erkende på samme måde som de, der lever i den. Her kommer kameraet ind i billedet.

Den visuelle antropolog David MacDougall er blandt pionererne, når det gælder anvendelsen af kameraet, som han kaldte en «genvej til andre sanser» og dermed antydede, at kameraet faktisk kunne give noget, som andre medier ikke kunne. Dette er også erfaringen fra Paolo Favero:

«Det bliver for alvor tydeligt, når vi ser på kameraet overfor andre medier. Jeg er også vant til at tænke i skrift og til at udarbejde akademiske artikler, og her er det min klare erfaring, at kameraet og de levende billeder giver en adgang til verden, som teksten ikke kan rumme,» forklarer Favero, da Ny Tid afbryder antropologens ferie og drøfter emnet med Favero over Skype. Favero er især begejstret over den åbenhed, som filmmediet synes at have iboende:

«Jeg oplever, at filmmediet ikke lukker nogle fortolkningsmuligheder ude. Denne polysemi af forståelse er en stærk kvalitet, når man ønsker at anvende filmmediet til at skabe viden. Faktisk vil jeg mene, at filmen muliggør, at noget bliver til, mens vi er i verden. Forstået på den måde er filmmediet en særlig form for erkendelse,» lyder det fra Favero.

«Filmen muliggør at noget bliver til, mens vi er i verden.»

Når vi drøfter filmmediets erkendelsesmæssige potentiale, er det måske også relevant at skelne mellem filmkameraet for den, der står med kameraet og optager og dermed befinder sig i en erkendelse, der pågår mens filmen bliver til, og så de, der sidder i salen eller auditoriet, oplever filmen og måske opnår en erkendelse qua de færdige produkt. Filmmediet er ofte blevet karakteriseret som værende mere demokratisk end tekst, fordi det er så ligetil og ikke ekskluderer nogen, men filmmediet har måske også en særlig styrke i det dialogiske. Det mener i al fald Favero:

«Det levende billede skaber rum for to slags dialog. Vi oplever både en dialog med de, som er med i filmen, og dette er en dialog, der både sker, mens vi optager en film, men også når vi bagefter ser filmen sammen med de medvirkende. Samtidig sker der en dialog med det publikum, som ser filmen, men som ikke på nogen måde har en rolle i filmen. De er efterfølgende med at skabe en dialog, der fører filmens liv videre og dermed også udvider eller i al fald forandrer filmens erkendelsespotentiale.»

Dette medskabende potentiale får måske et ekstra niveau, når det gælder de nyere filmtyper, som vi kunne kalde for interaktive eller indlevende (immersive) film, et format som Favero også har taget til sig de seneste år:

«At lave filmene interaktive inddrager naturligvis beskueren, hvilket i sig selv kan være interessant, men jeg synes også, at en force ved den slags film er, at de manifesterer, at produktet netop ikke er finalt, men en fortsat, dynamisk entitet, som der kan erkendes videre på. Det er muligt, at den traditionelle film, som er mere fastlagt på forhånd, vinder point på følelsesmæssigt engagement, fordi det er svært at etablere emotion i det interaktive, men til gengæld opnår man med den interaktive film en intellektuelt stimulerende genre, som vi kun lige aner potentialet ved,» lyder vurderingen fra Favero.


Utfordrer ideen om én nasjonal fortelling

Når man først har set/oplevet/afprøvet forskellige interaktive dokumentarfilm, springer det ret hurtigt i øjnene, at man ikke blot kan overføre en hvilken som helst dokumentar og et hvilket som helst emne til det interaktive format. De stærke interaktive dokumentarer er de film, hvor der er en intelligent kobling mellem tematikken og formen. En sådan film er 17.000 Islands, der er skabt af norske Thomas Østbye sammen med den indonesiske filmskaber Edwin (17000islandsinteractive.com). Men inden vi går lidt nærmere ind i det projekt, vil jeg gerne knytte et par ord til genren. En interaktiv dokumentarfilm skal forstås som en audiovisuel produktion, der (i al fald mestendels) er forankret i et dokumentarisk indhold. Typisk vil den bestå af filmsekvenser, grafik, lyd, stills/fotografier samt en form for interaktivitet, der kan være alt lige fra muligheden for at starte de enkelte elementer selv til at skabe nyt indhold eller at omskabe det eksisterende indhold. Disse interaktive elementer kan i bedste fald have en aktiverende funktion hos brugeren, som dermed måske lever sig mere ind i produktet og føler det mere vedkommende, fordi man tager ejerskab over det på anden vis. Omvendt kan interaktiviteten også medføre, at produktet fremstår fragmenteret og underligt uforløst.

Styrken ved 17.000 Islands er det gode match mellem tematik og form. Projektet udfordrer nemlig et stykke propaganda i form af en forlystelsespark, der er skabt af myndighederne for at iscenesætte en idyllisk beretning om et homogent og forenet Indonesien. Interaktiviteten ved 17.000 Islands giver brugeren mulighed for at sammensætte nye fortællinger og dermed udfordre både forestillingen om homogenitet, men også sætte egne versioner af Indonesien i verden, hvilket i sig selv er med at problematisere forestillingen om én national fortælling.

---
DEL