Siden den 7. oktober har det islamiske Hamas været på alles læber. Den morgen trængte omkring 2000 mænd fra bevægelsen gennem det israelske hegn omkring Gazastriben, hvorpå de angreb 22 kibbutzer og landsbyer og dræbte 1.200 israelere, hvoraf det store flertal var civile borgere.
Tolkningerne har været mange. Både EU og USA har for længe siden klassificeret Hamas som en terrorgruppe, og i det perspektiv blev begivenhederne den 7. oktober beskrevet som kold terror. Navnlig i den arabiske verden blev det hele typisk udlagt som et resultat af mange års indespærring på Gazastriben, og i det lys kommer Hamas til at stå som en legitim frihedsbevægelse, der kun gjorde hvad man kunne forvente.
I det lys kommer Hamas til at stå som en legitim frihedsbevægelse, der kun gjorde hvad man kunne forvente.
Disse modpoler repræsenterer stærkt forenklede forklaringer. Når det kommer til Hamas, er billedet langt mere sammensat, og man opnår ikke nogen klarhed ved at lytte til de mange ytringer og vurderinger i krigens umiddelbare skygge. Det kan betale sig at søge til sagkundskaben, der er i stand til at se det hele lidt på afstand og med en akademisk tilgang, og dér ligger det lige for at konsultere Leila Seurat. Den libanesisk-franske forsker udgav i 2022 en velskrevet og indsigtsfuld bog, der giver en indgående beskrivelse af, hvordan Hamas som bevægelse interagerer med sine omgivelser. Den er god at få forstand af, og den leverer også et godt grundlag for at forstå, hvad der gik helt galt den 7. oktober.
Stilstand og militær offensiv
Lige siden Hamas vandt det sidst afholdte palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 og magtovertagelsen på Gazastriben året efter, har målet været dobbelt. På den ene side har man søgt at bevare en vis stilstand eller våbenhvile – hudna, som Hamas selv foretrækker at kalde det – i forhold til Israel, mens man på den anden side har stået i et konstant konkurrenceforhold til nationalistiske og islamiske rivaler.
Lige efter magtovertagelsen lagde Hamas faktisk ud med at søge en hudna. Den blev til ved egyptisk mellemkomst, men i december 2008 brød Israel aftalen med en storstilet militær offensiv, som sluttede med en unilateral israelsk våbenhvile. Allerede i 2011 kom det til en ny serie konfrontationer, som først sluttede, da Hamas frigav soldaten Gilad Shalit, der havde siddet som gidsel i fem år. Til gengæld løslod israelerne 1027 indsatte palæstinensere, hvilket Hamas kunne betragte som en markant sejr. Dette var dog kun en stakket frist, for allerede i sommeren 2014 kom det til et nyt væbnet sammenstød. Her fik vi et paradigmeskift, og tiden herefter blev præget at jævnlige konfrontationer, som kulminerede med det store brag i efteråret 2023.
En lang udvikling
Processen er en del af en lang udvikling, som Hamas har gennemgået. Normalt hedder det sig, at Hamas blev dannet i december 1987, da den første palæstinensiske intifada startede på Gazastriben. Men reelt kan man spore bevægelsen tilbage til 1973, da den opstod under navnet Mujama al Islamiya – Det Islamiske Center. En af hovedkræfterne var sheikh Ahmed Yassin, der var lærer i Shati flygtningelejren, og han arbejdede på direkte inspiration fra Det Muslimske Broderskab i Egypten. Dette var opstået I 1928, hvor en af de centrale skikkelser var Hassan al Banna. Denne var skolelærer i byen Ismaliya, hvor den britiske administration af Suezkanalen havde hovedkvarter. Al Banna så, hvordan de lokale arbejdere blev udnyttet af briterne, så han oprettede Broderskabet som humanitær organisation med et klart islamisk budskab.
Ahmed Yassin gjorde noget meget tilsvarende i kølvandet på krigen i oktober 1973. Den endte med at blive endnu et alvorligt slag for de palæstinensiske flygtninge på Gazastriben, så han oprettede sit Islamiske Center som hjælpeorganisation, og han mente at et islamisk indhold kunne give flygtningene et vist mål af selvrespekt. Med dette apparat ved hånden, stod Ahmed Yassin stærkt, da intifadaen brød ud i 1987, for han rådede allerede over et stærkt netværk af aktivister, som kunne gå på gaden og demonstrere, og i den anledning omdøbte han organisationen til Hamas.
Sinaihalvøen
Gennem årene var Hamas fortsat temmelig pragmatisk. Organisationens ideologi anerkender ikke Israels eksistens, men den har flere gange vist sig villig til en dialog. {red.anm. Dette står fortsat i organisationens charter, selv om fraktioner siger noget andet. Der er visse dele af Hamas, der godt kan acceptere en tostatsløsning som midlertidig model, men dette er ikke det samme som at anerkende Israel.} Men igen skabte udviklingen ændringer. Ved det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 vandt Hamas faktisk et beskedent flertal. Det nægtede verdenssamfundet at anerkende og lod Fatah tage magten på Vestbredden, mens Hamas greb styret på Gazastriben, og året efter lagde Israel en blokade om den smalle stribe sandjord, som er hjem for godt to millioner mennesker.
Kort efter gjorde Egypten det samme. Styret i Cairo lukkede grænsen mellem Gazastriben og Sinaihalvøen, og her ligger noget af kernen til forståelse af den aktuelle situation. Egypten har nemlig et problematisk forhold til Sinai, hvor en stor del af lokalbefolkningen end ikke har statsborgerskab, og i lang tid har ørkenen været hjemsted for islamistiske grupper, og ikke mindst klare udløbere af Islamisk Stat (IS).
Dén ideologiske strømning har lidt efter lidt bredt sig ind på Gazastriben. Bevægelsen Islamisk Jihad har længe været til stede, og den er kendt for sin opposition mod den relativt ‘bløde’ kurs, som Hamas gennem årene har anlagt i forhold til Israel. Og hertil kommer en række mindre, og endnu mere radikale grupper, som man ofte lægger under samlebetegnelsen salafisterne.
Dalende popularitet
Det er derfor interessant at se, at mange iagttagere i tiden efter 7. oktober begyndte at sammenligne Hamas med Islamisk Stat. Selv om begge bevægelser er sunnimuslimske, giver heller ikke dette rigtig mening, rent ideologisk. Den helt nærliggende forklaring er, at det nihilistiske IS fungerede ud fra ideen om global jihad. Målet var at grundlægge et nyt kalifat, og dette skulle gerne have en så stor geografisk udstrækning som muligt. Hvor IS således kan betragtes som en transnational bevægelse, er Hamas dybt forankret i den palæstinensiske folkesjæl. Denne sondring bidrog iøvrigt til at IS så på Hamas med stor skepsis.
Hamas-ledelsen var fuldt ud klar over konsekvenserne af angrebet på Israel.
At Hamas gennem sine udenrigspolitiske aktiviteter har søgt at gøre konflikten med Israel til et regionalt spørgsmål har derfor også først og fremmest et lokalt sigte. Det er i denne kontekst, vi skal se den #7. oktober#. Bevægelsens ledelse synes at have indset, at de jævnlige konfrontationer med israelerne, som har været dagsordenen siden 2006, ikke rigtig har flyttet noget. Situationen på Gazastriben er kun blevet forværret, og dette har helt tydeligt ført til svigtende folkelig opbakning.
Det kan derfor tilskrives stor sandhedsværdi, at flere af Hamas-lederne i krigens første dage meldte ud med, at dette er en helt ny begyndelse. Hamas har foretaget en drastisk kursændring. På den baggrund klingede det hult, da den tidligere Hamas-leder Khaled Mashaal allerede den 7. oktober sagde, at angrebet var et udtryk for folkelig vrede mod den israelske blokade. Tværtimod lignede det en nøje planlagt operation, og den folkelige spontanitet, som har været helt tydelig ved de tidligere konfrontationer, var svær at få øje på. Hamas-ledelsen var fuldt ud klar over konsekvenserne af angrebet på Israel, og man vidste at det israelske svar ville være voldsomt og blodigt.
Fraveg de seneste års politiske linje
Formålet med det hele var at få den palæstinensiske sag tilbage på den globale dagsorden, og det er i høj grad lykkedes. En nøgleperson i alt dette er Yahya Sinwar, som i dag står i spidsen for Hamas. Han blev løsladt fra israelsk fængsel i forbindelsen med fangeudvekslingen i 2011, og han gik straks ind i bevægelsens organisatoriske arbejde, hvor det var hans formål at bringe samling i et dengang dybt splittet Hamas. Det lykkedes i overmål, og herpå rettede han blikket mod den arabiske verden, og herved er vi fremme ved det, som kan ligne den egentlige strategi bag angrebet den 7. oktober. Det skete nemlig mens Saudi-Arabien var godt på vej til at gå i dialog med Israel, hvilket ligger i direkte forlængelse af de såkaldte normaliseringsaftaler, som Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater indgik med Israel i 2020.
Hvor IS kan betragtes som en transnational bevægelse, er Hamas dybt forankret i den palæstinensiske folkesjæl.
Hamas kan med andre ord siges at have fraveget de seneste års politiske linje, som Leila Seurat så fortrinligt skildrer i sin bog. Sinwar ønsker at genetablere den brede arabiske afvisning af nogen form for dialog med eller tilnærmelse til Israel – det som allerede begyndte at smuldre med den israelsk-egyptiske fredsaftale i 1978.
Hamas har foretaget flere kursændringer gennem årene. Blandt de vigtigste kom uden tvivl med begyndelsen på den første intifada i 1987, hvor Ahmed Yassin gjorde den humanitære organisation Mujama al Islamiya til den politiske bevægelse Hamas med tilføjelsen i 1991 af den væbnede brigade Izz ad-Din al-Qassam.
Hvor den aktuelle ændring, hvor Sinwar fører Hamas bort fra den hidtil pragmatiske kurs, vil føre hen er ikke til at sige. Men hvad udfaldet af krigen end vil være, har dette bragt Hamas tilbage i begivenhedernes centrum, og som man ofte hører det fra repræsentanter fra bevægelsen, så kan det ikke lade sig gøre at udslette Hamas. For nok er Hamas en bevægelse, men for tusinder af palæstinensere er det først og fremmest en indstilstand.
