Det forgjeldede menneske 

Å være forgjeldet er blitt vår tids måte å være menneske på.
Nietzsche beskrev gjeldsforpliktelsen som rotfestet i en moralsk begrepsverden: skyld, samvittigheT og plikt. Foto: Wikipedia
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.08.2018
Du skylder! Om moralsk og økonomisk gæld
Forfatter: Mikkel Thorup
Klim, Danmark

Hvad er årsagen til at så mange mennesker afholder sig fra at ændre på samfundet, tænke kritisk og finde sammen i nye fællesskaber? Hvad er årsagen til at så mange lande i den såkaldt rige del af verden fører den samme nedskæringspolitik og samfundsmæssigt og menneskeligt er kommet til at ligne hinanden i uhørt grad? 

Svaret på disse to spørgsmål kan føres tilbage til det samme: økonomisk gæld. Den lave vækst de seneste mange år har fået politikere til at ville «redde» samfundsøkonomien gennem kredit, boliglån og gældssætning. Mens man tidligere skulle gøre en indsats for at optage lån, skal man i dag gøre en bevidst anstrengelse for ikke at skylde: «Gæld og gældssætning er en social nødvendighed for så godt som alle.» Gæld har forstærket markedet som guddom, samtidig med at den netop stjæler vores liv.

Din skyld!

Grundfortællingen i medier og blandt politikere om gæld og gældskrise handler om kortsigtet uansvarligt forbrug: Du har levet over evne, orgiet er slut, nu kommer regningen, betal! Ikke et ord om spekulativ gæld, at krisens årsag ofte hverken er privat eller offentlig gæld, at grådighed ikke er den rigtige forklaring på hvorfor de fleste mennesker gør det de gør. 

Om det er mikrolån i Bangladesh der slavebinder kvinder eller start-up-projekter for webdesignere i København – logikken er den samme.

Ved at skrive gældens kulturhistorie gør Mikkel Thorup det i uhyggelig grad tydeligt hvorfor en økonomisk tankegang de sidste især 30 år er kommet til at gennemsyre hele det politiske klima og den menneskelige tilværelse i alle kroge. Han viser hvordan økonomien gennem gælden lykkes med at kolonisere hele vores liv. At dens succeshistorie beror på en sammenblanding af økonomi og moral, på hykleri og moralsk forurettelse: På den ene side opfordres der til låntagning og øget forbrug, på den anden side er man jaget vildt hvis man ikke kan betale sin gæld selv, skyldig som man er i sin overflod. Finanskrisen og markedsstyring af samfundets institutioner ses ikke som selve årsagen til problemet, men bare en anledning til øget gældsstyring.

Gjeldens former

Gælden findes i mange former, som moralsk gæld, gæld blandt venner, mellem forældre og børn, gæld til samfundet, til Gud. Mens moralsk gæld er ubetalelig, er økonomisk gæld netop noget der afsluttes med tilbagebetaling. Men de to fletter sig ind i hinanden. Nietzsche beskrev gældsforpligtelsen som rodfæstet i en moralsk begrebsverden af «skyld», «samvittighed» og «pligt». Det afgørende er følelsen af skyld som han opsporer i kontraktforholdet mellem kreditor og debitor. I dag siger vi: Kredit er godt, gæld er skamfuldt. Det er denne sammenblanding af moral og økonomi der kaster et slør udover hele gældsspørgsmålet. På den ene side udskammer man den individuelle forbruger der lever over evne, på den anden side er det den økonomiske gældsform der i dag koloniserer de andre skyldrelationer. 

Her møder vi gældens strukturelle problem, som forties af politikere og meningsdannere: at gæld er et magtmiddel til arbejdssamfundet, og at gælden dermed støber et menneskesyn og en livsform der lægger beslag på hele vores tilværelse. Gæld er en måde at holde folk i gang på. Gælden styrer dit liv, du er hoppet på et tog der bare kører, der er ikke tid til at hoppe af, og det er din egen skyld. Gælden forbereder for eksempel den studerende på et liv hvor der ikke er tid til at stoppe op og tænke, skifte studie, tage sabbatår, altså: Der er kun et liv som forbruger. Hvis uddannelse engang skulle bane vejen for opdragelse til selvstændighed, er det i dag med fokus på erhvervs-
liv og jobstyring en disciplineringskultur for konsumøkonomi.

Gjeldsmenneskets globalisering

Vi formes til gældsmenneske akkurat som vi formes til arbejdsmenneske, familiemenneske, trosmenneske et cetera. Den franske filosof Gilles Deleuze forudså allerede i sin kontrolanalyse fra 1980’erne gældsmennesket som det subjekt der løber på tværs af alle institutioner, men hvad han ikke forudså, skriver Thorup, var at gældens subjektivering ville udstrække sig til verdens fattige. Banker og politikere har gjort gæld (optagelse af lån) til drivkraft for udvikling og ændret vores fokus på arbejde ved at beskrive frisættelsen af menneskets potentiale i rent økonomiske termer. Enhver opfattes som en ressource, også den fattige. Man indhyller økonomisk investering og finansiering i positive termer om arbejdsskabelse fremfor arbejdskraft, entreprenør fremfor medarbejder. Mennesket skal gøres lig kapital. 

Det handler om at skabe et investeringsklima (Thorup), at omdanne død kapital til levende, uproduktiv til produktiv. Om det er mikrolån i Bangladesh der slavebinder kvinder eller start-up-projekter for webdesignere i København – logikken er den samme. Den private gæld ender med at kvæle enhver genopretning. Ikke desto mindre er det, som Thorup er inde på, reduktion af den offentlige gæld der dominerer debatten, selvom det forværrer den nationaløkonomiske genopretning og den private gældssituation. Mens den enkelte bliver udskældt i rollen som forbruger, hjælper man bankerne i deres rolle som skyldnere og beskyttede kreditorer. 

Gjeld er selvdisiplinering

Vi kender historierne om de mange amerikanere der efter krisen måtte flytte fra hus og hjem; eller den om de engelske studerende der gik på gaden i 2009 efter indførsel af øget studiebetaling. Danmark og Norge er endnu ikke helt der, men vi er godt på vej, som Thorup skriver. Også herhjemme er vi godt i gang med at flytte velstandsskabelse fra produktions- til finanssektoren, fra almindelig profit til gæld (renteindtægter, lejeindtægter) og dermed få en befolkning der er underlagt arbejde, penge, lydighed overfor de få andre. Her er vi ved et centralt element i gældsøkonomien: Det forgældede menneske bliver den fremherskende måde at være menneske på. 

Thorup citerer italienske Maurizio Lazzarato, der har skrevet en hel bog om gælden og det ændrede menneskesyn: «Gældsøkonomiens vigtigste krav […] er egentlig ikke tilbagebetalingen i pengetermer, men i opførsel, holdninger, adfærdsformer, planer, subjektive forpligtelser, tiden dedikeret til at finde job, tiden brugt til at tilpasse sig kriterierne dikteret af markedets og erhvervslivet. Gæld indebærer livsdisciplin og en livsform der kræver ’arbejde på selvet’.» Et arbejde der indebærer nye former for afhængighed, nye stressfaktorer, nye typer af isolation og ensomhed. 

Ledelse bliver til selvledelse og konstant selvevaluering styret af et økonomisk sprog: Kan det betale sig; gør jeg det godt nok; hvordan opgraderer jeg mig selv yderligere? Gæld og tid arbejder sammen. Man tænker på sig selv i tidstermer: Er mit jeg i tråd med mit fremtidige jeg? Mens Marx beskrev kapitalismens forhold til tid gennem arbejderens produktive arbejdstimer knyttet til arbejdsstedet, er tidsanalysen med gældsøkonomien knyttet til den enkeltes risikotagning og dermed den finansielle værdisætning af risiko. At påtage sig omkostninger og risici bliver en måde at tænke sit fremtidige liv i økonomiske termer på. 

Nedskjæringsstaten

De sidste 30 år har man brugt gældshåndtering til at reducere velfærdsstaten, som nu er for dyr. Man erstatter beskatning af virksomheder med gældssætning. Man har kort sagt opgivet demokratisk kontrol med samfundsøkonomien til fordel for markedet, der omdanner organisationer og institutioner til instrumenter for markedsinteresser. Det som benævnes «nødvendighedens politik» eller ligefrem «økonomisk realisme» eller det som høres i mantraet «det skal kunne betale sig at arbejde», er at «gæld skal betales tilbage, for enhver antydning af andet, er første skridt til det uundgåelige: et anarki af dovne og nydelsessyge der bliver et tyranni over de rige og produktive». Men det der her benævnes «realisme», er i virkeligheden en demokratisk afvikling, hvor borgerskabsrettigheder erstattes med kreditorers ret over aktiver. «Kreditokratiet er når samfundet og dets borgere, skyldnere såvel som lånere er afhængige af fortsat gældssætning for at leve det liv de vil leve.» 

Du er ikke et lån, men et liv

Kernen i al gæld er afhængighed. Gældsmodstand handler derfor om at gøre sig fri af afhængighed og få sit liv tilbage. Gældseftergivelse, jubelår, frigivelsesår eller nådeår har en lang historie forbundet med moralsk-religiøs tilgivelse. At leve et liv uafhængig af gæld har til alle tider været afgørende for faktisk at få tid og ro til at skabe sin egen tilværelse. Gældsafhængighed og tyveri af fremtiden var også afgørende for Occupy Wall Street-bevægelsen. Gældsnødvendighed fører kun til arbejds- og vækstpres. Initiativtageren til Friland (Djursland), Steen Møller, siger: «Det hele er blevet til arbejde og økonomi. Der køres hårdt på for at vi skal være produktive, rationelle og målrettede.» Gældsøkonomien hænger heller ikke sammen med et bæredygtigt samfund. «Gæld fører kun til øget vækstkrav der belaster menneskerne (stress, udmattethed) og naturen (forurening, ressourcetømning), da gæld basalt set er et løfte om fremtidig produktion.» 

Banker og politikere har gjort gæld (optagelse af lån) til drivkraft for udvikling

Friland og andre tiltag er eksempler på mennesker der ønsker at tage magten over eget liv, forfølge drømme, arbejde frivilligt, også uden løn. I det omkringliggende samfund, derimod, må man, hvis man vil «være voksen og have et hjem, også tage sig et lån der er så stort at man aldrig vil komme til at eje sit eget hjem, men reelt vil være lejer hos banken resten af sit liv». 

I 2014 protesterede studerende i Chile mod udlånspraksis overfor de studerende og kampen for fri uddannelse. Aktivisten Tapia stjal en bunke gældspapirer fra universitetets administration, hvorefter han brændte dem. Gældsbeviser for 500 millioner dollars gik op i røg, askebunken blev udstillet på et kunstmuseum. At brænde gældsbeviser var en oprindelig frihedshandling. Gældsbeviset er «urformen for afhængighedstegn». Måske er det netop denne legende profanering (af-helliggørelse) af penge vi har brug for at få øjnene op for hvor meget gældsstyringen ofrer vores liv til en tom guddom kaldet kapitalismen.

Kommentarer