Det beskidte arbejde

TEKNOLIBERALISME: Her er diskussioner om alt fra robotisering af manuelt arbejde over såkaldt deleøkonomi til kunstig intelligens, automatiseret krigsførelse og teknologisk følelses- og sexarbejde.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.08.2019
Surrogate Humanity. Race, Robots, and the Politics of Technological Futures
Forfatter: Neda AtanasoskiKalindi Vora
Duke University Press, USA

Sidst jeg landede i Københavns Lufthavn og stod og stenede, mens bagagen lod vente på sig, faldt jeg komplet i staver over denne reklame: «Hvis dit toilet var på nettet, kunne det fortælle, at der ikke var mere toiletpapir.»

Man må virkelig undres over, hvor dumt, det kan blive, når det skal være smart. Hvis jeg var på toilettet, og tog den sidste rulle, kunne jeg vel selv fortælle, at der snart ikke var mere toiletpapir. Og hvis toilettet virkelig var på nettet, tror jeg ærlig talt, at jeg ville finde et andet sted at besøge. For hvad kunne det ikke ellers finde på at fortælle? Og til hvem?

Men åbenbart er der nogen, som vil gå meget langt – helt ud i cyberspace om nødvendigt – for at slippe for at beskæftige sig med profane gøremål som at skaffe toiletpapir. Eller: Det har der jo altid været. De har så ansat tjenestefolk, hvis de havde … penge til den slags, og mine klassefordomme tilsiger, at det faktisk kun er folk, der har penge til den slags, der får den afsindige idé.

«Teknoliberalisme utydeliggør de ulige raciale og kønnede arbejdsforhold.»

De mennesker kan i vor velsignede tid slippe for at forholde sig til, at det faktisk er andre mennesker, der udfører det arbejde, de selv føler sig hævet over. Nu kan de koble sig på Internet of Things. IoT, som det hedder helt ude i den yderste abstraktion over, hvordan verden egentlig fungerer. Det er, hvad bogen Surrogate Humanity. Race, Robots, and the Politics of Technological Futures handler om: om (racialiseret og kønnet) arbejdsdeling, om konstruktionen af menneskelighed og om disse to fænomeners forbindelse til teknologisering.

De erstattelige

Selvom «robotterne kommer» ofte bliver fremstillet som henholdsvis trussel mod eller løfte til menneskeheden som sådan, er der nogle mennesker, der er mere menneskelige end andre, skriver Atanasoski og Vora, der begge forsker i populærkultur og har baggrund i kritisk feministisk teori: «Siden den første industrielle revolution har automatisering indvarslet en trussel om at gøre visse slags mennesker erstattelige – menneskelige arbejdere, der er racialiserede og kønnede», som de skriver i bogen.

Denne pointe har flere niveauer, som knytter sig til måden hvorpå den automatiserede fremtid bliver fremskrevet som både trussel og løfte: På den ene side, at robotisering først bliver anset for et potentielt politisk problem af mere almen karakter, når den truer hvide (mande)job. På den anden side, at robotisering og teknologisering får arbejde, der stadig udføres af mennesker til at blive usynligt.

Der er jo (stadig) nogen, der skal sætte en ny rulle på. I Telias IoT-reklame er det ganske vist en kvinde, der mangler toiletpapir, men hun er naturligvis hvid, ligesom hun er iklædt dyrt kontortøj. Ligeså total, abstraktionen er over det arbejde, der ligger i at facilitere menneskers mest basale behov, ligeså hugget i sten er det, hvilke mennesker, der skal befries fra det beskidte arbejde.

Teknoliberalisme

Som forståelsesramme for den nye politiske økonomi, der indvarsles gennem diskussionen om det, der også kaldes «den fjerde industrielle revolution», «TechBoom 2.0» og «den anden maskinalder», bruger Atanasoski og Vora begrebet teknoliberalisme.

«Vi forstår teknoliberalisme som [… ] utydeliggør de ulige raciale og kønnede arbejdsforhold, magtforhold og sociale relationer, som understøtter de aktuelle betingelser for kapitalistisk produktion.»

De teknologiske fremtidsscenarier lover at befri mennesket fra det kedelige, beskidte, monotone og farlige arbejde, så vores kreative potentiale kan blive fuldt udfoldet. Ved at undlade at komme nærmere ind på, hvem det primært er, som hidtil har udført det arbejde, usynliggør teknoliberalismen hvilken kolonial arbejdsdeling, den nuværende økonomi bygger på.

Denne «surrogate humanity», som Atanasoski og Vora bruger begrebet, trækker på en lang historie af menneskelige surrogater i «post-Oplysningstidens modernitet». Det er den slavegjorte, der udfører herrens arbejde, de oprindelige folk, der må udslettes for at den koloniale ekspansion kan fortsætte, det bundne kontraktarbejde, migrantarbejde, udlicitering – alt det arbejde, alle de kroppe, hvis usynliggørelse er hele forudsætningen for værdiskabelse. De som ikke blot frarøves værdi, men slet ingen værdi tildeles i det hele taget: «Påstanden om, at teknologi kan fungere som erstatning (surrogat), rekapitulerer en lang række historier af forsvindinger, udviskelse og udslettelse, som er nødvendig for at opretholde det liberale subjekt som agent i det historiske fremskridt.»

Atanasoski og Vora laver læsninger af samtidsdiskussioner om alt fra robotisering af manuelt arbejde over såkaldt deleøkonomi til kunstig intelligens, automatiseret krigsførelse og teknologisk følelses- og sexarbejde. Gennem analyser af hvis behov, der skal tilfredsstilles, og hvad der tæller som alment menneskeligt, når de frem til en opsummering af det, de slår an fra starten: «Om teknoliberalt begær, eller hvor der ikke findes noget sådant som en feministisk AI.»

Surrogate Humanitys nærmest parolegjorte kulturkritik arbejder langs adskillige analytiske spor og er på én gang både slagfærdig og kompleks.

Gratis prøve