Den vilde socialisme

SELVORGANISERING: Er den antiautoritære socialisme der, når arbejderbevægelsen er forsvundet, eller er der snarere tale om, at noget nyt er ved at dukke op?

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.04.2019
Le socialisme sauvage. Essai sur l’auto-organisation et la démocratie directe dans les luttes de 1789 à nous jours
Forfatter: Charles Reeve
L’Échappée, Frankrig

Hvordan skal vi forstå den nye protestbølge, der fragmentarisk har bevæget sig gennem verden siden 2010 i kølvandet på finanskrisen og den underliggende 30 år lange udjævning af den økonomiske vækst i kapitalens centrum? Den portugisiske flygtning og militante forfatter Charles Reeve bidrager til analysen af de nye opstande med sin 300 sider lange historiske redegørelse for proletarisk selvorganisering fra den franske revolution og frem til i dag. På et tidspunkt hvor meget af det der optræder som marxistisk filosofi på universitetet, er kendetegnet ved en overraskende mangel på historisk viden og enten foretrækker at pakke luftige maoistiske paroler om «sande idéer» ind i platoniske formuleringer eller sidder med næsen dybt nede i Marx’ økonomikritiske skrifter uden at orientere sig i historiens faktiske kampe, er Reeves historiske analyse yderst velkommen. Der er ikke tvivl om, at det bliver vigtigt at genlæse historiske begivenheder, hvor proletariatet konkret har udfordret kapitalen og forsøgt at gøre noget andet. Alle de «teoretiske vægtløft» er selvfølgelig vigtige, men mindst lige så vigtigt er det at undersøge de kampe, der har fundet sted i historien, hvor mennesker har gjort modstand mod kapitalens dominansformer og organiseret sig selv hinsides de uigennemsigtige forhold, der kendetegner det kapitalistisk organiserede arbejde og hele den kultur, det har skabt.

Autoritær socialisme

Charles Reeves historie er organiseret omkring modsætningen mellem den autoritære socialisme og den antiautoritære socialisme. Den autoritære socialisme inkluderer både den leninistiske og den socialdemokratiske udgave af socialismen. De er i virkeligheden to varianter af den samme parti- og statscentrerede socialisme, som vi kender fra Sovjetunionen og fra de vesteuropæiske socialdemokratier. Som Reeve redegør for, er den autoritære socialisme, når det kommer til stykket, ikke imod kapitalismen, den ønsker blot at detronisere borgerskabet og selv styre produktionen. De er med andre ord statskapitalister og har aldrig haft en mere omfattende frigørelse for øje. Det har den antiautoritære socialisme til gengæld. Det er den, Reeve kalder «den vilde socialisme». Termen har han hentet hos den tyske socialdemokrat Friedrich Ebert, der brugte den nedsættende som en beskrivelse af de rådseksperimenter, der fandt sted på fabrikker, i små byer og i hæren i Tyskland i 1918 efter afslutningen på Første Verdenskrig. Ebert, der var kansler, var så meget imod disse selvorganiserede eksperimenter, at han tillod proto-nazistiske frikorps at nedkæmpe rådene.

Det er aldrig nu, der skal skabes en anden verden, det er hver gang langt mere kompliceret, end masserne tror.

Selvorganisering og direkte demokrati. Reeve har overtaget Eberts term, men vender den om. Hvor Ebert så rådseksperimenterne som umodne og uvidende, der beskriver Reeve dem som genuine forsøg på at skabe en anden verden hinsides kapitalismen. Den vilde socialisme er således et radikalt opgør med den kapitaliske økonomi til fordel for en anden organisering, hvor autonomi og lighed er omdrejningspunkterne. Direkte demokrati og massedeltagelse kendetegner den vilde socialisme gennem historien fra den franske revolution til Pariserkommunen, rådseksperimenterne i Sovjetunionen og Tyskland fra 1917 til 1921, i Spanien i 1936, i maj 68 i Paris og i den portugisiske revolution, som Reeve tidligere har skrevet om og selv var aktiv i, før han måtte flygte til Paris.

I alle de historiske begivenheder, som Reeve analyserer, finder vi en dialektik mellem revolution og kontrarevolution, hvor den autoritære socialisme forsøger at underminere den vilde socialisme, og hvor den autoritære socialisme dermed hver gang ender med at bekræfte kapitalismen og dens afhængighedsformer. Den autoritære socialisme afviser hver gang de oprørske masser og anklager dem for ikke at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Det er aldrig nu, der skal skabes en anden verden, det er hver gang langt mere kompliceret, end masserne tror. Når studenter og arbejdere i maj 68 kræver en anden verden, oversætter lederne af det franske kommunistparti det til et krav om højere lønninger. Arbejderne har i virkeligheden brug for nogen, der kan lede den politiske kamp. Den autoritære socialisme vil hele tiden indsætte ledere, der har den rette viden om, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der skal gøres. Dermed skabes der en politisk elite, og det politiske adskilles fra det sociale. Det er bagsiden af historien om de store revolutioner fra den franske revolution til den russiske revolution, hvor «professionelle» revolutionære skal lede kampen og har brug for partier og institutioner, hvorfra de kan lede og fordele arbejdet. Der er imidlertid en anden historie, hvor mennesker selv organiserer sig og ikke har brug for nogen, der kan lede og repræsentere dem. Det er den historie, Reeve veloplagt fortæller.

Socialisme eller kommunisme eller noget helt tredje?

Reeves historiske undersøgelse er skrevet med henblik på at kvalificere de igangværende kampe, og det er et vigtigt bidrag til den længere historiske analyse af den revolutionære modstand mod kapitalismen. Spørgsmålet er så, om det revolutionære perspektiv er det samme i dag, som det var det i 1789 eller i 1918, om der er tale om et kontinuum af vild socialisme, som Reeve foreslår. Modsætningen mellem autoritær og selvorganiseret socialisme er velfungerende som en optik til at forstå modsætningerne i de revolutionære opbrud i den franske revolution, den russiske revolution, den tyske revolution og i den spanske borgerkrig med videre, men spørgsmålet er om modsætningen er anvendelig i dag? Som Reeve selv skriver, er den etablerede arbejderbevægelse, som bar den autoritære socialisme, i dag totalt i ruiner, og såvel den leninistiske avantgardemodel som den socialdemokratiske socialstatsmodel er kollapsede eller tæt på det. I dag synes konflikten på mange måder at være mere skarpskåren, og der mangler reformistiske løsninger.

Den etablerede arbejderbevægelse er i dag totalt i ruiner.

Efter 40 årtiers sumpet markedskapitalisme, hvor de rige holdt helt op med at forsøge at skjule deres rigdom, men tværtimod fremviser den i stadig mere svulstige former, og hvor de europæiske socialdemokratier viste sig at være lige så markedsaffirmative som såkaldte neoliberale partier, er det svært at finde nogen medieringer mellem kapital og arbejde. Måske er sammenbruddet så omfattende, at vi ikke længere er i det samme historiske rum som de tyske revolutionære i 1918. Kapitalismen er der stadigvæk, men er det den samme? Og er den vilde socialisme der, når arbejderbevægelsen er forsvundet, eller er der snarere tale om, at noget nyt er ved at dukke op? En anden revolutionær bevægelse måske, som ikke er socialistisk.