Abonnement 790/år eller 190/kvartal

Den tænder nogle alarmklokker hos mig

Good Grief
Forfatter: Shelley F. Knight Jon Hunt
Forlag: Publishing Limited (England)
SORG / Shelley F. Knight har med bogen Good Grief på sympatisk vis sat sig for at forfatte et værk, der skal hjælpe sin læser til at forstå og bearbejde sorg.

Jeg sørger. Måske har jeg mistet en, som stod mig nært [se siste vinterutgave av NY TID]. Måske har jeg selv oplevet en tragedie på egen krop. Jeg har brug for hjælp.

Jeg tar tag i Shelley F. Knights bog Good Grief og begynder at læse. Kan man læse sig ud af sorgen? Måske kan man. Forskningen er i al fald kommet på det spor.

Det lugter af selvoptagethed, selvudvikling og tidsåndens irriterende fokus på at intet må være det samme, at vi skal vokse hele livet.

På Syddansk Universitet modtog man en bevilling på 30 millioner kroner for at forske i den såkaldte biblioterapi, altså anvendelsen af litteratur som en vej til at få det bedre eller i al fald få justeret sin egen livsfortælling. På medicinstudiet kan de studerende nu vælge valgfag indenfor feltet «narrativ medicin», som blandt andet rummer tanken om at læsning af litteratur kan hjælpe patienten gennem sygdomsforløbet og herunder også de følelser af sorg vedkommende måtte have ved egen sygdom. Den litteratur, de studerende støder på i narrativ medicin, er værker af Tove Ditlevsen, Dostojevski og Ishiguro. Men er temmelig langt fra disse romaner til Shelley F. Knights lettere aparte selvhjælpsbog Good Grief.

Fod-læsning, hypnoterapi og kinesiologi

Knight har ellers et interessant udgangspunkt for at lave bogen. Hendes faglige baggrund er sygeplejerske, og hun har især erfaring med kræftpatienter og palliativ pleje. I det senere år har hun dog især slået sine folder som rådgiver – eller med et mere moderne ord coach – og med et særligt fokus på det, hun kalder «positiv forandring». Alene termen tænder nogle alarmklokker hos mig. Det lugter af selvoptagethed, selvudvikling og tidsåndens irriterende fokus på at intet må være det samme, at vi skal vokse hele livet, at stilstand for alt i verden og måske også forestillingen om at livet ikke skal være smertefuldt. Jeg forsøger dog at gå ind i værket med et åbent sind. Desværre bliver mine fordomme om coaching- og selvhjælpslitteraturen mestendels bekræftet.

Shelley F. Knight

Er en bog dårlig blot fordi dens afsnit er af 10 linjers længde, førend en ny overskrift byder sig til? Nej, ikke nødvendigvis. Men i tilfældet Good Grief bliver de ultra-korte tekststykker en hæmsko. Bogen mangler simpelthen et narrativ. Den mangler en fortløbende beretning, som kan holde os fanget og få os til at følge forfatterens argumentation og erkendelser. De mange, korte afsnit skaber en fragmentarisk, usammenhængende læseoplevelse.

Man kan naturligvis bruge bogen som et slags opslagsværk. Problemet med det er blot at de enkelte opslag om eksempelvist fod-læsning, hypnoterapi og kinesiologi er så sporadiske og kortfattede, at det ikke giver mig noget. Blot irritation. Det er som Knight påbegynder sin bog et utal af gange og aldrig rigtig færdiggør den. Måske lider bogen under at være delvist baseret på Knights podcast og YouTube-videoer. Afsnittene bærer i al fald disse mediers tilbøjelighed til at fatte sig korte, salgbare statements. Det er der for så vidt intet galt i. Less kan sagtens være more. Men når bogen overstrømmer med sætningen som «arbejd mindre, lev mere», «vær den bedste version af dig selv» og «de små ting i livet er i virkeligheden de store», ja så bliver det blot tomme floskler, som Knight desværre ikke formår at udfordre eller give perspektiv.

Da døden var noget vi selv håndterede

Knight er klart bedst i de lidt mere udførlige afsnit, hvor hun eksempelvist opruller vores historisk set forskelligartede forhold til døden. Især er det interessant at høre om hvordan 1800-tallets familier næsten altid varetog døden selv derhjemme. Plejede den døende til det sidste, vaskede vedkommende og iklædte afdøde det bedste sæt tøj, så denne var klar til dødsriget. Her var ingen begravelsesinstitution, som i dag virker fremmedgørende og tabuiserende. Knights pointe er her at døden dermed bliver upersonligt og at vi på den baggrund øger vores frygt for at dø og får et større besvær med at acceptere døden som en naturlig del af livet. Ja, faktisk som en proces, der sker samtidig med at livet igangsættes.

Less kan sagtens være more.

Disse dele af bogen måtte hjertens gerne være udfoldet i fuldt flor og koblet til forestillinger om sorg og måder at håndtere og leve i sorgen. Desværre gør Knight ikke det. Hun springer videre. Det er som om hun frygter at kede sin læser. Det er ærgerligt, for det mest kedelige ved Knights bog er alle de spring og krumspring, hun udfører i håbet om at holde sin læser fanget.

Steffen Moestrup
Steffen Moestrup
Fast bidragsyter til NY TID, og dosent ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Du vil kanskje også like