Den store tænker er trukket op af mølposen

En ny biografi om den arabiske 1300-tallshistoriker Ibn Khaldun er nylig utgivet. Får han nu sin renæssance?
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.01.2019
Ibn Khaldun. An Intellectual Biography
Forfatter: Robert Irwin
Princeton University Press, USA

I den saudiarabiske by Damman bærer et stort butikscenter navnet Ibn Khaldun. I Casablanca er dette navn på et moderne fodboldstadion, og der er næppe nogen by i den arabiske verden som ikke har en gade opkaldt efter 1300-tallets store historiker. Hvilket egentlig er lidt interessant, for han har været glemt og overset i mange år, og er først i det 20. århundrede igen blevet et navn.

Abd al Rahman Ibn Muhammed Ibn Khaldun levede i det 14. århundrede og går for at være en af de største intellektuelle kapaciteter i arabisk historie. Filosof er måske den rette betegnelse, men den veg han selv tilbage fra. Han opfattede sig selv som specialist i hikma, hvilket bedst kan beskrives som de videnskaber der ikke er udsprunget af Koranen og haditherne. Den slags var usædvanligt på hans tid, så han ernærede sig først og fremmest som lovkyndig og rådgiver for en stribe forskellige regenter i Nordafrika, og ved siden af blev han ophavsmand til en historieteori som er kommet i bred politisk anvendelse i moderne tid.

Den sorte død

Robert Irwin, seniorforsker ved den ansete School of Oriental and African Studies i London, har skrevet en intellektuel biografi over den store tænker.

Ibn Khaldun levede i dønningerne efter pandemien den sorte død, som reducerede befolkningen i Europa med mere end en tredjedel og også satte sine dybe spor i Nordafrika. Irwin mener at dette har været med til at forme hans intellektuelle pessimisme, som han udmøntede i sin berømte cyk- liske teori. At historien går i ring, er dog ikke hans opfindelse. Antikkens græske historiker Polybios beskrev hvordan monarki bliver efterfulgt af aristokrati, for så at blive til demokrati og vende tilbage til monarki. Langt senere i historien skrev den autodidakte tyske historiker Oswald Spengler sin bog Der Untergang des Abendlandes (1918–22), hvor han forudså hvordan den succesfulde europæiske materialisme ville ende i vold, hvilket så ville fortsætte over i en genopblomstring af Europa.

For Ibn Khaldun var det selvindlysende at ethvert dynasti ville gå under.

For Ibn Khaldun var det selvindlysende at ethvert dynasti ville gå under, og han gav det en omtrentlig levetid på tre generationer. Den store tyske forfatter Thomas Mann benyttede samme ramme da han skrev sin roman om købmandsfamilien Buddenbrooks, der over tilsvarende tre slægtsled gik fra opblomstring og storhed til dramatisk fald. Ibn Khaldun brugte Umayyade-dynastiets kaliffer som lærestykke. Han argumenterede for at dets grundlægger Mu’awiya skulle regnes med i rækken af de store kaliffer efter profeten Muhammed, men ganske hurtigt faldt de efterfølgende kaliffer for jagten på rigdom og jordiske glæder. Udviklingen kunne ikke vendes med reformer, mente han, så den førte direkte mod skabelsen af Abbaside-kalifatet, som blot gentog processen med umiskendelig konsekvens.

Ibn Khaldun læste sin egen tid på samme måde. Arabernes storhedstid var for nedadgående, og han forudså at berberne og tyrkerne ville tage over. Dette kom i det store og hele til at holde stik.

Renessanse

Da Ibn Khaldun døde i 1406, gik hans tænkning hurtigt i glemmebogen. Han efterlod sig ikke nogen filosofisk skole, og der er intet i terminologien som hedder khaldunisme. Ikke desto mindre har han og hans hovedværk, bogen Muwadima, fået et efterliv, om end ad sære omveje.

Ibn Khaldun og hans hovedverk Muqqadima har fået et efterliv, om end ad sære omveje.

Flere moderne forskere ser Ibn Khaldun som et produkt af orientalismen. Da de europæiske kolonimagter begyndte at underlægge sig Nordafrika, genopdyrkede man Khaldun, som formodedes at kunne give et nyttigt indblik i mentaliteten hos de muslimske befolkninger. Irwin mener at dette er at gå for vidt, men hævder selv at europæerne snarere betragtede Khalduns kritiske holdning til islam som en nøgle til de nordafrikanske samfund. Naturligvis bar heller ikke dette nogen form for frugt. Faktisk fik kolonimagternes herredømme samme skæbne som de dynastier der havde tjent som inspiration for Khalduns tænkning: De bukkede under. Det er sandsynligt at den egyptiske nobelpristager Naguib Mahfouz tog denne tråd op og havde Ibn Khaldun i baghovedet da han skrev romanen Malhamat al harafish i 1977. Den handler om simple mennesker (harafish) i Cairo og mødet mellem puritanismen og den forbryderiske underverden.

Ordet malhamat betyder egentlig «slagtning», men er også betegnelsen for en særlig genre af apokalyptisk profetisk litteratur, som romanen er udtryk for. Og herfra er der ikke langt til brugen af Ibn Khalduns tænkning i dele af den arabiske verdens aktuelle politiske diskurs. Her høres det ofte at den arabiske verden er på vej ind i en ny storhedstid, og at denne vil opstå på ruinerne af den vestlige kultur. Den bedste repræsentant for denne undergangsstemning er Donald Trump, der står i spidsen for et dekadent dynasti, for nu at holde os til terminologien. Med andre ord har den amerikanske materialisme og den vestlige kultur nu været dominerende i det antal generationer som betyder at den står for fald. Og det er nok et stjerneeksempel på hvordan den glemte stormester Ibn Khaldun er blevet trukket op af mølposen og har fået sin nutidige renæssance, om end i en anden sammenhæng.

Gratis prøve
Kommentarer