Op gennem 1950’erne var der store planer for den irakiske hovedstad, Bagdad. I årtiets begyndelse vokset olieindtægterne betragteligt. Der var penge at gøre godt med, som blev investeret i fremtiden. Landbruget blev i stand til at hæve produktionen, der blev anlagt nye veje, og man sikrede sig mod de omfattende ødelæggelser, når Tigrisfloden gik over sine bredder.
Bagdad
Hovedstaden Bagdad skulle også have et løft. Den skulle fremstå som en ægte storby af internationalt tilsnit, og til dette hentede man udenlandske eksperter i byplanlægning. Det var også tanken at byen skulle tage sig bedre ud, så store arkitekter som Le Corbusier, Frank Lloyd Wright, Alvar Aalto og Walter Gropius blev inviteret til at tegne markante bygninger.
Østeuropæiske rådgivere blev populære, fordi de var blevet udsendt i solidaritetens
tjeneste.
Kun få af disse blev nogensinde bygget, og stort set ingen i den form, som de berømte arkitekter havde forestillet sig. For i 1958 kom militærkuppet, der afsatte kong Faisal, og det nye styre gik andre veje. Det var socialistisk orienteret og henvendte sig straks til Sovjetunionen og Østblokken for at hente støtte til ambitiøse planer for Bagdad. I Moskva var svaret positivt, for dér øjnede man indtægter i hård vestlig valuta, og ikke mindst var det en gylden chance for at sætte et kulturelt aftryk ude i verden.
Det sovjetisk design
Eksemplet er et af mange, hvor østbloklandenes ofte tunge betonarkitektur blev brugt til at cementere internationalt samarbejde i kommunismens navn, og fordi det overordnede mål ofte lå et andet sted, var det æstetiske resultat i mange tilfælde pauvert. Det foregik i særlig grad i Mellemøsten og Vestafrika, og dette tvivlsomme kapitel af arkitekturhistorien har Lukasz Stanek nu skildret medrivende i en smuk bog fra Princeton University Press med titlen Architecture in Global Socialism.
Stanek er professor i arkitekturhistorie ved University of Manchester, og han har længe interesseret sig for hvordan den socialistiske tænkning kom til at præge urbaniseringen i bemeldte dele af verden. Han skildrer indlevet, hvordan det foregik. Hvor den vestlige tilgang som oftest er en enkelt opgave, var de sovjetiske projekter store på en helt anden måde. Man påtog sig gerne at omskabe en hel bydel på én gang – og det er Bagdad et rigtig godt eksempel på:
Projektet var topstyret. Beskederne udgik fra ministerier i Moskva, hvor devisen var økonomi og planlægning, og ikke arkitektur. Samarbejdet med de østeuropæiske satellitstater var vigtigt, så det var typisk polakker, der stod for byplanerne, mens østtyskere var eksperter i rekreative områder. Betonelementerne til bygningerne kom fra Rumænien, og dette vidtforgrenede samarbejde førte ofte til vanskeligheder. I august 1963 rapporterede sovjetiske rådgivere på opgave i det irakiske ministerium for offentlige arbejder, at designelementerne ikke var standardiseret, hvilket førte til højere omkostninger, forsinkelser og evindelige tekniske problemer. Det sovjetisk designede tv-tårn blev aldrig bygget.
Ghana
Noget af det samme finder man i Ghanas hovedstad Accra, en af de fem byer, som bogen undersøger.
Et par år efter at landet blev en selvstændig republik i 1960, sluttede præsident Kwame Nkrumah tætte bånd til de nordafrikanske stater. I den forbindelse kom Sovjetunionen ind i billedet.
Devisen var økonomi og planlægning, og ikke arkitektur.
Den kolde krig var på sit højeste – Cuba-krisen udspillede sig i oktober 1962 – og den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, udnyttede enhver mulighed for at skabe nye alliancer. Russerne trådte straks til, og selv om deres løsninger ikke altid var de billigste, var de attraktive, fordi der lokalt var en akut mangel på kvalificeret arbejdsplads. Det var en del af den pakkeløsning, som Comecon kunne tilbyde, og de østeuropæiske rådgivere blev populære, fordi de ikke kom som koloniherrer, men var blevet udsendt i solidaritetens tjeneste. «Jeg husker godt de østeuropæiske arkitekter, fordi det var første og sidste gang, en hvid mand havde en afrikansk chef i Ghana», siger en ghanesisk arkitekt til bogens forfatter.
Ligesom i Bagdad slog de nye eksperter sig løs med storslåede projekter. Russiske arkitekter havde planer om et stort kulturcenter, et hotel med 200 senge og et enormt Africa Unity Tower, og fra Bulgarien kom der planer om et kasino med flere biografer og to stort stadioner. Intet af dette blev opført, og lokale myndigheder klagede over at de mange nye projekter slet ikke passede til landets aktuelle behov.
Gave-diplomati
Meget andet blev dog bygget, og meget af det skete under etiketten gave-diplomati. Formelt var der tale om rundhåndede gaver, men reelt drejede det sig om at Sovjetunionen ønskede at binde de afrikanske stater til sig, og som vigtig sidegevinst skaffe adgang til centrale råstoffer – eksempelvis bauxit.
Østbloklandenes ofte tunge betonarkitektur blev brugt til at cementere internationalt
samarbejde i kommunismens navn.
Det tankevækkende er, at det hele stadig præger modtagerlandene, længe efter at Sovjetunionen er forsvundet. Myndighederne i Bagdad bruger stadig de polske byplaner, og de dele af byen, som ikke er blevet lagt i ruiner af krig og konflikt, er stadig præget af den sovjetiske arkitektur.
Det samme gælder Afrika, hvor mange af prestigeprojekterne står som en påmindelse om bristede illusioner. Et markant eksempel er det store nationalteater i den nigerianske hovedstad Lagos. Det var bulgarske arkitekter og eksperter, som fik lov til at udfolde sig i årene 1972–77, men bygningen var lige fra starten ude af trit med den nigerianske virkelighed, og den står der stadig som et uskønt fremmedlegeme. Og regningen, som blev mere end dobbelt så stor som først antaget og var befængt med uklare returkommissioner til den bulgarske stat –den skulle betales af Nigeria.
