På Vestbredden har særlig form for bosætterekstremisme gennem de senere år været stadig mere synlig, og den bliver stadig mere voldelig. Det vil imidlertid være en forenkling blot at betragte det som udtryk for en generel højredrejning i det israelske samfund. I et større perspektiv kan man eksempelvis se at bosætterbevægelsen er blevet mere midtsøgende, hvilket er en tydelig strategi for at skaffe sig politisk indflydelse. Men ved siden af de etablerede bosættelser findes der omkring 100 såkaldte bosætterudposter, som ofte blot består af en samling skurvogne på en bakketop, og her kører en helt anden udvikling.
Det er typisk hvad man kunne betegne som utilpasset bosætterundgom, der etablerer udposterne. De protesterer mod forældregenerationens «borgerlige» livsstil i de etablerede bosættelser, og mange af dem bliver også dramatisk radikaliserede.
Kahanismen ble i 1994 blev forbudt efter den israelske terrorparagraf.
Det er blandt andet her, vi finder et fænomen, der kan komme under en fælles hat ved navn kahanismen. Navnet kommer af en for længst afdød rabbiner fra New York, Meir Kahane, der formulerede en radikal ideologi, og selv om hans bevægelse helt tilbage i 1994 blev forbudt efter den israelske terrorparagraf, lever rabbineren og hans racistiske tanker videre i en let omformuleret udgave. Og op til Israels seneste parlamentsvalg, den 23. marts 2021, lykkedes det partiet Religiøs Zionisme at blive valgt ind med 7 mandater. Frontfiguren er den kontroversielle advokat Itamar Ben Gvir, en erklæret kahanist, der hjemme i dagligstuen i bosættelsen Kiryat Arba udenfor Hebron, siges at have et billede på væggen af Baruch Goldstein. Denne var læge i bosættelsen og i februar 1994 gik han ind i Ibrahimi-moskeen i Hebron og dræbte 29 bedende muslimer.
Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og Malcolm X
Shaul Magid, som er professor i jødiske studier ved det amerikanske universitet Dartmouth College, har netop skrevet en længe ventet bog om Meir Kahane og dennes politiske tænkning. Det er ikke nogen klassisk biografi, men en politisk og sociologisk forklaring, der også giver indsigt i dan aktuelle radikalisme på Vestbredden. Magid søger ikke på nogen måde at forskønne bosætterproblematikken eller holde hånden over de unge radikalister på Vestbreddens bakketoppe, men han perspektiverer sagen ved at pege på, at denne radikalisme på mange måder har rod i USA, men også at den har undergået nogle ubehagelige forandringer ved omplantningen til Israel.
Meir Kahane var ung i begyndelsen af 1960’erne, en tid med store forandringer. Hans tanker om sin egen jødiske identitet omplantede han i begrebet ’den nye jøde’. I dette lå et radikalt opgør med den moderne jøde, der netop havde distanceret sig fra ghettojøden ved at sekularisere sig selv og søge fuld integration i den moderne, liberale verdensorden. I hans øjne var denne higen efter at blive en del af den amerikanske drøm en farlig forblindelse.
Antisemitismen ville ikke forsvinde af den grund.
For antisemitismen ville ikke forsvinde af den grund. Hans yndlingseksempel var de tyske jøder, som i 1920’erne havde levet med i Weimar-republikkens liberale strømninger i den tro, at de nu var på vej til at blive accepteret som borgere på lige fod med alle andre. Men denne naivitet førte dem direkte i gabet på nazismens uhyrligheder og Holocaust.
På den baggrund satte han sig for at opbygge den jødiske stolthet (Schtolz). Paradoksalt nok så han et forbillede i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, og navnlig efter at denne efter drabet på Malcolm X i 1965 blev mere militant og formede sig som Black Power, anlagde han samme strategi. Dette blev til hans Jewish Defence League (JDL). Grundtanken er at man opbygger en identitetsfølelse gennem opvisning af magt, og trods store ideologiske forskelle er det den samme funktion som hos hvide ultranationalister.
Et had til både arabere og jøder
Kahane kombinerede sin voldsstrategi med en dyb anti-kommunisme, og da FBI var på jagt efter ham som følge af en serie mislykkede attentater mod sovjetiske diplomater i New York, valgte han i 1971 at udvandre til Israel. Mentalt forlod han dog aldrig USA, og det er grunden til at hans tænkning nu tog en ny farlig retning, som vi ser det udspille sig hos de mest radikale elementer i bosætterbevægelsen på Vestbredden.
Kahane kombinerede sin voldsstrategi med en dyb anti-kommunisme.
For Kahane var Israel ikke så meget et sted at bo som det var et stykke jødisk Stoltz. I USA havde han været medlem af et etnisk mindretal, og i Israel var han blevet en del af flertalsbefolkningen. Dermed skiftede hans aktivisme også gear fra at være en sag om jødisk stolthed og identitet i en større amerikansk sammenhæng til at blive en bastant del af konflikten i Mellemøsten.
Det er denne del af Kahanes liv, der altid har fået den store opmærksomhed, selv om den i Shaul Magids analyse står som en eklatant fiasko på det personlige plan. I USA var det lykkedes ham at få en betragtelig del af den jødiske befolkning i tale, men det havde aldrig været hans ambition at vælte staten. Det blev det i Israel, hvor han gik til angreb på den sekulære samfundsorden, som dengang var den fremherskende. Han dannede sit eget parti, Kach, som havde til hensigt at omdanne Israel til et teokrati. Ved valget i 1984 var det faktisk lykkedes at skrabe stemmer sammen til et enkelt mandat i Knesset, det israelske parlament. Men han forblev en paria, og et par år senere var det slut med den parlamentariske karriere, da Kach blev forbudt som racistisk.
Havde til hensigt at omdanne Israel til et teokrati.
«Jeg hader ikke arabere! Jeg elsker jøder!» plejede Kahane at sige, hvortil Shaul Magid bemærker, at han reelt levede på et had til både arabere og jøder, og det er denne grundidé, man stadig finder i de små, radikaliserede grupper. Nu har den bare ændret sig fra at være en sag om jødisk stolthed til en messiansk voldstanke, som på mange måder er endnu farligere.