Den nye højrefløjs historiske udvikling og netværk

I den amerikanske satiriske science fiction-film Don’t look Up (2021) har forskere opdaget et større himmellegeme, der er på vej mod vores jord. Forskerne alarmerer offentligheden og politikerne. Men myndigheder og befolkning kan ikke fastholde et fokus på den livstruende begivenhed.

Filmens slet skjulte parallel til verdenssamfundets håndtering af klimaændringerne kan sandsynligvis også gælde andre risici, hvor konsekvenserne ikke for alvor udløses inden for kort tid.

Det er klimaet og biodiversiteten, der topper listen over globale risici.

Med traditionelle analysemetoder leverede Global Risk Report 2022 et baggrundsmateriale til det globale Establishments traditionelle årlige konference i World Economic Forum i Davos. Endnu engang er det klimaet og biodiversiteten, der topper listen over globale risici. Og nu også med pandemien blandt de øverst placerede risici.

Men selv om rapporten identificerer risikoen for erodering af sammenhængskraften i samfundet, så er faren for udbredelsen af Det Nye Højres autoritære former for governance – herunder etnisk marginalisering eller udrensning – ikke omtalt.

Højreradikalismen

Eksemplerne er ellers legio i en lang række lande. Eksempelvis rustet Det Nye Højre i Frankrig sig op til præsidentvalget i våres. Til Danmarks Radio udtalte den franske højre-kandidat Eric Zemmour om Danmark: «Det store folk i det lille land forsvarer sig fremragende». Zemmour – hvis politiske parti hedder Reconquête (generobring) – var særlig glad for Danmarks linje i forhold til blandt andet «hjemsendelse af illegale indvandrere, begrænsning af sociale ydelser og begrænsning af beboere med indvandrerbaggrund i socialt boligbyggeri». Samme Zemmour er desuden en stor fortaler for «Den store udskiftning», som oprindelig blev formuleret af politologen Renaud Camus i bogen La Grande Replacement (2012).

Det Nye Højres ideologiske tanker og ideer er underbelyst. Det er baggrunden for filosoffen og idéhistorikeren Mathias Hee Pedersens publicering af en omfattende analyse af forskellige positioner på højrefløjen. Det sker med bogen Fascister i fåreklæder? Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede. Det digre værk (448 sider, inkludert 838 noter) leverer et uvurderligt bidrag til belysning af idématerialet bag den nye højrefløjs historiske udvikling og netværk med bl.a. et bagtæppe af referencer til mørke kapitler i den europæiske historie i det 20. århundrede. Men hvordan skelner vi i den politiske debat mellem traditionelle konservative og de nye højre bevægelser i al deres mangfoldighed?

Risici er et livsvilkår, men udfordringer inden for miljø, pandemi og folkevandringer har i disse år dynamiske effekter på demokratiet, ofte udløst og synliggjort ved specifikke hændelser. Med Trumps valgsejr blev verden bekendt med Alt-right bevægelsen (Alternative Right med Richard B. Spencer som fortaler). Og efter Trumps valgnederlag var det angrebet på Kongressen med opvarmningen på «Save America Rally» og Trumps appel-tale til de deltagende demonstranter. Begivenhederne fremstår i dag som begivenheder med indbyggede incitamenter til ikke mindst højrebevægelsen i et noget magtesløst og usikkert Europa – og leverer således næring til opløsning af eksisterende institutioner og «State of the World»-fortællingen.

Den identitære bevægelse

- annonse -

Hee Pedersen har ved sine omfattende studier kortlagt højrefløjens politiske strømninger med fokus på etnicitet og ført dem ind i en historisk kontekst, hvad enten det drejer sig om en specifik begivenhed eller enkeltpersoners bidrag eller manifestationer. Et noget broget billede toner frem, hvor ikke mindst en klar afgrænsning eller et overlap i relation til nazismen og fascismen trækkes frem. I forsøget på at skabe overblik sondrer Hee Pedersen mellem tre overordnede tendenser: Den Konservative Revolution, Den Traditionalistiske Skole og Det Nye Venstre.

I forlængelse af de historiske begivenheder Murens fald og 9-11, står etableringen af Generation Identitær (Frankrig, 2002) central for udviklingen af Det Nye Højre. Generation Identitær udgør en gren af den paneuropæiske bevægelse med østrigeren Martin Sellner som fortaler og med baggrund i et nyfascistisk miljø. Den franske Generation Identitær er en europæisk pendant til den amerikanske Alt Right-bevægelse.

Selve identitarismen har i den allernyeste tid udviklet sig blandt de centrale aktører i bevægelsen Unité Radicale (1998). Det ideologiske tankegods har bl.a. omfattet nynazistiske og antisemitiske konspirationsteorier om, at jøder kontrollerer verden bag kulisserne.

Længere tilbage i tid kan den identitære bevægelse ses direkte i forlængelse af Nouvelle Droit (Det Nye Højre) som i øvrigt i lighed med Det nye venstre kan føres tilbage til 1968. I perioden blev det yderste højre inspireret af ideologiske kampe mellem Alain de Benoist (1943-) og Guillaume Faye (1949-2019). Men Sydeuropa har i øvrigt i hele perioden siden Anden Verdenskrig måttet forholde sig til smågrupperinger af nynazister og nyfascister.

Fascismens egenart

Hee Pedersens reference hvad angår fascismens egenart, historikeren Roger Griffin, karakteriserer Det Nye Højres hele ideologi som «palingenetisk ultranationalisme». Heri ligger, at et etnisk homogent folk målbevidst må arbejde på genfødselsfortællinger for at redde samfundet fra indvandringen. Fascismen udgør næring mod den åndelige tomhed med en dekadence, der er begrundet i moderniteten og materialismen. Længslen rækker ud efter evige dyder som aristokrati, hierarki, orden og ære.

Fascismen udgør næring mod den åndelige tomhed med en dekadence, der er begrundet i moderniteten og materialismen.

I den omfattende litteratur (Umberto Eco, Slavoj Zizek, Trotskij med flere), der har forsøgt at nå til en kortlægning og forståelse af fascismens egenart, vælger Hee Pedersen at rammesætte sin stillingtagen til karakteren af højrebevægelserne ud fra Roger Griffins definition af fascismen som bl.a. lyder: «den fascistiske mentalitets kendetegn er at befinde sig i brydningspunktet mellem to tidsaldre og af at stå på frontlinjen i den kamp, der skal overvinde degeneration gennem skabelsen af et forynget nationalt fællesskab.»

Fascismen vil «favne» klassesamfundet og den samtidige kaotiske krise ved at understrege nødvendigheden af en samlende national identitet. I anden sammenhæng underbygger Hee Pedersen dette med følgende: «Fascismen var et revolutionært konservativt svar på et problem formuleret af venstrefløjen. Ifølge den slovenske filosof Slavoj Zizek kan sådan en opløsning af klassekonflikt kun lykkes med det konstante ’nærvær’ af en udefrakommende fjende, som kun fascistpartiet kan besejre».

De politiske højrekræfter har historisk været karakteriseret ved ikke at benytte sig af vold, eller i det hele taget at fremstå militante i deres hele performance. Hvor Guillaume Faye fastholdt traditionelle fascistiske positioner, slog Alain de Benoist – og som et kendetegn ved Det nye Højre – ind på en såkaldt »metapolitik«, dvs. At fokusere på de kulturelle normer, fortællinger og værdier, der sætter rammen for den politiske debat.

Danmark

Hee Pedersens idéhistoriske undersøgelse leverer et aktuelt bidrag til at besvare hvorfor og specifikt, hvordan Det Nye Højres idéer har kunnet etableres ind i den offentlige samtale, først på højrefløjen, men mere og mere også hen over den politiske midte.

Hertil kan det yderligere noteres, at det i Danmark er lykkedes Det Nye Højre at få italesat en dansk udtræden af internationale konventioner på en måde, så spørgsmålet vedvarende indgår i den løbende politiske debat. Det drejer sig om FN’s Flygtningekonvention, Statsløsekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I dag taler Martin Henriksen (tidligere Dansk Folkeparti) om «den store udskiftning» og Pernille Vermund (Nye Borgerlige) ønsker indvandrer-spørgsmålet løst fra bunden.