Den misforståede revolution

IRAN: Solidt argumenteret status over den iranske tilstand 40 år efter shahens fald.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 25.03.2019
Iran Rising. The Survival and Future of the Islamic Republic
Forfatter: Amin Saikal
Princeton University Press, USA

Den iranske revolution kom dårligt fra start. Allerede året efter, den 22. september 1980, satte Iraks daværende diktator Saddam Hussein et storstilet angreb ind på nabolandet. Dels frygtede han at iranernes shiamuslimske islamisme ville brede sig, og derfor ønskede han at gøre kort proces med ayatollah Khomeinis styre i Teheran, og dels ønskede han at Irak skulle træde i stedet for Iran som den regionale stormagt efter shahens fald.

Det lykkedes som bekendt ikke. I stedet blev de to lande kastet ud i en militær dyst, som kom til at vare otte opslidende år. Iran mistede en halv million mand på slagmarken, mens krigen slugte mellem 60 og 70 procent af statsbudgettet.

Hertil kom den såkaldte gidselkrise, hvor militante iranske studenter den 4. november 1979 trængte ind på USA’s ambassade i Teheran og holdt 52 amerikanere fanget i 444 dage. Dette kastede det iransk-amerikanske forhold ud i en alvorlig krise, krigen mod Irak isolerede Iran i forhold til det meste af den arabiske verden, og dette er problemer, som iranerne har været oppe imod lige siden.

Pragmatisk islamisme

Det er nu 40 år siden, det hele startede. Man kan tænke om den slags jubilæer hvad man vil, men Amin Saikal, som er professor i arabiske og islamiske studier ved Australian National University, har i hvert tilfælde benyttet lejligheden til at gøre en slags status over revolutionen og dens videre skæbne. Det gør han i sin nye bog med den meget sigende undertitel The Survival and Future of the Islamic Republic.

Khomeinis dualisme og pragmatiske tilgang gør, at den iranske revolution er blevet til en vellykket revolution.

Det er blevet til en både velskrevet og veldokumenteret analyse, hvor der meget naturligt stilles skarpt på revolutionens absolutte hovedperson, ayatollah Ruhollah Khomeini. Denne er i Vesten ofte blevet genstand for voldsom dæmonisering, hvilket ifølge professor Saikal mest af alt skyldes frygt og uvidenhed. Han tegner et langt mere nuanceret billede.

Khomeini var langt fra at være nogen monolitisk tænker. Han ønskede at opbygge en stat, som var både islamisk og moderne, og det gjorde han ved at kombinere jihad med ijtihad. Det første var i Khomeinis øjne en kompromisløs implementering af islam, mens ijtihad er en kreativ fortolkning af islam i parløb med skiftende tider og forhold. Han gav plads til reformer ved for eksempel at give kvinder omtrentlig lige adgang til videregående uddannelse, og med en lang række lignende eksempler skildrer Saikal manden som pragmatisk.

TEHERAN

I tråd med dette skal Khomeini også have ønsket at komme overens med USA. Han stod ikke bag gidselkrisen; den blev udløst af konservative kræfter, som ad den vej ville tvinge amerikanerne til at udlevere shahen til retsforfølgelse, og da dette ikke lykkedes og krisen trak i langdrag, var Khomeinis eneste mulighed at tage den samme antiamerikanske retorik i sin mund. Det var ved den lejlighed, han begyndte at kalde daværende præsident Jimmy Carter «den amerikanske hund».

Det var disse samme konservative kræfter, der tvang Iran ind på den stærkt antivestlige kurs. Forudsætningen for det var den tvedeling af magten, som Amin Saikal identificerer som en af revolutionens paradokser. Lige fra starten blev det besluttet, at landet skulle have en gejstlig ledelse og en politisk ledelse, og det skabte to sæt institutioner, som ofte var parallelle og lige så ofte var uenige. Ad den vej fik man en samfundsstruktur, som på den ene side var dybt konservativ og samtidig reformvenlig og eksempelvis åben for økonomisk samarbejde med udlandet.

Destruktiv populisme

Efter den ulykkelige krig mod Irak oplevede Iran derfor ny økonomisk vækst og stigende velstand. Men den institutionelle splittelse havde samtidig gjort samfundet uhyre følsomt overfor konjunktursvingninger og politisk pres fra omverdenen. Rafsanjani, der blev præsident ved Khomeinis død i 1989, kom mere end nogen til at personificere dette problem. Han var endnu mere pragmatisk end Khomeini, og var i den første tid yderst populær.

Men problemerne meldte sig. Krigen havde skabt antiiranske følelser i hovedparten af den arabiske verden, og forholdet til USA fortsatte sin nedtur. Det var også en tid med faldende oliepriser, så indtægterne svigtede, og den iranske økonomi kunne i høj grad mærke, at en halv million arbejdsduelige mænd var faldet på slagmarken, mens de konservative kræfters indflydelse førte til en eksplosion i børnetallet – altså flere munde, der skulle mættes. Den økonomiske krise satte ind.

Khomeini er i Vesten ofte blevet genstand for voldsom dæmonisering, men forfatteren tegner et langt mere nuanceret billede.

Igen kom modsætningerne i ledelsen til at spille ind. Reformfløjen fik eksempelvis givet adgang til private banker, hvilket stimulerede økonomien, mens de konservative i 2004 blokerede for byggeriet af Teherans nye storlufthavn med begrundelsen at arbejdet blev udført af et tyrkisk-østrigsk konsortium. I det lys kom valget af Ahmadinejad i 2005 til at stå som et udtryk for indre desperation. I sine unge dage var denne perifert knyttet til kredsen af studenterne, der besatte den amerikanske ambassade, og nu kom hans dybe konservatisme til udtryk i hvad bogens forfatter betegner som destruktiv populisme. Han skaffede sig folkelig popularitet ved projekter som Maskan-e Mehr, der skulle tilvejebringe 600 000 billige boliger til lavindkomstfamilier over hele landet, men det hele blev finansieret med usikre lån fra centralbanken, hvilket bragte landets økonomi på katastrofekurs. Både arbejdsløsheden og inflationen voksede dramatisk. I 2005 lå den økonomiske vækst på årlige 6,9 procent, og i 2011 var dette vendt til -6,6 procent.

Man kan jo indvende, at Ahmadinejad også havde boykotten af Iran at slås med. Den har naturligvis haft sin virkning, og har det stadig, men langt hen ad vejen afviser Saikal boykottens dominerende effekt. Han argumenterer med, at så snart Ahmadinejad forlod scenen i 2013, og den reformvenlige Hassan Rouhani satte sig på præsidentposten, begyndte økonomien at rette sig. Forklaringen er, at olien kun er en del af den iranske økonomi, og at landet nu er kommet over revolutionens børnesygdomme. Tilmed har de mange børn, som i sin tid kom til verden på Khomeinis opfordring, nu nået den produktive alder og kan bidrage til landets robuste økonomi – trods fortsatte sanktioner.

I januar måned i år blev en iransk mand henrettet ved hængning fordi han var homoseksuel. Dette er blot et enkelt eksempel på, at menneskerettighederne har det skidt i Iran, og den side af sagen går Saikal let hen over. Man kan anklage forfatteren for at formidle en apologetisk holdning overfor et repressivt styre. Dette er imidlertid ikke hans ærinde. Han interesserer sig primært for det overordnede spørgsmål, nemlig revolutionens natur og dens resultater. Undervejs bringer han en tankevækkende sammenligning mellem Khomeini og Lenin, og konklusionen er, at den iranske revolution har været langt mere vellykket og livskraftig end den russiske. Den iranske revolution er blevet misforstået, og den er blevet mødt af skarp modstand lige fra starten, men navnlig Khomeinis dualisme og pragmatiske tilgang gør, at den er blevet til en vellykket revolution.

Gratis prøve