Den hackede kroppen

Fysiske implantater som sprøytes inn i kroppen. Cyborger med antenner. Kvinner som følger med på eggløsningen via programvare. Bodyhackerne sier oss noe om det moderne menneskets forhold til teknologi. 

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

 

Forestil dig at du med en tynd kanyle indsprøjter et fremmedelement ind under din hud. Det er på størrelse med et riskorn, og du mærker stort set ikke prikket. Snart finder fremmedelementet sin naturlige plads under den løse hud mellem tommelfinger og pegefinger. Den næste gang, du skal ind i din lejlighed, gør det ikke noget, at du nok engang har glemt nøglerne. Du holder blot din hånd op foran låsen, og straks glider døren op.

At tilføre den menneskelige krop teknologiske enheder for derved at optimere kroppen eller give kroppen nye egenskaber, såsom at åbne en låst dør uden nøgle, kaldes også for bodyhacking. I takt med teknologiens gradvise progression mod større kompleksitet og muligheden for at integrere teknologi i endog mikroskopisk små enheder, begynder bodyhacking efterhånden at få en udbredelse udenfor de helt snævre, teknologi-fetichistiske miljøer. Eksempelvis har den Seattle-baserede butik Dangerous Things solgt mere end 10 500 enheder af de såkaldte RFID-sendere. De fleste bodyhackere gør brug af RFID-sendere, der transmitterer information ved at benytte radiobølger. Det er der som sådan ikke noget odiøst eller nyt i. Det nye er, at disse sendere nu sidder inde i kroppene hos flere tusinde individer.

Den første cyborg. Vi skal tilbage til 1998 for at finde det sandsynligvis første eksempel på en person, der indfører en RFID-sender under huden og dermed måske kan siges at tage første skridt på vej mod at blive en cyborg (forstået som en sammenblanding af et menneske og en maskine). Det var den engelske professor Kevin Warwick, og skete som en del af et forskningsprojekt, som professoren var involveret i. Forsøget blev primært igangsat for at blive klogere på grænsen i signalstyrke, når først et stykke teknologi kommer ind i kroppen. Siden har et væld af individer fulgt i Warwicks fodspor. Når medierne omtaler bodyhackere, er det typisk de mest ekstreme og kulørte tilfælde, vi hører om. Det kunne eksempelvis være englænderen Neil Harbisson, der har fået monteret en antenne ovenpå sit kranie, en antenne som vel og mærke er fysisk skruet ind i kraniet og muliggør, at den farveblinde Harbisson får en frekvens sendt til sit øre, der gør, at han kan høre, hvilken farve et objekt måtte have. Et andet kulørt tilfælde er Steve Haworth, der har flere magnetiske implantater i kroppen, der muliggør at han kan fornemme eller ligefrem føle de mange elektromagnetiske bølger, der omgiver os. Og endelig er der biokemikeren Gabriel Licina, der ved at anvende en variant af et klorofyl besidder evnen til midlertidigt at se i mørke på afstande op til 50 meter.

Fjerner os fra kroppen. Langt de fleste bodyhackere er dog mere moderate i deres tilgange. Det fortæller sociolog Jenny Davis, der er ansat på James Madison University i Virginia og som har speciale i forholdet mellem mennesker og teknologi. Hun mener, at man med fordel kan sortere bodyhackere i to grupper: en mindre gruppe, der rent faktisk får fysiske implantater sat ind i kroppen, og en langt større gruppe, der benytter sig af teknologi som ikke er fysisk indlejret i kroppen, men som stadig har til formål at monitorere og optimere kroppen. Den sidstnævnte gruppe rummer eksempelvis brugere af motionsenheder som FitBit og Apple Health, hvilket kan siges at være en del af Quantified Self-bevægelsen, som vi tidligere har berørt her i spalterne (Ny Tid 6/2016). Gruppen tæller dog også en række mere specifikt målrettede kropsstyringsværktøjer såsom software, der skal være med til at varsle en kvinde om hvornår hun har ægløsning. Og det er værktøjer som disse, Jennys Davis mener fortæller interessante ting om det moderne menneskes forhold til teknologi:

«Der er ingen tvivl om at mange brugere af disse teknologier er meget glade for redskaberne og ikke oplever nogle problemer forbundet med dem. Dette hænger sammen med, at teknologi gradvis er blevet så integreret i vores liv, at vi ikke længere skelner så meget mellem eksempelvis vores krop og de teknologier, der omkranser kroppen,» forklarer sociologen, som dog også gerne vil påpege nogle af de mulige problematikker, hun har fundet i sin forskning:

«Teknologi er gradvis blitt så integrert i våre liv, at vi ikke lenger skjelner så meget mellom eksempelvis våres kropp og de teknologier, som omkranser kroppen.»

«Ofte ser jeg, at brugerne af kropsteknologien bliver begrænsede af de data, de får om deres kroppe. De kan ikke rigtig mærke deres krop, hvis de ikke har tallene, og de lader sig styre af tallene i al for høj grad. Der er risiko for at brug af kropsteknologi faktisk fjerner os for meget fra kroppen, da vores evne til at lytte efter kroppens signaler falder betydeligt, når først kropsteknologien bliver integreret i hverdagslivet,» lyder vurderingen fra Jenny Davis.

Langt til mainstream. Selvom vi har set en gradvis vækst af individer, der vælger at få fysiske implantater sat ind i kroppen, mener Davis, at det også fremadrettet vil være en mindre niche, der gør brug af dette:

«Man kommer ikke udenom, at der er en hardwareudfordring. Ret hurtigt bliver den teknologi, man indsætter i kroppen jo forældet, og det er stadig ret besværligt at skifte hardware ud, når først man har fået det sat ind i kroppen,» siger Jennys Davis, som også er skeptisk overfor de individer, der kalder sig transhumanister. Transhumanister er ofte af den holdning, at det kun er et spørgsmål om tid – endog kort tid – før man eksempelvist kan uploade hjernen eller bevidstheden til en computer for derved at opnå en form for evigt liv. Davis er skeptisk overfor den slags visioner:

«Jeg synes, der er en filosofisk kortslutning i ræsonnementet hos transhumanister. Man kan ikke bare gøre kroppen irrelevant. Vi er også kroppen, så den går ikke rent filosofisk med at uploade hjernen alene. Det kan godt være, at det sker engang i fremtiden, men så vil det ikke være os som mennesker, der bliver bevaret, men os som fortælling. Transhumanister siger, at vi er data, men jeg mener, at vi snarere har data. Det, som kan gemmes, er således en fortælling om os – men ikke en bevaring af os.»

Onlinebutikk, som forhandler RFID-sendere

Jennys Davis’ teknologi-blogg

---
DEL