Den falske flyktningen

Teatermannen Kristian Husted går undercover som flyktning, men får dessverre for lite ut av forvandlingen. 
Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 02.05.2018
Vahid
Forfatter: Kristian Husted
Lindhardt og Ringhof, Danmark

Vi kender kun billederne alt for godt. Af flygtninge i overlæssede, interimistiske både, der forsøger at krydse Middelhavet. Eller vandrende op gennem Europas vejnet. Trætte, slidte kroppe. Nogle på kanten af livet.

Teatermanden Kristian Husted har i værket Vahid sat sig for at gennemleve situationen på egen krop. Iklædt identitet som en iransk forfatter ved navn Vahid Evazi påtager Husted sig rollen som flygtning på vej mod en bedre fremtid i Europa.

Splittelse. Vi slår følge med Vahid, da han står i køen i Morialejren på Lesbos. Herfra går rejsen nordpå op gennem Grækenland, Balkan, Østrig og Tyskland for til slut af lande i Sandholmlejren i Danmark, hvor en stor del af bogen faktisk foregår. Selve rejsen er dog ikke problemfri. Det værste er måske det uaflæselige. At man ikke ved, hvem der vil en godt, og hvem der vil en ondt. Flygtningekrisen har skabt en veritabel industri for fuskere, der sælger falske papirer og billetter til busser, der ikke findes. Mafiaen har sat sig på dele af denne industri, og de mest vederstyggelige eksistenser giver sig ud for at være nødhjælpsarbejdere for så at kidnappe især kvinder, tvinge dem ud i prostitution eller sælge deres organer. Det er en aldeles grum verden, der springer til live for os på disse sider.

De mest vederstyggelige eksistenser giver sig ud for at være nødhjælps-arbejdere.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Meget af bogens første halvdel går dog med til at stå i kø og afvente, mens sulten tager til og desperationen vokser. Vahid skal sammen med de tusindvis af andre flygtninge stå i timevis og hele tiden opleve usikkerheden og uroen. Bliver han sendt tilbage, eller får han lov at slippe igennem? Og da Vahid samtidig er teatermanden Husted, skal han også kunne rumme den mulige afsløring. For hvad vil der ske, hvis det græske politi finder ud af, at han blot er en falsk flygtning? Denne splittelse er udført på effen vis, da Husted skiftevis skriver i første person (altså som Husted) og i tredje person som Vahid. Det giver teksten en fin dynamik, når man eksempelvist hører om uenigheden: «Vi er kommet i en modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte.»

Denne tvivl og tøven er et tilbagevendende element i værket og afspejler på fin vis den dobbelthed, der kommer sig af, at Vahid jo ikke er en rigtig flygtning.

Det er bare noe, vi leker. Her må vi også runde det etiske. For er det overhovedet forsvarligt at foregive at være flygtning? Man kan sagtens klandre Husted for at optage en plads i køen, som kunne være gået til et menneske, der vitterligt er på flugt. Han gør det jo på sin vis endnu sværere for andre – rigtige flygtninge – at komme ind. Samtidig må vi erindre, at der er en større sag på spil. Det kan vi stedvist komme til at glemme, især når det teatralske tager overhånd. Når han tillægger sig en trist mime. For ham er det bare en rolle, han spiller. Er det i orden? Momentvist får man en fornemmelse af, at det hele bare er noget, vi leger. Men legen er sat i scene af grunde, der rummer alvor og humanisme. Husted er jo ude i ærinde om at berette om flygtninges vilkår og liv, og der kommer da også drypvist en følelse af, at han opnår noget særligt ved sin vandren. Tiden tillader, at han får blotlagt nogle sigende detaljer. Vodafone, der har stillet en salgsvogn op, hvorfra de sælger internationale taletidskort. Det kyniske midt i det menneskelige. Det samme gælder vigtigheden af, hvem man er. Identitet bliver et væsentligt spor i beretningen. Identitet har betydning både i køen og ved registreringen. Det er identitet, der afgør, hvilken kø, man kommer i og hvilken bus, man får adgang til. Samtidig får Husted med sin skildring også tydeliggjort, hvor vanskeligt det er at hitte ud af folks skæbner og afgøre, hvem der vitterligt fortjener asyl, og hvem der snarere er lykkeriddere eller kriminelle på flugt.

En uheldig treghet. Den kropslige performance, som ligger i at vandre med flygtninge, er ikke kun Husted forundt. Andre har gjort det samme. I dansk regi har vi eksempelvist kunne følge Madame Nielsens flygtningevandringer, og tænk blot på hvordan den tyske forfatter Günther Wallraff påtog sig en indvandreridentitet og faktisk fik blotlagt væsentlig viden om indvandrernes liv i 1970’ernes Tyskland. Husted kommer som sagt momentvis med spændende indsigt, men han når aldrig rigtig ind på livet af de flygtninge, han omgiver sig med. Dertil er han nok for optaget af sin egen færd og sin dobbeltidentitet. Måske teatermanden fylder lovligt meget i det henseende.

Husted kommer momentvis med spennende innsikt, men han når aldri riktig inn på livet til flyktningene han omgir seg med.

Værket har ligeledes en uheldig træghed i sig. Noget af det kommer måske fra et lidt ubehjælpsomt sprog. Her vrimler med korte sætninger, der bliver temmelig enerverende at være i selskab med over så mange sider. Hør blot: «Zak? Khalil? Støvlerne? Han skal pisse. Mennesker foran teltene. Mudder, skrald, toiletter, ‘toi toi’. En lort på sædet. Tandbørsten i baglommen. Pisser ned i suppen. Soldater på jordvolden. Maskingeværer.» Den slags korte sætninger kan give en fortættet stemning, og visse steder fungerer det da også. Men mange gange rammes man af en uheldig staccato-fornemmelse, der ikke gør noget godt for teksten.

Husteds tanke med bogen er god. Ideen er som sådan også veludført, og han har vitterligt gået igennem et utal af strabadser for at kunne levere sit værk. Desværre ræsonnerer den grundige og modige metode ikke i bogen, som forbliver for hul og skøjtende.

[/ihc-hide-content]
Kommentarer