Den depressive som samfunnets seismograf

For å gjenvinne troen på fremtiden og muligheten til å styre unna verdens kollaps, må vi begynne med forestillingsevnen.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.11.2018
En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger
Forfatter: Mikkel Krause Frantzen
Informations Forlag, Danmark,

«Man kan kende et samfund på dets sygdomme – og den dominerende i dag er depression.» Sådan indleder den danske litteraturviter og forfatter Mikkel Krause Frantzen sin bok En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger. Frantzen anerkender den psykologiske forskning, men hans ærinde i En fremtid uden fremtid er ikke at søge efter årsager til psykisk lidelse i barndomstraumer eller bare at sige det er samfundets skyld. Derimod ser han depression som en «tidstypisk følelse», en «begivenhed der udkrystalliserer nogle væsentlige problemer i den epoke den udfolder sig i». Den depressive er altså ifølge Frantzen en slags seismograf hvis særlige følsomhed afslører samfundets svagheder.

Depressjon er politisk

«Jeg magter ikke mere, løbet er kørt, mit arbejdsliv er tomt og skaber ingen reel mening eller forandring.» Den depressive taler om sig selv – men dette er også en politisk ytring, en afspejling af et system der det altid gælder om at være på top og selvhævdende. Det er sådanne individer der skal fremavles i dag – og den der falder udenfor, kan mærke det overalt.

Enkeltmenneskets psykologiske struktur reproduserer overalt strukturene i den gjeldende politikk og økonomi.

Motoren i neoliberalismen er ikke forbrugeren, men produktionsmennesket – borgeren som entreprenør. Staten er ikke en beskytter, men en virksomhed. Borgeren er ikke først konsument, men en producent: Han skal først og fremmest producere og sælge sig selv som en vare.

Mens dagene løber af sted for den der magter at hænge med i ræset, slæber de sig af sted og går i ring for den deprimerede. Nu har han det «dårligt» – men længe hadde også han det «travlt», underforstået været produktiv, dynamisk, en vinder. Slig er det – vi lyver hele tiden om os selv. Sandheden er jo at det går op og ned, hver dag; vi er trætte, småtriste, vi har ondt. Men det kværnende krav om succes og individuel lykke gør ærlighed vanskelig. Økonomien arbejder på højtryk i den enkeltes nerveliv, som et moralsk krav om at håndtere sit liv ved konstant at øge sin konkurrenceevne – sin såkaldte humankapital. Alle vores handlinger og relationer skal vurderes ud fra hvad der betaler sig. Vi skal optimere os selv konstant, være opsøgende, synlige, kommunikative. – ja, prostituere os og tale os selv op. Vinder eller taber – du er selv ansvarlig for din op- eller nedtur. Denne tankegangen har bredt om seg som ved et korstog, og presser mange ud i ensomhed og endog selvmord.

Å miste all tro

Frantzen vil noget helt andet end at levere endnu en bog om stress, udbrændthed og effektivisering i det moderne arbejdsliv; han vil vise hvordan enkeltmenneskets psykologiske struktur overalt reproducerer strukturerne i den gældende politik og økonomi. Gennem blandt andet forfattere som Michel Houllebecq og Theis Ørntoft (se s. XX, red.anm.) og filmskaberen Lars von Trier viser han tidens udbredte følelse af at leve i en verden på vej af hængslerne, og at måden vi er opfostret til at tænke på, ikke giver udsigter til noget alternativ. Den ene krise afløser den anden – alt handler om redningspakker og status quo.



… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer. (Du har allerede lest 3 gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer