Den depressive som samfunnets seismograf

For å gjenvinne troen på fremtiden og muligheten til å styre unna verdens kollaps, må vi begynne med forestillingsevnen.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger

Mikkel Krause Frantzen

Informations Forlag, Danmark

«Man kan kende et samfund på dets sygdomme – og den dominerende i dag er depression.» Sådan indleder den danske litteraturviter og forfatter Mikkel Krause Frantzen sin bok En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger. Frantzen anerkender den psykologiske forskning, men hans ærinde i En fremtid uden fremtid er ikke at søge efter årsager til psykisk lidelse i barndomstraumer eller bare at sige det er samfundets skyld. Derimod ser han depression som en «tidstypisk følelse», en «begivenhed der udkrystalliserer nogle væsentlige problemer i den epoke den udfolder sig i». Den depressive er altså ifølge Frantzen en slags seismograf hvis særlige følsomhed afslører samfundets svagheder.

Depressjon er politisk

«Jeg magter ikke mere, løbet er kørt, mit arbejdsliv er tomt og skaber ingen reel mening eller forandring.» Den depressive taler om sig selv – men dette er også en politisk ytring, en afspejling af et system der det altid gælder om at være på top og selvhævdende. Det er sådanne individer der skal fremavles i dag – og den der falder udenfor, kan mærke det overalt.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,5,7,8,9,10,11,12,13,14,17″ ihc_mb_template=”1″ ]

Enkeltmenneskets psykologiske struktur reproduserer overalt strukturene i den gjeldende politikk og økonomi.

Motoren i neoliberalismen er ikke forbrugeren, men produktionsmennesket – borgeren som entreprenør. Staten er ikke en beskytter, men en virksomhed. Borgeren er ikke først konsument, men en producent: Han skal først og fremmest producere og sælge sig selv som en vare.

Mens dagene løber af sted for den der magter at hænge med i ræset, slæber de sig af sted og går i ring for den deprimerede. Nu har han det «dårligt» – men længe hadde også han det «travlt», underforstået været produktiv, dynamisk, en vinder. Slig er det – vi lyver hele tiden om os selv. Sandheden er jo at det går op og ned, hver dag; vi er trætte, småtriste, vi har ondt. Men det kværnende krav om succes og individuel lykke gør ærlighed vanskelig. Økonomien arbejder på højtryk i den enkeltes nerveliv, som et moralsk krav om at håndtere sit liv ved konstant at øge sin konkurrenceevne – sin såkaldte humankapital. Alle vores handlinger og relationer skal vurderes ud fra hvad der betaler sig. Vi skal optimere os selv konstant, være opsøgende, synlige, kommunikative. – ja, prostituere os og tale os selv op. Vinder eller taber – du er selv ansvarlig for din op- eller nedtur. Denne tankegangen har bredt om seg som ved et korstog, og presser mange ud i ensomhed og endog selvmord.

Å miste all tro

Frantzen vil noget helt andet end at levere endnu en bog om stress, udbrændthed og effektivisering i det moderne arbejdsliv; han vil vise hvordan enkeltmenneskets psykologiske struktur overalt reproducerer strukturerne i den gældende politik og økonomi. Gennem blandt andet forfattere som Michel Houllebecq og Theis Ørntoft (se s. XX, red.anm.) og filmskaberen Lars von Trier viser han tidens udbredte følelse af at leve i en verden på vej af hængslerne, og at måden vi er opfostret til at tænke på, ikke giver udsigter til noget alternativ. Den ene krise afløser den anden – alt handler om redningspakker og status quo.

Troen på lykke som noget der kan måles objektivt, og kravet om at have et positivt mindset samkøres i dag med den politiske konkurrencementalitet. Frantzen kalder det en «økonomisk realisme». Dette tænkesæt forplanter sig til selve vores måde at være menneske på. Resultat er «det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er væsentligt» (Andkjær Olsen).

For nedenunder ræset lurer tomheden, livsleden og længslen, og vi begynder at spørge os selv hvad vi egentlig lever for. Fordi vi ikke er i stand til at gøre andet end netop at søge nydelse og den kortsigtede gevinst, forstærker økonomiens gennemtrængende realisme den depressive tilstand.

Med få undtagelser hviler hele spektret af politikken på den økonomiske realisme. Også venstrefløjen sidder fast i forestillingen om at historier, eventyr og myter blot er forledende ideologi og derfor ubrugelige som samfundskritik (Althusser, Mouffe med flere).

Udbredelsen av depression i vores tid er ifølge Frantzen et symptom på en åndelig krise i de vestlige samfund. Klimatruslen er særligt afslørende: Vi har viden om hvad der må gøres, men handler ikke derefter. Vi mangler en tro, en overordnet fortælling – mere præcist: Vi mangler illusionerne som er nødvendige for at tænke os hvordan livet og verden også kunne være. For illusioner er ikke kun noget negativt som forfører os med falske løfter, som i dogmatisk religion, men også billeder og former der kan give nyt udsyn og animere vores tanker til et mere meningsfuldt liv.

Tapet av forestillingsevnen

At ændre verden handler om at lære at se. Til dem der siger at det er urealistisk eller naivt, minder Frantzen om at både «demokratiet, kvinders stemmeret, rumrejser, homovielser og internettet […] fremstod som urealistisk og utopisk science fiction, lige indtil de blev til virkelighed».

Ja, vi har måske glemt hvor mange store politiske bevægelser som i forrige århundrede skød frem fra det små: nytænkningen indenfor avantgarden, futurismen, kvindebevægelsen, blandt russiske revolutionære, filosoffer og samfundsanalytikere.

I dag venter vi på den næste iPhone, skiferie, Netflix-serie og renteændring. Når danskere og nordmænd siger at det går godt, er det denne velstand de tænker på: nydelse, velbehag og kortsigtet vinding. Man punker de unge til at komme hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, tjene penge, blive vindere i de voksnes væddeløb. En «realisme som siger at der kun er det der er» – der alle handlinger er rettet mod økonomi, forbrugsliv og individualisme.

Som Frantzen understreger, forårsager tidens dominerende lykke- og forbrugsfortælling en kraftig indsnævring af vår livsudfoldelse. Et rigt liv opsøger nye former, det uforudsigelige, prøver at få øje på noget andet, tager måske en afstikker fra den slagne vej eller forbinder sig med ukendte kræfter. Det er dét vi har fortællingerne til. Eventyret er ikke noget der kommer bagefter virkeligheden, som lidt glasur ovenpå kagen. Nej, «verden begynder med det eventyrlige. Virkeligheden er altid mere end det der er».

«Jeg er træt […] der er for få hobbiter i mit liv,» citerer Frantzen en af karaktererne i Christian Lollikes teaterstykke All My Dreams Come True. Om depression og eventyr. Altså: Vi har mistet eventyret. Og ikke alene har vi affortryllet verden, men også tabt troen på det gåtefulde ved livet – på skønheden, mysteriet.

Håpet: å komme dit. Frantzen tager et opgør med ideen om at vi ikke kan ændre på samfundet, men kun på os selv (terapi og piller). Han fremhæver vigtigheden af nye forpligtende fællesskaber og et nyt paradigme for en klimastyret økonomi. Frantzen er hverken dommedagspessimist eller jubeloptimist – men mener vi står overfor et sorgarbejde: at give slip på noget af vores velstand kommer til at gøre ondt. Netop her kan kunst, dannelse og tænkning hjælpe os. Vi må «lære at håbe,», siger Frantzen med den tyske filosof Ernst Bloch: lære at få et sprog for det fællesmenneskelige. Som den danske digter Kasper Nefer Olsen skrev for et par år siden:

du kan ikke forbedre verden

med piller og reformer

men verden kan forbedre dig

hvis du kan se den[/ihc-hide-content]

Kommentarer