Den depressive som samfunnets seismograf


For å gjenvinne troen på fremtiden og muligheten til å styre unna verdens kollaps, må vi begynne med forestillingsevnen.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2018-11-01
En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger

«Man kan kende et samfund på dets sygdomme – og den dominerende i dag er depression.» Sådan indleder den danske litteraturviter og forfatter Mikkel Krause Frantzen sin bok En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger. Frantzen anerkender den psykologiske forskning, men hans ærinde i En fremtid uden fremtid er ikke at søge efter årsager til psykisk lidelse i barndomstraumer eller bare at sige det er samfundets skyld. Derimod ser han depression som en «tidstypisk følelse», en «begivenhed der udkrystalliserer nogle væsentlige problemer i den epoke den udfolder sig i». Den depressive er altså ifølge Frantzen en slags seismograf hvis særlige følsomhed afslører samfundets svagheder.

Depressjon er politisk

«Jeg magter ikke mere, løbet er kørt, mit arbejdsliv er tomt og skaber ingen reel mening eller forandring.» Den depressive taler om sig selv – men dette er også en politisk ytring, en afspejling af et system der det altid gælder om at være på top og selvhævdende. Det er sådanne individer der skal fremavles i dag – og den der falder udenfor, kan mærke det overalt.

Enkeltmenneskets psykologiske struktur reproduserer overalt strukturene i den gjeldende politikk og økonomi.

Motoren i neoliberalismen er ikke forbrugeren, men produktionsmennesket – borgeren som entreprenør. Staten er ikke en beskytter, men en virksomhed. Borgeren er ikke først konsument, men en producent: Han skal først og fremmest producere og sælge sig selv som en vare.

Mens dagene løber af sted for den der magter at hænge med i ræset, slæber de sig af sted og går i ring for den deprimerede. Nu har han det «dårligt» – men længe hadde også han det «travlt», underforstået været produktiv, dynamisk, en vinder. Slig er det – vi lyver hele tiden om os selv. Sandheden er jo at det går op og ned, hver dag; vi er trætte, småtriste, vi har ondt. Men det kværnende krav om succes og individuel lykke gør ærlighed vanskelig. Økonomien arbejder på højtryk i den enkeltes nerveliv, som et moralsk krav om at håndtere sit liv ved konstant at øge sin konkurrenceevne – sin såkaldte humankapital. Alle vores handlinger og relationer skal vurderes ud fra hvad der betaler sig. Vi skal optimere os selv konstant, være opsøgende, synlige, kommunikative. – ja, …

Abonnement kr 195/kvartal

Kjære leser. Du har nå lest månedens 3 frie artikler. Så enten logg inn hvis du har abonnement, eller støtt oss gjerne ved å tegne et abonnement for fri tilgang?