Forskellige befrielsesbevægelsers manglende succes verden over står for mange mennesker som store skuffelser. Det er skuffede revolutionære drømme, som fører til den uafvendelige konklusion at revolution er en umulighed.
Her griber John Holloway os i armen og påpeger en eklatant fejltagelse. I hans øjne er det klart, at revolutionen må slå fejl, når man identificerer begrebet så stærkt med at tage kontrol over staten. Ideen om at ændre samfundet ved at erobre magten ender nemlig med det modsatte af, hvad man har sat sig for at opnå. I stedet for at blive et skridt imod afskaffelsen af magtrelationerne bliver forsøget på en magtovertagelse til en forlængelse af magtrelationerne ind i kampen imod magten.
Skabelsesberetning
Denne ukonventionelle tilgang til emnet finder vi hos forfatteren, der er jurist, sociolog og filosof. Siden 1991 har Holloway boet fast i Mexico, hvor han er professor ved Det Autonome Universitet i Puebla, og hvor hans ideologiske ståsted er zapatismen.
Problemet består i at revolutionen sidestilles med kontrol over staten.
I vores sammenhæng er han manden bag den moderne klassiker Change the World Without Taking Power, som det britiske forlag Pluto Press nu udgiver i en ny og revideret udgave: «I begyndelsen var skriget», indleder han i bogens skabelsesberetning. Evangelisten Johannes tager grueligt fejl, når han skriver at ordet er begyndelsen til det hele. Holloway hævder at det begynder med skriget, og først bagefter kan man sætte ord på sine erfaringer. Billedet af den reflektive tænker, der roligt sætter ord på sine overvejelser, betragter han som en vrangforestilling, for al forandring starter med negation og dissonans, og det uartikulerede skrig. Det opstår i harme over uretfærdigheder, som findes på alle leder og kanter, og dermed bliver skriget først og fremmest en afstandtagen fra at acceptere.
Næste skridt er så handlingen. I den vante forestillingsverden kan opgøret med uretfærdighederne finde sted enten gennem reformer eller gennem revolution. Man kan eksempelvis søge politisk mandat ad demokratisk vej og derpå gennemføre den gradvise overgang til socialismen, eller man kan gennemtvinge ændringer ved at tage magten med mere eller mindre voldelige metoder.
Både reformvejen og den revolutionære har slået fejl, mener Holloway. Problemet består i, at revolutionen hermed sidestilles med kontrol over staten, og lige fra de kommunistiske regimer i Sovjetunionen og Kina til en række guerillabevægelser i 1960’erne og 1970’erne har dette ikke ført til andet en skuffende resultater – eftersom omvæltningen dermed sker på statens og dermed kapitalismens betingelser.
Zapatistisk dokument
Den anarkistiske vej er den eneste rigtige, og det betyder, at man i stedet for magt skal gå efter antimagt. I den forbindelse kan man kun bevare den revolutionære idé ved at ændre syn. Traditionelt siger man, at revolutionen har slået fejl, fordi man har været for ambitiøs. Holloway mener tværtimod at man skal hæve ambitionsniveauet drastisk. Tanken om at erobre magten er fejlagtig siden revolutionens virkelige mål er at opløse magten – og i stedet skabe et samfund der bygger på gensidig anerkendelse af menneskers værdighed.
Al forandring starter med negation og dissonans.
Herfra teoretiserer Holloway over begreberne «magt til» og «magt over». Det første er en menneskelig følelse, der opstår i visse sammenhænge. Et stærkt politisk møde kan hensætte deltagerne i en magtfuld tilstand, og denne vil altid være et socialt fænomen, noget kollektivt. Det kan føre til en fælles vilje til at sige fra, til at nægte, og deri ligger optakten til den antimagt, der er så afgørende for konfrontationen med dem, der har magten over noget eller nogen. Hvis man i stedet søger denne magt, får man den på et tidspunkt, og så er man lige vidt.
Bogen er et vigtigt zapatistisk dokument og en grundig redegørelse for begrebet antimagt – en verden, som forfatteren selv kalder absurd og skyggeagtig. Den stiller sig op overfor den ortodokse samfundsvidenskab, eftersom denne netop tager begrebet magt for givet. I en samfundsvidenskab, der påstår at skildre verden som den er, vil magten hele tiden være omdrejningspunktet, og dermed vil den selvsamme samfundsvidenskab være med til at cementere denne magt, selv om den foregøgler os at være objektiv. På den måde ender studiet af magten med at være en reproduktion af magten.
Skriget
Her er det, skriget kommer ind i billedet. Det er uvidenskabeligt og emotionelt, men der kommer lige fra hjertet. Og ikke mindst er det skriget, der gør os til mennesker. Bier lever i et strengt magthierarki, men de skriger – så vidt vides – ikke. Der er naturligvis mange årsager til at bier ikke udviser revolutionær adfærd, men det manglende skrig er et bemærkelsesværdigt element. Skriget er noget unikt menneskeligt, men det er så også vigtigt at forstå, at det kan have mange årsager. Skriget helst skal resultere i et virkeligt opgør med magten, og en omformulering af magten, for at være et virkeligt skrig.
