Demokratiets raseri 

Ny bok undersøker blant annet hvordan demokratiske institusjoner har understøttet udemokratiske praksiser som slaveri, diskriminering og utelukkelse.
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.
Email: nielsjohan@gmail.com
Publisert: 03.09.2018
The Spectre of Race. How Discrimination Haunts Western Democracy
Forfatter: Michael G. Hanchard
Princeton University Press, USA

Det nye højre mener at have andel i Trumps valgsejr i 2016, og Trump afstod fra at fordømme fløjens mordaktion i Charlottesville 11. august 2017. Det nye højre har fremgang. Nu søger fløjen at moderere sine synspunkter, at være mindre aggressiv og fysisk udfordrende, ligesom nazisymboler er blevet fjernet. Målet med taktikken er at konsolidere højresidens synspunkter i bredere lag af befolkningen, herunder hos intelligentsiaen og blandt akademikere. Med Trump går et spøgelse – spectre – gennem verden.

Race som indikator

Under nyliberalismen indgår følgende antagelser i verdensbilledet: at globalisering er uundgåelig, at alle har fordel af vækst, at øget forbrug giver mere lykke, at konkurrence øger effektiviteten, at kapitalkontrol og offentlig regulering blokerer vækst og at lav skat stimulerer investeringer og giver nye jobs. The Spectre of Race sætter fokus på hvorledes forskelle der kan identificeres ved race, blev gjort politisk fremtrædende også indenfor denne moderne politik. Forfatteren foretager en kortlægning af situationen med blik på værdier, hierarki og i sidste ende ulighed, som alle bidrager til at karakterisere processen og forholdet mellem racekonstruktion, politik og institutioner. 

Det nye høyre begynner å rofeste seg i middelklassen og akademiske miljøer. 

For demokratiet lader sig ikke vurdere isoleret, men må analyseres i relation til andre former for social organisation og administration, som kan være fundamentalt forskellige. Ikke desto mindre optræder de alle indenfor den samme kultur, det samme verdensbillede, den samme «sociale økologi». 

De mest robuste, langvarige demokratiske statsdannelser – Frankrig, England og USA – har været tilstede i de samfund i verden som har profiteret mest af slavearbejde og af at være en kolonimagt. Forfatteren spørger: Er dette tilfældigt?

I Amerika har hierarkiseringen omfattet mange marginaliserede grupper op gennem historien: indfødte amerikanere, afroamerikanere, latinamerikanere. Alle har historiske erfaringer med både retoriske og formelle hindringer for deltagelse i den amerikanske stat og for et fuldt borgerskab. Her har borgerens myndiggørelse og samfundsdeltagelse slaveriet som selve sin forudsætning. Hanchards ærinde er at udforske måden hvorpå demokratiske institutioner har understøttet udemokratiske praksisser som slaveri, diskrimination og andre former for udelukkelse. 

Hierarkisering og udelukkelse

Hanchard fremhæver ideen om «forskel» som en type politisk sondring i demokratiet – hvordan sociale uligheder ofte er knyttet til den økonomiske sfære, og hvordan politisk ulighed er resultatet af bevidste beslutninger om at udelukke bestemte grupper fra deltagelse. Han hævder at et diskriminationsbaseret hierarki i samfundet har påvirket statens dannelse og ekspansion, indvandring og statsborgerskab samt internstatslige relationer.

Begrundelsen for hierarkiseringen og de ekskluderende praksisser har været at hvis minoriteterne blev ansvarliggjort og havde adgang til borgerskab og privilegier, så kunne de underminere eliternes og de dominerende borgergruppers magt indenfor såvel politikken som i samfundet som sådant. Ifølge Hanchard skabte et racemæssigt og etnonationalt hierarki en institutionalisering af politisk ulighed baseret på en forudsætning om at divergerende grupper ikke kunne dele samme stat.

Specifikt kritiserer Hanchard disciplinen komparativ politik, især dens præferencer for kvantitative metoder og dens lave forståelse for antropologiske undersøgelsers værdi – studier af bestemte kulturer. Efter at have gennemgået faget fra sin oprindelse og frem til i dag, har han fundet at den komparative politik indenfor statsvidenskaben stort set har ignoreret temaer som kolonialisme, racisme og imperialisme. Ja, disciplinens evne til at indplacere den hovedrolle som racismen har haft i politikker rundt om i verden, er fraværende.

Hanchards aktualitet

I årtierne efter 2. verdenskrig udvikledes et system af internationale institutioner, hvor et sikkerhedssystem (bland andet NATO) kombineret med en vision om global frihandel sto på dagsordenen. Ekstrem islam og flygtningestrømme sammen med konsekvenserne af finanskrisen i 2007 var afgørende faktorer for at der atter blev pustet liv i nationalisme og race. I dag kan man konstatere at en – omend noget diffus – ny højrebevægelse manifesterer sig mere og mere artikuleret, med analyser, politik og praksis – og med et langt mere sammenhængende begrebsapparat end man længe har set på den yderste højrefløj. 

«Europa står i dag overfor den største fare i hendes historie, en fare der truer selve hendes civilisations eksistens. For hun er midt i en krig, og hun ved det ikke engang. Vi europæere er med stor hast og voldsomhed ved at blive besat og koloniseret af folkefærd fra Syden og af islam.» Således ytrer den europæiske del af højrebevægelsen sig.

Er det tilfeldig at de varigste demokratiene er å finne i stater med størst utbytte av slavehandelen?

Som alt-right-bevægelsen manifesterer den nye højrebevægelsen sig i forhold til de nationale parlamenter, men den har også en omfattende ekstraparlamentarisk virksomhed. Fokus er på en omfattende kulturkritik, hvor den nationale identitet og uviljen mod anden etnisk afstamning er udtalt. Dens aktioner kan antage karakter af Greenpeace-liknende kampe, og relationer til middelklassen og akademiske miljøer begynder at rodfæste sig. 

Groft sagt kan hovedpunkterne i den nye højrebevægelses politik – generobring af Europa – opgøres under overskriften «Den store udskiftning», således 1) et totalstop for al ikkevestlig immigration, 2) remigration, og 3) en øgning af fødselsraten for hvide amerikanere og europæere. 

Liberalt og visionsløst

I Europa kan den nye højrebevægelse føres tilbage til franske Génération Identitaire, grundlagt i 2012, som udgør en større ideologisk strømning i konflikt med de vestlige liberale demokratiers idégrundlag. Sidstnævnte indebærer en etnopluralisme, idet man går ind for alle folkeslags «ret til at bevare egen identitet i eget land». På trods af at folkeslagenes spredning i en globaliseret verden i dag samtidigt i almindelighed værdsættes som social diversitet.

Når det er lykkedes identitarismen på få år at sprede sig til størstedelen af den vestlige verden, så kan en væsentlig grund være at den tilbyder noget der i dag er fraværende i den politiske verden, nemlig visioner og et idépolitisk alternativ til et stadig svagere liberalt status quo. 

Verden udvikler sig fortsat i henhold til «loven» om den ujævne og kombinerede udvikling. Under neoliberalismens verdensbillede bliver udfordringen således ikke blot at imødegå det nye højres positioner, men måske først og fremmest – i teori og i praksis – at udvikle brede alliancer og levefællesskaber op imod tidens store temaer: klimatruslen, den dalende biodiversiteten, den øgende økonomiske uligheden – og raceadskillelsen.

Kommentarer