EN MORDER: Menneske-jagt på radikal bosætter fra Vestbredden bliver til et begavet psykologisk portræt af en forpint sjæl.

Avatar
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 2020-03-12
Chasing Yehoshua
Regissør: Shay Fogelman
( Israel)

En morgen i 2004 gik det hele rigtig galt. Palæstinenseren Sael Jabara al Shatiyam var undervejs i sin gamle blå kassevogn, en godt brugt Ford Transit. Tidligere havde han mistet sit job i Israel, og han arbejdede nu med uofficiel taxikørsel på Vestbredden. Han havde otte passagerer i bilen, da han fik øje på et israelsk checkpoint på vejen. Da han var overbevist om at soldaterne ville standse ham, gjorde han som palæstinensere plejer at gøre: Ham tog en grusvej for at komme udenom checkpointet.

Da han nærmede sig hovedvejen igen, måtte Sael Jabara al Shatiyam sætte farten op for at klare en stejl stigning gennem gruset. Han blev set af Yehoshua Elitzur fra den radikale bosættelse Itamar, som ligger på egnen. Bosætteren stansede bilen, åbnede ild med sin M16 riffel og sårede den palæstinensiske chauffør dødeligt. Bosætteren blev anholdt og sigtet for manddrab, men overraskende nok besluttede retten foreløbig at placere ham i husarrest. Ved næste berammede retsmøde var Elitzur sporløst forsvundet.

Klosteret i Ettal

Shay Fogelman, som er journalist ved dagbladet Haaretz i Tel Aviv, , blev fanget af historien. Rettens blide behandling undrede ham, og han spurgte sig, hvorfor myndigheder stort set intet havde foretaget sig for at finde Yehoshua Elitzur. Han iværksatte sin egen menneskejagt, men hvad han havde betragtet som en opgave for avisen på en måneds tid, udviklede seg til et drama, der strakte sig over ti år. Nu har han omsat sine mange rejser til en gribende dokumentarfilm, som var på programmet ved dette års DocAviv, dokumentarfilmfestivalen i Tel Aviv.

Hvorfor standsede Elitzur bilen, steg ud og skød en palæstinenser?

Fogelman har en interessant historie at fortælle, men mest af alt er filmen blevet et psykologisk portræt af Yehoshua Elitzur. Manden boede alene i en selvbygget hytte i Itamar. Han arbejdede i en anden bosættelse på egnen, og til trods for at han således var en del af fællesskabet, syntes ingen rigtig at kende ham. Det viser sig, at Elitzur er fra Pfarrkirchen, en lille by i det sydlige Bayern. Tidligere hed han Johannes Wimmer, men han konverterede til jødedommen og blev til den radikale bosætter Yehoshua. Familien i Tyskland er katolsk og dybt konservativ. Hans mor ønsker ikke at møde Fogelman, og hans bror påstår at have mistet kontakten til Johannes. Men på trods af denne mur af forstilt tavshed begynder et vist billede at forme sig. På det lokalhistoriske arkiv stifter han bekendtskab med morderens bedstefar, Hans Wimmer, som var en kendt billedhugger med en nazistisk fortid, og Fogelman besøger klosteret i Ettal, hvor Johannes Wimmer gik i skole som barn. Det viser sig en forbindelse til sagen, eftersom Ettal i 2010 var ramt af en skandale, sadistiske munke og omfattende seksuelle overgreb på skolens elever.

Chasing Yehoshua Instruktør Shay Fogelman
Chasing Yehoshua
Instruktør Shay Fogelman

Dunkelt billede

«Hvis Gud gav mig synet tilbage og jeg så ham, ville jeg straks blive blind igen», siger offerets datter, Yasmin, som er blind. Hendes bror er også blind, hvilket kun bidrager til billedet af en familie i alvorlig nød. Vi får et indtryk af Sael Jabar al Shatiyam som en retskaffen mand, der kæmpede for at holde sin familie oven vande, og som aldrig ville forsøge at køre et andet menneske ned med bilen.

Billedet af Elitzur bliver derimod mere og mere dunkelt. Hvorfor standsede han bilen, steg ud og skød en palæstinenser, spørger Fogelman igen og igen. Fordi han kunne, var i stand til det, havde magten til det, forekommer at være det klareste svar.

De, som kommer i nærheden af at beskrive ham blot nogenlunde detaljeret, ser et stærkt kompliceret menneske med masser af mentale problemer. Han kom fra et meget omklamrende miljø, tynget af nazismen og et offer for pædofili, og han fandt friheden, formulerer en iagttager det. Det er nu mere sandsynligt, at han fandt nogle nye, snævre rammer og et totalt brud med sin fortid. 2004 var det mest voldelige år i Al Aqsa-intifadaen. Mere end 800 palæstinensere blev dræbt og 100 israelere, så i et vist mål var det intet usædvanligt i hans handling.

Og samtidig er dette et klassisk tilfælde af radikalisering. Allerede i sin tyske ungdom var han en enspænder, som var i konflikt med de stive regler i et konservativt samfund. Han frigjorde sig og blev en del af det vilde natteliv i Tel Aviv, hvor han levede som fotomodel, og han endte med at finde ro ved at tilslutte sig en ny religion og gå til nye ekstremer.

Affinder sig med skæbnen

«Det er en film om flere ofre», sagde Fogelman efter forevisningen i Tel Aviv, og man kunne godt fristes til at se dette som et forsøg på at skønmale de radikale bosættere. Elitzur kunne ses som undtagelsen, hvorimod de andre er rationelle og lovlydige borgere. Men i virkeligheden siger Fogelman, at Elitzur nok er en uforudsigelig enspænder, men han er sandelig også noget af en arketype. Der er mange som ham blandt de radikale bosættere, og dødelig vold kan bryde løs hvert øjeblik.

Til sidst bliver Yehoshua Elitzur fanget. Interpol sporer ham til São Paulo, og han bringes til Israel for at blive stillet for en domstol. Han får 15 år bag tremmer. Han havde ikke nogen som helst berettigelse til at åbne ild på den skæbnesvangre dag, lyder dommen.

Efterfølgende møder Fogelman ham i fængslet. Elitzur synes at have affundet sig med sin skæbne. Han ler hjerteligt og fastholder sine løgne. Han er stadig overbevist om, at passagererne i den blå Ford Transit var terrorister med bombebælter, og han fastholder sin ret til at forsvare sig og forhindre en katastrofe. En sindsforvirret og farlig mand, der lever i sine egne fantasier – som tilsyneladende er blevet udløst af en traumatisk barndom og opvækst i en anden verden. Og sådan noget kan ske hvor som helst.

Abonnement kr 195 kvartal