Kunstneren må beskæftige sig med verden, men hans eller hendes udgangspunkt må være det, ikke at kende verden, ikke at kende sandheden. Man ligger ikke inde med sandheden. Man går ydmygt til opgaven for netop at udforske den. Man bruger ikke kunstværket til enten at bekræfte eller afkræfte det vi allerede ved. Det vi allerede ved eller tror vi ved om tvungne migranter, om flygtninge, om undertrykkelsen af oprindelige folk, om eksklusionen af kvinder, queer og andre udsatte. Resultatet vil da være en kunst der ender som social markør, som politisk statement, en bekræftelse af vores egen kundskab, vores egen godhed, og så kan vi dele priserne ud.
At blive taget som gidsel af en politisk dagsorden.
Ved dette års kunstbiennale i Venedig havde jeg ofte en oplevelse af, at blive taget som gidsel af en . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement
