Engang var kvinder fra de statssocialistiske lande pionerer i FN-regi – og det er ikke mindst dem, vi kan takke for de internationale aftaler, der (i hvert fald formelt) beskytter kvinders rettigheder globalt. Det argumenterer etnograf Kristen Ghodsee for i sin nye bog Second World, Second Sex. Socialist Women’s Activism and Global Solidarity during the Cold War, der er et forsøg på at genindskrive østblok-kvinderne i den feministiske historie.
Ghodsee har tidligere gjort sig bemærket med titler som Why Women Have Better Sex Under Socialism, hvor hun analyserer kapitalismens indbyggede kvindeundertrykkelse, og The Left Side of History, hvor hun sætter spot på personligheder som bulgarske Elena Lagadinova, en af historiens yngste kvindelige antinazister. At hun skriver feministisk historie fra et statssocialistisk – men ikke apologetisk – udsigtspunkt, har gjort Ghodsee til yndlingsskydeskive for især amerikanske liberale feminister som for eksempel Nanette Funk, der har kaldt Ghodsee «feministisk revisionist».
Engang var kvinder fra de statssocialistiske lande pionerer i FN-regi.
I Second World, Second Sex går Ghodsee direkte ind i denne konfliktzone ved at vise, hvordan liberale feminister i Vesten, særligt USA, aktivt har forsøgt at usynliggøre den store rolle, kvinder fra de tidligere Sovjet-allierede lande, heriblandt lande i det globale syd, spillede i projektet om at få kvinders rettigheder på FN-dagsordenen i anden halvdel af det 20. århundrede.
Vinderne skriver historien
Blandt Ghodsees fokuspersoner er Valentina Teresjkova – den første kvinde i rummet – der anførte den sovjetiske delegation til de FN-konferencer, hvor The Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women (CEDAW) blev udarbejdet; Elena Lagadinova, der som teenager kæmpede mod det nazi-allierede monarki i Bulgarien og senere anførte den bulgarske delegation til FN’s kvindekonferencer i 1975 og 1985; og Chibesa Kankasa, en antikolonial heltinde fra Zambia, samt hendes landskvinde Lily Monze, der begge siden blev ledende i den uafhængige zambiske regering og var centrale i samarbejdet mellem kvinder i det, der under den kolde krig blev kaldt den anden og den tredje verden.
«Teresjkova, Lagadinova, Kankasa og Monze var alle fortalere for forskellige former for socialisme, og uden disse kvinder – og deres samlede opposition til de officielle delegationer fra USA og dets vestlige allierede – ville spørgsmålet om kvinders rettigheder aldrig have fået de mandlige politikeres opmærksomhed, på begge sider af jerntæppet,» skriver Ghodsee, og tilføjer: «Men i 1995 var deres arv allerede i færd med at blive udvisket af historien.»
1995 var året, hvor den fjerde FN-kvindekonference fandt sted (i Beijing). Det var imidlertid den første kvindekonference efter Murens fald, og de vestlige liberale feminister, der aldrig havde formået at bygge bro til kvinder på den anden side af jerntæppet – og som ikke kunne forestille sig, at man både kunne arbejde for et statssocialistisk projekt og være en uafhængig kvinde med egne meninger og dagsorden – havde fået alle tiders chance for at marginalisere deres antikapitalistiske søstre.
For amerikanske delegerede til FN’s kvindekonference i Mexico City 1975 var det forbudt at
tale med kvinder fra Sovjetunionen og dets allierede.
«Ved at mørklægge bidragene fra østeuropæiske kvinder og socialistiske kvinder fra udviklingslandene er det blevet muligt at skrive en helt bestemt historie om FN’s kvindeårti, en historie som giver æren til vestlige kvinder og uafhængige sociale bevægelser,» skriver Ghodsee.
Ikke-feministiske kvindeforkæmpere
Den første del af Second World, Second Sex er et historisk rids, som viser, hvordan de statssocialistiske lande var pionerer i kvinders materielle og juridiske rettigheder – ikke fordi de mandlige magthavere nødvendigvis var mere progressive end i de vestlige kapitalistiske økonomier, men fordi det passede ind i industrialiseringsplanerne at få kvinder ud på arbejdsmarkedet i en fart. Dertil kom, viser Ghodsee, at stærke kvinder i blandt andet Sovjetunionen og allierede lande som Bulgarien og flere afrikanske stater med forskellige former for (autoritær) socialisme spillede en afgørende rolle i regeringsudøvelsen. Hvordan det konkret foregik – og med hvilke effekter, også ind i nutiden – handler resten af bogen om.
Disse kvinder kaldte sig som oftest ikke feminister, og mange mente endda at «feminisme» var en borgerlig afvigelse. Denne ideologiske splittelse mellem kvindeforkæmpere øst og vest for det senere jerntæppe kom tidligt i det 20. århundrede til at blokere for fælles kvindefodslag.
Det samme gjorde den aggressive antikommunistiske linje fra vestlige regeringers side. Blandt andet var det forbudt for amerikanske delegerede til FN’s kvindekonference i Mexico City 1975 at tale med kvinder fra Sovjetunionen og dets allierede.
Omfordeling
Ghodsee argumenterer for, at mens kvinder fra de vestlige delegationer var optaget af symbolsk anerkendelse af kvinders ligeværd og retten til individuel frigørelse og selvrealisering, var kvinder fra den anden og tredje verden optaget af økonomiske rettigheder og omfordelingspolitik. Herunder omfordeling globalt set.
Kvinder fra østblokken og fra det globale syd dannede alliancer for at sætte spørgsmål om udvikling, kolonialisme, apartheid, imperialisme og en såkaldt New International Economic Order på dagsordenen i FN-regi. Det var naturligvis uspiseligt for de vestlige delegationer – om end der også dengang fandtes masser af socialistiske og antiimperialistiske feminister i Vesten, pointerer Ghodsee.
Hendes fremstilling er i det hele taget afbalanceret, nuanceret, empirisk velfunderet, og både modigt og fredsommeligt skrevet. At Ghodsee bliver forsøgt afskrevet som «revisionist», siger alt om, at antikommunisme fortsat er så stærk en kraft, at den slører historiske realiteter – i dette tilfælde historien om, hvordan kvinderettigheder blev en global dagsorden.
