De gode gamle dage» – en tid uden feminisme, migration og globalisering


SENFASCISMEN: Forestillingen om at udgøre en truet kultur går igen i alle de forskellige senfascistiske fællesskaber

Da Walter Benjamin analyserede den tyske fascisme i begyndelsen og midten af 1930’erne, var han ikke i tvivl om, at fascismen i høj grad var et spørgsmål om æstetik. Fascismen var selvfølgelig et politisk projekt, men et politisk projekt der tog form af en «æstetisering af politikken». Nazismen æstetiserede den moderne fremmedgørelse og gjorde den til et kunstværk, glorificerede krig og ødelæggelse. Hitler var den inspirerede kunstnerfører, der skabte den evige og perfekte ariske krop ved at fjerne alt det degenererede materiale (jøderne, de homoseksuelle, kommunisterne, etc.). Den tyske fascisme lod massen «komme til udtryk», som Walter Benjamin formulerede det.

Hyggeracismen trives i bedste velgående i Danmark.

Konfronteret med genkomsten af fascisme kan det være nyttigt at vende tilbage til Benjamins analyse og bruge den som udgangspunkt for en analyse af den nye fascisme, vi har set dukke op overalt i den vestlige verden de seneste år. Valget af Donald Trump står selvfølgelig som mønstereksemplet på den nye fascisme – hvad jeg benævner senfascismen. Der er ikke blot tale om et politisk fænomen, eller et fænomen der kommer til udtryk politisk som nye partier og opløsningen af den politiske orden, vi har levet i siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Den nye fascisme er på mange måder først og fremmest æstetisk.     &n …


Kjære leser. Du kan lese én fri artikkel per dag. Kom evt. tilbake i morgen. Eller hva med å tegne abonnement? Da kan du kan lese alt (inkludert magasinene) for 69 kr. Om du er det allerede, logg inn i menyen (evt mobilmenyen) i toppen.

- annonse -
- annonse -
Mikkel Bolt
Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte