Da Walter Benjamin analyserede den tyske fascisme i begyndelsen og midten af 1930’erne, var han ikke i tvivl om, at fascismen i høj grad var et spørgsmål om æstetik. Fascismen var selvfølgelig et politisk projekt, men et politisk projekt der tog form af en «æstetisering af politikken». Nazismen æstetiserede den moderne fremmedgørelse og gjorde den til et kunstværk, glorificerede krig og ødelæggelse. Hitler var den inspirerede kunstnerfører, der skabte den evige og perfekte ariske krop ved at fjerne alt det degenererede materiale (jøderne, de homoseksuelle, kommunisterne, etc.). Den tyske fascisme lod massen «komme til udtryk», som Walter Benjamin formulerede det.
Hyggeracismen trives i bedste velgående i Danmark.
Konfronteret med genkomsten af fascisme kan det være nyttigt at vende tilbage til Benjamins analyse og bruge den som udgangspunkt for en analyse af den nye fascisme, vi har set dukke op overalt i den vestlige verden de seneste år. Valget af Donald Trump står selvfølgelig som mønstereksemplet på den nye fascisme – hvad jeg benævner senfascismen. Der er ikke blot tale om et politisk fænomen, eller et fænomen der kommer til udtryk politisk som nye partier og opløsningen af den politiske orden, vi har levet i siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Den nye fascisme er på mange måder først og fremmest æstetisk.
Fascismen som kultur
Benjamins analyse af fascismen som en æstetisering af politikken viser, at fascisme ikke kun er et spørgsmål om politiske institutioner og politik i traditionel forstand, det er i lige så høj grad et spørgsmål om kultur, om de billeder vi skaber af samfundet.
Hvis vi kun fokuserer på fascismen som et spørgsmål om politikkere og politiske institutioner, hvem er med i regeringen og hvem er ikke, hvem vinder præsidentvalget eller danner regering, så misser vi noget – altså hvordan fascismen sætter sig igennem som kultur i hverdagslivet. Hvordan fascisme ikke nødvendigvis tager form af allerede kendte og cirkulerende billeder af (mellemkrigstidens) fascisme – hagekors, sorte uniformer – men antager nye former og ofte overtager allerede eksisterende objekter og giver dem et nyt indhold. Tænk på Trumps skyggelue, der er en integreret del af USA’s populærkultur, men som har fået en ganske særlig betydning og er med til at skabe Trumps ultranationale fællesskab, markere hvem der er med i AmeriKKKa, og hvem der ikke er.
I en dansk sammenhæng er Dannebrog blevet helt og aldeles overtaget af DF. Det indgår som baggrund i alle DF’s kampagnevideoer og plakater og er blevet et billede på det ekskluderende nationale fællesskab, de kæmper for.
Når fascismen er succesfuld, så sniger den sig ind i sproget og gør langsomt sin ideologi normal. Den er snigende, fordi den umærkeligt udvider rammerne for nationalistiske og ekskluderende udsagn, lægger sig ovenpå eller bruger traditionelle konservative holdninger som vehikel for sin ultranationalisme, der ender med at fremstå som en position blandt andre i en politisk diskussion. Ved at bruge konservative holdninger eller allerede cirkulerende objekter og symboler – som en trojansk hest sniger fascismen sig ind i den politiske mainstream.
Udviklingen i Danmark er en case in point. Siden sidst i 1990’erne er hele det partipolitiske spektrum rykket markant til højre, og der er i dag ikke blot bred politisk enighed om en meget restriktiv asylpolitik. De politiske partier kæmper om at markere sig symbolpolitisk, kæmper om at antagonisere og mobbe bestemte befolkningsgrupper mest muligt. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fejrede i foråret 2018 stramning nummer 50 af flygtningeloven med lagkage, hvorefter DF lagde trumf på ved at udlove citronmåner ved stramning nummer 100. Hyggeracismen trives i bedste velgående i Danmark, der er et af de lande i EU, der de seneste 10 år har modtaget færrest flygtninge – kun østeuropæiske lande som Ungarn, Polen og Rumænien har procentvis modtaget færre. Men ikke desto mindre er Dansk Folkeparti og dets utvetydige ultranationalisme i løbet af tyve år blevet omdrejningspunkt og norm ikke blot for en racistisk flygtninge- og asylpolitik i Danmark, men også for en lang række juridiske, økonomiske og urbane politikker. Dette inkluderer en såkaldt ghettoplan (hvor beboere i bestemte boligområder, hvor den overvejende del af beboerne er indvandrere eller såkaldte efterkommere af indvandrere, eksempelvis straffes med højere straffe), genindførsel af grænsekontrol, fratagelse af statsborgerskab og en lang række forsøg på at gøre det uudholdeligt at være afvist asylansøger i Danmark. DF har endnu ikke har været del af en regering i Danmark, men har allerede vundet, fordi deres racisme er blevet norm. Der er ikke kun tale om, at deres idéer har blevet som fisk i vandet i Folketinget, men også om at de affekter, DF producerer, er blevet en integreret del af hverdagslivet. Det er i høj grad dér, fascismen er i dag – som en følelsesstruktur.
En bestemt sprogbrug deltager i forberedelsen af en accept af fascistiske handlinger. Altså fascismen som ord, talemåder, affekter, gestus og minder, der tilsammen fortætter sig til en diskurs, en fortælling om et truet fællesskab, en nation under pres. Det er Viktor Klemperers beskrivelse af, hvordan fascismen erobrer sproget ved hjælp af bestemte nøgleord og vendinger, som lige så langsomt naturaliseres og ender med at udgøre en politisk virkelighed. Det er ikke nok at se på Trump, Pia Kjærsgaard eller Marine Le Pen og ryste på hovedet af dem. Det er nødvendigt at lytte til det, de siger, analysere deres tale med henblik på at identificere fascismens grundlæggende fortælling om nationale privilegier og behovet for at beskytte det nationale fællesskab mod udefrakommende trusler. For gentagelserne virker: I 2015 svarede 49 prosent af 75.000 elever i 8. og 9. klasse i den danske folkeskole efter et tre-ugers forløb om demokrati, at ytringsfrihed ikke bør gælde muslimer.
Den truede kultur
Forestillingen om at udgøre en truet kultur, går igen i alle de forskellige senfascistiske fællesskaber fra Dansk Folkeparti forestilling om en «muslimsk invasion» til Trumps retorik om «et amerikansk blodbad». Det er indholdet i fascismens ultrapalingenetiske ideologi: Det nationale fælleskab er i forfald og skal genoprettes. Det er det løfte, vi altid kan høre i fascismen. Fascismen lover en national genoprejsning, at folket kan blive ét, renset og sig selv. Det er derfor, «de andre» skal ud, skal væk. «De andre», «de fremmede» truer det nationale fællesskab, og derfor skal de smides ud eller forhindres i at komme ind. Trump lover at bygge en mur, og Salvini lover at ingen skibe med migranter må lægge til kajs i italienske havne. Hvad enten det er grænsen mellem Mexico og USA, eller det er grænsen mellem Tyskland og Danmark eller det er Middelhavet, så skal den lukkes, således at nationen holdes ren. Og det uanset omkostninger for «de andre», flygtninge og migranterne der dør i Middelhavet eller er fanget i Libyen, eller der sygner hen i danske udsendelsescentre og begår selvmord, hvis det lykkes for dem at nå til Danmark.
«De gode gamle dage» var en tid, som stod i masseproduktionens
egn, masseproduktion af biler, køleskabe, atomvåben og den
patriarkalske familie.
Fascismen er en desperat søgen efter et standpunkt og en fast grund, der ikke er der. Det er et desperat forsøg på at finde en retning i en kapitalistisk verden karakteriseret af traditionsafvikling og opløsning af overleverede fællesskaber. Trump vil tilbage til efterkrigstidens fordistiske socialstat, hvor den hvide arbejder styrede sin familie og trofast mødte op på arbejde og producerede merværdi til den amerikanske kapitalistklasse. Det var en tid, som stod i masseproduktionens tegn, masseproduktion af biler, køleskabe, atomvåben og den patriarkalske familie. Dansk Folkepartis drøm er familien samlet ved middagsbordet, flæskesteg og øl til alle, far og mor og børn. «Der er så meget, vi skal passe på», som kampagnesloganet lyder.
Senfascismens utopi er «de gode gamle dage», en tid uden feminisme, migration og globalisering, hvor der var orden i hjemmet, det nationale og den enkelte husstand, hvor race og ejendomsret hang sammen.
Senfascismen lover at genoprette en imaginær national storhed ved at fjerne uønskede elementer. Den går på to ben, den vil skabe orden, og den vil ekskludere.
Trump taler karakteristisk om «Blue Lives Matter» og affejer blankt Black Lives Matter-bevægelsens kritik af racial profiling og politiets konstante nedskydning af unge sorte mænd. Dansk Folkeparti har ført kampagne under sloganet «Volden ud af Danmark – tryghed nu» (trods faldende kriminalitet): Den kriminelle lavalder skal sættes ned, kriminelle indvandrede og deres familier skal udvises fra Danmark, og politiet skal have tilført langt flere midler (det har de også fået de seneste femten år). Der er desværre intet som helst, der tyder på, at disse krav ikke vil blive gennemført. Således er en lang række af Dansk Folkepartis mærkesager blevet til lov i løbet af de sidste femten år i Danmark: I 2015 blev der indført grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, samme år blev et krav om at frihedsberøve flygtninge på ubestemt tid hastebehandlet gennem Folketinget, også i 2015 blev der vedtaget den såkaldte smykkelov, der giver politiet tilladelse til at visitere nyankomne asylansøgere for værdigenstande, i 2018 blev der indført et maskeringsforbud (af DF omtalt som et burkaforbud).
I 2019 blev det vedtaget af placere afviste asylansøgere på en ø, som tidligere har huset et center for virusforskning.
Når politik opløses i erhvervslivet, som det er sket i den neoliberale globalisering, bliver statens vigtigste funktion at producere moralsk panik og styre den uorden, der hele tiden opstår. Sikkerhed bliver statens vigtigste funktion. Law and order og racistisk udelukkelse kombineres. «Amerika bliver stort igen» når de fremmede holdes ude eller kontrolleres (af politiet).
Dette er et uddrag af et foredrag Bolt nylig har holdt.
