I de syriske revolutionæres tekst mærker man den dirrende, men magtesløse vrede over statsmændenes fremfærd og almagt. Man mærker den også hos Carla Del Ponte, den afgåede chefanklager fra Krigsforbrydertribunalet i Den Haag, der blev interviewet over mange sider i Der Spiegel, 24.11.2018: «Ondskaben lurer, den snor sig, den hugger til, den er hurtigere end man ville have tiltroet den» (s. 134–137).
Samtalen med Der Spiegels redaktør Romain Leick i Ascona i Schweiz gennemstrømmes af den fornemmelse, vi alle har: Hvilken forskel mellem 90’ernes og de allerførste 00’ers forfølgelse og arrestation af krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og dagens «Straflosigkeit» for endnu mere ihærdige og blodtørstige kriminelle som Assad-regimets folk og allierede. Og Dal Ponte og hendes 600 medarbejdere i Den Haag har (mellem 2011 og 2017) samlet alt materialet ind til den store proces mod de syriske bødler, men der mangler «den politiske vilje» til at gennemføre en sådan meget omfattende retssag, der ville involvere Rusland, Iran og Kina. Dal Ponte nævner kun Putin som den, der straks ville blive indkaldt. Og hverken hun eller hendes medarbejdere fik nogensinde tilladelse til at rejse ind i Syrien, så de måtte interviewe ofrene udenfor, i Libanon, Tyrkiet og Jordan. «Jeg havde aldrig troet, at vi endnu en gang ville synke så dybt», konkluderer Dal Ponte. Det er denne forbløffelse, de syriske revolutionære kalder det «hallucinerende», der er ved at gennemtrænge hele politikken i verden, langsomt, men sikkert. Og den gennemstrømmer De Gule Vestes aktioner, og den ramte også Rådhuspladsen den 10. december (2018) til Mellemfolkelig Samvirkes velbesøgte demonstration «Nu er det nok» i København. Men statsmændene er naturligvis aldeles uanfægtede, for det skummende raseri mangler ethvert middel til at gennemføre blot den fromme hensigt at stille for eksempel Assad, Putin, Xi eller den saudiarabiske prins Ben Sav for en dommer.
Vi er nået ud over den juridiske fase. Vi er nu i den militære. Man kunne kalde det dobbeltnaturen ved statslig straffrihed: Magtfuldkommenheden gør statens ophævelse hyperaktuel, ubærlig aktuel, en hjemsøgelse, et spøgelse, der er der hele tiden, over alt. Det er derfor, at vidnesbyrdet fra Aleppo og Ghouta hele tiden skal med, eller vidnesbyrdet fra Gaza og den besatte Vestbred, eller fra Tibet og Xinjiang.
Se hovedsak: Syrisk ekko/gule vester.