«Pædagog» kommer af oldgræsk paidagogos, «barneledsager». Paid betyder «barn» og findes også i paideia, som betyder «opdragelse, dannelse». Pædagogens opgave er at opdrage og forme det unge menneske til livet. Engang «et virke, et livskald, en undrende dans». Det ædleste og smukkeste håndværk. I dag forveksles lærerens faglige autoritet med noget autoritært. Nu indføres «ansvar for egen læring». Hvorfor egentlig dette afskyelige ord «læring»? Endda synlig læring. Mens opdragelse handler om at ting og tanker bliver til i og gennem arbejdet med stoffet, handler læring om at få nogle redskaber og derefter bare anvende dem. Det første er båret frem af undren og kritisk sans, det sidste af målbarhed og beherskelse. Hvorfor falder en hel generation af politikere, akademikere og meningsdannere på halen for noget der åbenlyst gør unge mennesker mere frygtsomme, dummere, mindre nysgerrige, mindre selvstændigt tænkende? Efter at have læst Rømers Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, bestående af kommentarer, indlæg, noter, diskussioner og aforismer, er jeg ikke i tvivl om at svaret skal findes i et særligt strategisk sprog som enhver vidensarbejder og skoleelev i dag skal beherske og tro på – altså kontrol. Konkurrencestaten indpisker et sprog hvor kun information, kommunikation og data kommer «pædagogikken» til gode, og ikke forestillingsevne og tænkning.
Sprogpositivisme. Rømers projekt kan læses som et tiltrængt opgør med en åndløs pseudovidenskabelig konstruktivisme der gennemsyrer både universitetet og det uddannelsespolitiske landskab. Overalt «oversættes» pædagogik til kompetencesprog, synlig læring og evidens. Lærerplaner bliver lærerens og lederens koran som enhver må adlyde til punkt og prikke. Samme læringssprog gennemsyrer også den akademiske verden, som skulle have skabt forskningsgrundlaget for ny pædagogik. Også her skal man kunne beherske, det vil sige tro på at verden bare er en social konstruktion, at der ikke er noget udenfor vores sproglige diskurser. Politisk konflikt, værdier, menneskeliv, skole, kvalitet – alt sammen er bestemt af hvordan jeg italesætter og iagttager det. Sproget er et lukket system. Hvordan tingene, naturen og mennesket er uafhængig af om vi iagttager det, kan vi ikke sige noget om. Vi kan kun tale om hvordan vores sproglige italesættelser styrer os, for eksempel identitet. Men denne konstruktivisme er endt med at skabe sin egen positivisme, et instrumentelt sprog der blænder os og fremmedgør os fra omgivelserne. Gang på gang viser vores konstruktioner sig at skjule virkeligheden. Det gælder også de to forfattere Niklas Luhmann og Michel Foucault, som har brødfødet to generationer af akademikere. Deres fokus på diskursgrænser «mister kontakten til objektet og det politiske». Vi har fået en «ideologi for antikritik». Her er ingen redskaber til at tænke forandring, tænke kritisk.
«Alle studenter i dag sier det samme, uansett hvilken utdannelse de kommer fra. Vi har smurt kommunikasjon, informasjon og konstruktivisme utover det hele.»
Tanken tilbage. Da jeg sidste år, efter en eksamination, skulle give karakter, sagde sensor til mig at «alle studerende i dag siger det samme uanset hvilken uddannelse de kommer fra. Vi har smurt kommunikation, information og konstruktivisme udover det hele. Det hele er blevet så forudsigeligt». I essayet om tænkning og moral (1969) skriver Hanna Arendt: «Afstand til virkeligheden er mere farlig end de, måske, onde instinkter, som er mennesket iboende.» Og hun beskriver hvordan afstand til virkeligheden opstår når mennesket er afkoblet fra sin egen oplevelse af tingene. Næste skridt er så at forstå at oplevelsen og erfaringen ikke handler om mig, men om jegets forbundethed med tingene, at nærme sig tingene. Denne tilnærmelse er det vi kalder tænkning, skriver Rømer. Med John Dewey skriver han: «At tænke er at blive båret fra en ting hen til og ind i den næste ting. At tænke er at blive båret hen til tingene og ind i dem og videre hen til den næste ting. Tanken er bro mellem ting. (…) At tænke er at være blandt tingene, at lade sig bære. Tænkningen er den aktive proces, der fremmer passiviteten, altså modtageligheden, så man kan bære. (…) Det er opmærksomhedens og disciplinens sted. Det er et tillidens sted. Tilllid til, at man kan bæres. Det er meget naivt og aldeles u-strategisk.» Hvis vi bilder os ind at alt er sproglige konstruktioner, kan vi aldrig være med til at forandre og omskabe virkeligheden til ny fælles erfaring. For at genopdage pædagogikken må vi se sproget som en forlængelse af naturen, af kroppen, sanserne, af det ikke-menneskelige. At fjerne fokus fra «indre potentialer» og talentmanagement til materialefølsomhed og fokuseret gentagelse. For eksempel er digteren Inger Christensens Alfabet en stor opremsning af hvad der findes, en grundlæggende tvivl om at verden er til, at måden vi ser, sanser og forstår verden på, er betinget af sprogets nuancer, af nye måder at navngive tingene på.
Kritik. «En kritiker bør søge absolut ensomhed. Der finder han det mest overraskende selskab; et fællesskab af dem, som ikke har noget til fælles; et myldrende liv.» Her finder vi måske uddannelses- og kommunikationssamfundets største udfordring i dag: Det er gennemsyret af en tvang til at skulle være på, være synlig, kommunikere. Det er derfor så mange er kommet til at lyde så ens. For tænkningen har som Rømer påpeger, «intet med kommunikation at gøre» eller med «mit blik, min iagttagelse», men med en «følsomhed for det ydres bevægelighed, objektet, tingene». Her ligger den kritiske pædagogiks hemmelighed. «Mens debattøren beskæftiger sig med de kommunikerbare aspekter søger kritikeren at undersøge tingene. Kritikeren er medium for tingene. Derfor må han være lyttende, passiv, følsom. (…) Kritikeren er alene med tingene, som han aftvinger pluralitet og indre virvar ved at åbne sine ører og stille sig tilstrækkeligt ventende, fattig og modtagende an. Kritikeren er i en verden af realer. En verden af ting og selv, hvis fremtrædelser og forbindelser hele tiden er i omsorg for indre udvikling. Det kaldes også for pædagogik. Kritikeren fosser ud i verden, mens debattøren forsøger at konstruere og bruge verden til egen fordel.» (…) «Kritikeren ryster debattens grund, han ødelægger det kommunikerbare, hvorved et andet menneske, helt uden andens ledelse og altså af egen kraft, bevæger sig hen til selvets og tingenes modus. (…) Ud af kritikken vokser et andet fællesskab frem.» Kritik er opdagelse og skaben og dermed er kritikken selve skolen vi skal gå i.
