Da pedagogikken forsvant

Hvad skjer med pedagogikken når ingen objekter og erfaring lenger finnes, men kun våre egne iakttakelser og vårt eget abstrakte læringsspråk? Den dør. 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Ballade i pædagogikkens forsamlingshus

Thomas Rømer

Fjordager

Danmark

«Pædagog» kommer af oldgræsk paidagogos, «barneledsager». Paid betyder «barn» og findes også i paideia, som betyder «opdragelse, dannelse». Pædagogens opgave er at opdrage og forme det unge menneske til livet. Engang «et virke, et livskald, en undrende dans». Det ædleste og smukkeste håndværk. I dag forveksles lærerens faglige autoritet med noget autoritært. Nu indføres «ansvar for egen læring». Hvorfor egentlig dette afskyelige ord «læring»? Endda synlig læring. Mens opdragelse handler om at ting og tanker bliver til i og gennem arbejdet med stoffet, handler læring om at få nogle redskaber og derefter bare anvende dem. Det første er båret frem af undren og kritisk sans, det sidste af målbarhed og beherskelse. Hvorfor falder en hel generation af politikere, akademikere og meningsdannere på halen for noget der åbenlyst gør unge mennesker mere frygtsomme, dummere, mindre nysgerrige, mindre selvstændigt tænkende? Efter at have læst Rømers Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, bestående af kommentarer, indlæg, noter, diskussioner og aforismer, er jeg ikke i tvivl om at svaret skal findes i et særligt strategisk sprog som enhver vidensarbejder og skoleelev i dag skal beherske og tro på – altså kontrol. Konkurrencestaten indpisker et sprog hvor kun information, kommunikation og data kommer «pædagogikken» til gode, og ikke forestillingsevne og tænkning.

Sprogpositivisme. Rømers projekt kan læses som et tiltrængt opgør med en åndløs pseudovidenskabelig konstruktivisme der gennemsyrer både universitetet og det uddannelsespolitiske landskab. Overalt «oversættes» pædagogik til kompetencesprog, synlig læring og evidens. Lærerplaner bliver lærerens og lederens koran som enhver må adlyde til punkt og prikke. Samme læringssprog gennemsyrer også den akademiske verden, som skulle have skabt forskningsgrundlaget for ny pædagogik. Også her skal man kunne beherske, det vil sige tro på at verden bare er en social konstruktion, at der ikke er noget udenfor vores sproglige diskurser. Politisk konflikt, værdier, menneskeliv, skole, kvalitet – alt sammen er bestemt af hvordan jeg italesætter og iagttager det. Sproget er et lukket system. Hvordan tingene, naturen og mennesket er uafhængig af om vi iagttager det, kan vi ikke sige noget om. Vi kan kun tale om hvordan vores sproglige italesættelser styrer os, for eksempel identitet. Men denne konstruktivisme er endt med at skabe sin egen positivisme, et instrumentelt sprog der blænder os og fremmedgør os fra omgivelserne. Gang på gang viser vores konstruktioner sig at skjule virkeligheden. Det gælder også de to forfattere Niklas Luhmann og Michel Foucault, som har brødfødet to generationer af akademikere. Deres fokus på diskursgrænser «mister kontakten til objektet og det politiske». Vi har fået en «ideologi for antikritik». Her er ingen redskaber til at tænke forandring, tænke kritisk.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.