Da ånden forsvant

Både Schanz og Thomsen forsvarer troen på at mennesket er mer enn kultur og mer enn sine biologiske bestanddeler – mennesket er også ånd, hevder de. 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.08.2018
Ånd/Frygt ikke frihed. Om humanisme og humaniora
Forfatter: Hans-Jørgen Schanz/O. Thomsen
Klim/Vandkunsten, Danmark

Thi menneskene er dog altid bedre end deres kultur.
Adorno

Siden de allerførste religioners tilblivelse har opfattelsen af mennesket som mikrokosmos, som et lille udtryk for universet, været et pejlemærke. Hos førsokraterne er vi samme substans som kosmos, hos Aristoteles og Platon møder vi en verdenssjæl, hos Leibniz og Spinoza er menneskets højere fornuft en afspejling af universet. Mennesket er indfældet i noget større end sig selv. Til alle tider har det faktisk været mere mirakuløst hvis vi var adskilt fra hele den levende eksistens. Men den moderne vestlige videnskabs succes har skabt en selvtilstrækkelighed der på en afgørende måde i dag faktisk indsnævrer vores horisont. Det har at gøre med en måde at tænke på og et brud med fortiden. Der er en antagelse om at den nye tankes verden i den nære fortid er blevet banebrydende forandret, hvilket gør det muligt at forkaste fortiden. Hertil hører en forestilling om at de moderne videnskabelige forklaringsmodeller (økonomiens produktivkræfter, Freuds neuroser, darwinismen, behaviorisme, neurobiologi, antropologi) giver en udtømmende beskrivelse af mennesket og verdens kompleksitet. Men troen på egen doktrins overlegenhed har aldrig været en god ven hverken af fornuften eller som fornyer af forestillingsevnen.

Verdensutvidelsen

Videnskabens parcellering (fagopdeling av grænser) har gradvist fjernet os fra en tænkning om det fællesmenneskelige, medmenneskelighed, de universelle kræfter, skønhed og det musiske liv. Også i den brede offentlighed vænnes vi til at «tænke» i et opdelt pseudorationelt sprog, for eksempel taler vi om børns opvækst i familier og skole i et sprog hvor almen værditænkning er udgået til fordel for pisamålinger, konkurrenceevne og kroner-og-øre-argumenter. I en terapeutisk tidsalder privatisereres værdier og etik som aldrig før. Det som nu skal binde os sammen, er de specielle forhold, køn, identitet, seksualitet, etnisk baggrund, og helst indenfor en vestlig, europæisk kulturkreds. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser følger efter. Sociologi, kultur og samfundsvidenskab har invaderet de humanistiske fag, artes liberales. Tanken som åbent eksperimentarium reduceres til kultur, køn og identitetsbeskrivelser. Vi har fået en mistro til det fællesmenneskelige, eller bedre, den verdensudvidelse af sindet der siden grækerne og romerne skabte en tænkning for humanitas – menneskelighed og værdighed, mærkværdighed og skønhed. Og vi mangler modstandsdygtighed overfor populismens enkle svar. Konsekvensen er det Thomsen kalder «en epokes rådvilde angst […] og ubehjælpelig individualisme». Hvad mangler vi?

Vi skal ikke kopiere en fortid, vi skal bruke tradisjonen til kritisk å overskride den.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer. (Du har allerede lest 3 gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer