Da ånden forsvant

Både Schanz og Thomsen forsvarer troen på at mennesket er mer enn kultur og mer enn sine biologiske bestanddeler – mennesket er også ånd, hevder de. 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Ånd/Frygt ikke frihed. Om humanisme og humaniora

Hans-Jørgen Schanz/O. Thomsen

Klim/Vandkunsten

Danmark

Thi menneskene er dog altid bedre end deres kultur.
Adorno

Siden de allerførste religioners tilblivelse har opfattelsen af mennesket som mikrokosmos, som et lille udtryk for universet, været et pejlemærke. Hos førsokraterne er vi samme substans som kosmos, hos Aristoteles og Platon møder vi en verdenssjæl, hos Leibniz og Spinoza er menneskets højere fornuft en afspejling af universet. Mennesket er indfældet i noget større end sig selv. Til alle tider har det faktisk været mere mirakuløst hvis vi var adskilt fra hele den levende eksistens. Men den moderne vestlige videnskabs succes har skabt en selvtilstrækkelighed der på en afgørende måde i dag faktisk indsnævrer vores horisont. Det har at gøre med en måde at tænke på og et brud med fortiden. Der er en antagelse om at den nye tankes verden i den nære fortid er blevet banebrydende forandret, hvilket gør det muligt at forkaste fortiden. Hertil hører en forestilling om at de moderne videnskabelige forklaringsmodeller (økonomiens produktivkræfter, Freuds neuroser, darwinismen, behaviorisme, neurobiologi, antropologi) giver en udtømmende beskrivelse af mennesket og verdens kompleksitet. Men troen på egen doktrins overlegenhed har aldrig været en god ven hverken af fornuften eller som fornyer af forestillingsevnen.

Verdensutvidelsen

Videnskabens parcellering (fagopdeling av grænser) har gradvist fjernet os fra en tænkning om det fællesmenneskelige, medmenneskelighed, de universelle kræfter, skønhed og det musiske liv. Også i den brede offentlighed vænnes vi til at «tænke» i et opdelt pseudorationelt sprog, for eksempel taler vi om børns opvækst i familier og skole i et sprog hvor almen værditænkning er udgået til fordel for pisamålinger, konkurrenceevne og kroner-og-øre-argumenter. I en terapeutisk tidsalder privatisereres værdier og etik som aldrig før. Det som nu skal binde os sammen, er de specielle forhold, køn, identitet, seksualitet, etnisk baggrund, og helst indenfor en vestlig, europæisk kulturkreds. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser følger efter. Sociologi, kultur og samfundsvidenskab har invaderet de humanistiske fag, artes liberales. Tanken som åbent eksperimentarium reduceres til kultur, køn og identitetsbeskrivelser. Vi har fået en mistro til det fællesmenneskelige, eller bedre, den verdensudvidelse af sindet der siden grækerne og romerne skabte en tænkning for humanitas – menneskelighed og værdighed, mærkværdighed og skønhed. Og vi mangler modstandsdygtighed overfor populismens enkle svar. Konsekvensen er det Thomsen kalder «en epokes rådvilde angst […] og ubehjælpelig individualisme». Hvad mangler vi?

Vi skal ikke kopiere en fortid, vi skal bruke tradisjonen til kritisk å overskride den.

Ånd: det musiske liv

Vi mangler ånd, siger de to forfattere. Men hvad er ånd? Når vi hører ordet, tænker vi på noget højstemt, religiøst, romantisk: Guds ånd, Helligånd, Spiritus, åndepust. Men her er det selve tænkeevnen og hele det mentale klima i samfund og uddannelse der er på spil. Tilgangsvinklen er nok formuleret bedst af Augustin: Ånd er et forhold der forholder sig til sig selv. «Det er denne relationalitet mellem eksistens og tænkning som er afgørende. Ikke bare en bevidsthed, men en bevidsthed der forholder sig til sig selv, altså primært selvbevidsthed.» Ikke et færdigt billede af mennesket, men bevægelse er essentielt for al bevidsthed: stemmen i poesien, legen i udforskningen, stoffets egenliv i håndværket. Ånden er tankens dynamik, nødvendigheden for at kunne bevæge det faste. Ånd er en hengivelse til den specifikke genstand der i fordybelsen forbinder den med noget levende, dynamisk, ufærdigt, svimlende. Det som bliver væk i vor tids pseudorationelle tænkning, er en forståelse af den subjektive erfarings dybde som kilde til det fælles. Hos romerne og i antikken en overvindelse af affektens impulser. Hos grækerne en fordybelse i sangens musekunst, en fælles ynde, dans og latter (Charis). «Der findes noget i mennesket som på én gang er højere end mennesket, men som mennesket alligevel oplever som sit inderste og sande væsen» (O. Thomsen). Dette «noget i mennesket» er ikke en essens, men en livskunst til udviklingen af en moralsk karakter og et verdensvendt udsyn. 

Tankens økologi

Thomsen vil ha en klassisk dannelse med forbilleder i hellenismen, renæssancen, Grundtvig, Nietzsche med flere, men løsningen på det åndelige forfald er ikke en tilbagevenden til en traditionel kanon. Vi skal ikke kopiere en fortid, vi skal bruge traditionen for kritisk at overskride den. Vi skal bruge kunsten, myterne og filosofien som redskaber til at tænke med, gøre erfaringer med sproget, for derigennem at forvandle den private følelse til erkendelse og indsigt. Det er sådan vi opbygger modstand mod populisme, fordummelse, enkle svar, fake news med videre. Det handler om at være idealist uden at ende i idealisme. Det handler om at tænke virkeligheden som en spændingstilstand, kulturens bevægelsesformer, at holde tanken åben, i omdrejninger. At være mere følsom overfor refleksionens egen bevægelse og ikke straks stille sig tilfreds med en faglig kasse. Ånd er en øvelse i tvivl på sig selv, på det givne. Ånd er, nå ja, tankens økologi.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.