Da ånden forsvant

Både Schanz og Thomsen forsvarer troen på at mennesket er mer enn kultur og mer enn sine biologiske bestanddeler – mennesket er også ånd, hevder de. 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.08.2018

Ånd/Frygt ikke frihed. Om humanisme og humaniora

Hans-Jørgen Schanz/O. Thomsen

Klim/Vandkunsten

Danmark

Thi menneskene er dog altid bedre end deres kultur.
Adorno

Siden de allerførste religioners tilblivelse har opfattelsen af mennesket som mikrokosmos, som et lille udtryk for universet, været et pejlemærke. Hos førsokraterne er vi samme substans som kosmos, hos Aristoteles og Platon møder vi en verdenssjæl, hos Leibniz og Spinoza er menneskets højere fornuft en afspejling af universet. Mennesket er indfældet i noget større end sig selv. Til alle tider har det faktisk været mere mirakuløst hvis vi var adskilt fra hele den levende eksistens. Men den moderne vestlige videnskabs succes har skabt en selvtilstrækkelighed der på en afgørende måde i dag faktisk indsnævrer vores horisont. Det har at gøre med en måde at tænke på og et brud med fortiden. Der er en antagelse om at den nye tankes verden i den nære fortid er blevet banebrydende forandret, hvilket gør det muligt at forkaste fortiden. Hertil hører en forestilling om at de moderne videnskabelige forklaringsmodeller (økonomiens produktivkræfter, Freuds neuroser, darwinismen, behaviorisme, neurobiologi, antropologi) giver en udtømmende beskrivelse af mennesket og verdens kompleksitet. Men troen på egen doktrins overlegenhed har aldrig været en god ven hverken af fornuften eller som fornyer af forestillingsevnen.

Verdensutvidelsen

Videnskabens parcellering (fagopdeling av grænser) har gradvist fjernet os fra en tænkning om det fællesmenneskelige, medmenneskelighed, de universelle kræfter, skønhed og det musiske liv. Også i den brede offentlighed vænnes vi til at «tænke» i et opdelt pseudorationelt sprog, for eksempel taler vi om børns opvækst i familier og skole i et sprog hvor almen værditænkning er udgået til fordel for pisamålinger, konkurrenceevne og kroner-og-øre-argumenter. I en terapeutisk tidsalder privatisereres værdier og etik som aldrig før. Det som nu skal binde os sammen, er de specielle forhold, køn, identitet, seksualitet, etnisk baggrund, og helst indenfor en vestlig, europæisk kulturkreds. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser følger efter. Sociologi, kultur og samfundsvidenskab har invaderet de humanistiske fag, artes liberales. Tanken som åbent eksperimentarium reduceres til kultur, køn og identitetsbeskrivelser. Vi har fået en mistro til det fællesmenneskelige, eller bedre, den verdensudvidelse af sindet der siden grækerne og romerne skabte en tænkning for humanitas – menneskelighed og værdighed, mærkværdighed og skønhed. Og vi mangler modstandsdygtighed overfor populismens enkle svar. Konsekvensen er det Thomsen kalder «en epokes rådvilde angst […] og ubehjælpelig individualisme». Hvad mangler vi?

Vi skal ikke kopiere en fortid, vi skal bruke tradisjonen til kritisk å overskride den.

Ånd: det musiske liv

Vi mangler ånd, siger de to forfattere. Men hvad er ånd? Når vi hører ordet, tænker vi på noget højstemt, religiøst, romantisk: Guds ånd, Helligånd, Spiritus, åndepust. Men her er det selve tænkeevnen og hele det mentale klima i samfund og uddannelse der er på spil. Tilgangsvinklen er nok formuleret bedst af Augustin: Ånd er et forhold der forholder sig til sig selv. «Det er denne relationalitet mellem eksistens og tænkning som er afgørende. Ikke bare en bevidsthed, men en bevidsthed der forholder sig til sig selv, altså primært selvbevidsthed.» Ikke et færdigt billede af mennesket, men bevægelse er essentielt for al bevidsthed: stemmen i poesien, legen i udforskningen, stoffets egenliv i håndværket. Ånden er tankens dynamik, nødvendigheden for at kunne bevæge det faste. Ånd er en hengivelse til den specifikke genstand der i fordybelsen forbinder den med noget levende, dynamisk, ufærdigt, svimlende. Det som bliver væk i vor tids pseudorationelle tænkning, er en forståelse af den subjektive erfarings dybde som kilde til det fælles. Hos romerne og i antikken en overvindelse af affektens impulser. Hos grækerne en fordybelse i sangens musekunst, en fælles ynde, dans og latter (Charis). «Der findes noget i mennesket som på én gang er højere end mennesket, men som mennesket alligevel oplever som sit inderste og sande væsen» (O. Thomsen). Dette «noget i mennesket» er ikke en essens, men en livskunst til udviklingen af en moralsk karakter og et verdensvendt udsyn. 

Tankens økologi

Thomsen vil ha en klassisk dannelse med forbilleder i hellenismen, renæssancen, Grundtvig, Nietzsche med flere, men løsningen på det åndelige forfald er ikke en tilbagevenden til en traditionel kanon. Vi skal ikke kopiere en fortid, vi skal bruge traditionen for kritisk at overskride den. Vi skal bruge kunsten, myterne og filosofien som redskaber til at tænke med, gøre erfaringer med sproget, for derigennem at forvandle den private følelse til erkendelse og indsigt. Det er sådan vi opbygger modstand mod populisme, fordummelse, enkle svar, fake news med videre. Det handler om at være idealist uden at ende i idealisme. Det handler om at tænke virkeligheden som en spændingstilstand, kulturens bevægelsesformer, at holde tanken åben, i omdrejninger. At være mere følsom overfor refleksionens egen bevægelse og ikke straks stille sig tilfreds med en faglig kasse. Ånd er en øvelse i tvivl på sig selv, på det givne. Ånd er, nå ja, tankens økologi.

Å stille de vesentlige spørsmålene nok en gang

Man kan spørge om vi har mistet tænkningen fordi vi har mistet livslysten, den nysgerrige opdagelse, som skulle være drivkraften. Hvis mennesket har et åndeligt forhold til verden, er det fordi det er mere end sig selv, det kan overskride sine givne vilkår, det kan spørge til hvorfor noget finder sted, ikke bare hvordan (Aristoteles). Hvorfor falder en sten mod jorden? Hvorfor er noget bedre end noget andet, hvad er det gode liv? Det kan stille ubehagelige spørgsmål der bryder tavsheden om hvem vi er, hvad naturen er, hvad vi tør håbe. Disse spørgsmål er alle blevet stillet før. «Problemet er ikke at vi i dag ikke forstår disse spørgsmål, men derimod at vi er blevet vænnet fra at stille dem principielt. […] Vi bliver stadig mere vænnet til at styre og se vores liv ud fra en social kontekst der angår et formål eller en pragmatisk hensigt, for eksempel hvad vil jeg opnå. Men herved kappes der en dimension bort som giver sproget løft og åbenhed. Vor sprogbrug er så at sige ved at blive præget af et pragmatisk tunnelblik.» 

«Vi blir stadig mer vant til å styre og se vårt liv ut fra en sosial kontekst som gjelder et formål eller en pragmatisk hensikt.»

Vitenskapeliggjøring av dagligspråket

At universitetet har udviklet sig til «rene videns kompetencefabrikker», er ikke noget nyt. Det nye er at et pseudovidenskabeligt og konstruktivistisk sprog invaderer alt – lige fra universiteter til journalistik og tv-programmer (for eksempel coachsprog om børn, forældre og opdragelse) – og bedøver folk. For at imødekomme vores behov for enkle svar og målbare løsninger, bruges et pseudorationelt sprog. «Problemet er ikke videnskaben og dens særsprog, men hvad dette sprog er kommet til at udøve på dagligsproget.» 

Endring av vårt mentale kompass?

Vi har brug for et mentalt klima med pligt til at udøve en slags selvopdragelse; vi kan faktisk udvikle os, forstå os selv og andre bedre ved at opsøge kvalificeret oplysning og indsigt, studere de gamle myter og fortællinger. Højskolen i Danmark siges at være det sidste sted hvor ånden trives som et levende fællesskab, hvor man kan tænke og drømme højt, hvor man tør fremvise såret i vores eksistens. Hvor man ikke er underlagt en bogholderiagtig sandhed som mere og mere lægger beslag på de unges liv så snart de træder ind ad dørene til de moderne uddannelser. Ikke at forme, men få noget til at gro (Grundtvig) – for hvor kan man dét, i et samfund hvor alle får vide at de skal løbe stærkere, og komme hurtigst muligt ud på arbejdsmarked, tjene penge, være en vinder? Måske ser vi det ikke, hvor ens og formbare vi er blevet? I 1960’erne diskuterede man (Villy Sørensen med flere) faktisk velfærdens formål, indhold og idé. Man forpligtede sig på dens indhold, som realisering af noget almenmenneskeligt, hvor et kunstnerisk, litterært, musisk (åndeligt) fundament fik betydning. Man forstod at det almenmenneskelige altid er på spil i det enkelte såvel som i samfundet. I dag har vi ingen diskussion om velfærdens indhold og substans; det er blot en tom kategori for kroner og øre. 

Ånd er tankens økologi.

Høy levestandard reduserer nysgjerrigheten

Schanz spørger hvordan det er kommet dertil at universiteterne er blevet kompetencefabrikker, at alt målrettes til økonomi, hvorfor økonomisk nødvendighed, globalisering og kultur må løbe ud i åndløshed og mangel på dannelse. Og svaret er: «Der er nok mange grunde hertil: Velfærdsstaten har bidraget med en livssikkerhed som på rigtig mange måder må betragtes som en civilisatorisk gevinst. Det er hævet over enhver tvivl. Men samtidig har den livssikkerhed som der er skabt, tilsyneladende fjernet meget af den individuelle verdensåbenhed og stræben til fordel for en art eksistentiel selvtilfredshed. Når alle muligheder skænkes som selvfølgeligheder, og der ikke skal megen individuel anstrengelse til – da ser det ud til at menneskene falder tilbage i en art sløv og dorsk tilfredshed. Tilbage er alene den udfordring der består i ikke at komme til at kede sig.»

Kommentarer