Cool, crazy fascisme

Den nye fascismen har kastet den gamle fascismens alvor til side – den er loose og avslappet, den er fun. 

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Noget af det slående ved de forskellige reaktionære og postfascistiske fænomener – Brexit, Trump, Alternative für Deutschland, Pegida, Le Pen, Wilders og Dansk Folkeparti – er i hvor høj grad de er kulturelle mere end de er økonomiske i snæver forstand. Postfascismen er i udpræget grad et kulturelt fænomen, og samtidens konflikter udspiller sig mindre som regulær klassekamp end som forskellige former for kulturkamp.

Skuespillsamfunnet

Det giver selvfølgelig god mening at betragte disse kulturkampe som en art stedfortræderkrige, hvor bagvedliggende økonomiske udviklinger forbliver skjult – men de er mere end dét, og de skal, i forlængelse af Fredric Jamesons analyse af postmodernismen, også ses som symptomer på en mere generel kulturalisering af økonomiske kampe og samfundet generelt.

Hos Jameson var postmodernismen en beskrivelse af denne udvikling, hvor basis og overbygning, kultur og økonomi smelter sammen på en helt anden måde end tidligere, og hvor kultur antager form af en hel social struktur. Der finder en form for symbolsk appropriation sted, hvor samfundet på en langt mere omfattende måde end tidligere repræsenterer sig selv, og ikke henviser til noget andet end sig selv. Postmodernismen var for Jameson denne selvrepræsentation – hvad Guy Debord før ham beskrev som det spektakulære eller skuespilsamfundet, hvor hverdagen underkastes en konstant byge af slogans, jingles, brands, logoer, falske løfter og virtuelle virkeligheder.

Oversettelseskunst

Den politisk-økonomiske baggrund for postfascismen er vigtig: en mere end 30 år lang økonomisk krise. Men den nye fascisme er netop kendetegnet ved at tilbyde identifikation og identitet hinsides socioøkonomiske kategorier. På den måde er nutidens fascisme postmoderne i Jamesons forstand: Arbejdsløshed, prekarisering og velfærdsstatens langsomme udhuling oversættes til islamofobi og fremmedfrygt.

Mer enn partier med programmer, mål og prinsipper er politikk blitt en stemning.

«Vi bygger en mur som kan holde immigranterne ude,» tordner Trump i USA. I Europa er det islam der er problemet: «Muslimerne oversvømmer Europa, ødelægger vores kultur og udnytter vores velfærdssystem,» raser Wilders, Le Pen og Søren Espersen. Postfascismens succes har i høj grad at gøre med dens evne til at oversætte social uretfærdighed til reaktionær identitetspolitik, hvor strukturelle økonomiske lovmæssigheder reduceres til frygtpolitik og let identificerbare fjendebilleder der gentages igen og igen. Stereotypisering og repetition er grundlæggende redskaber for de nye reaktionære, postfascistiske kulturkrigere.

Lamslått venstre

Postfascismen er en kulturalisering af en underliggende økonomisk udvikling, og det er derfor den nye fascismen på mange måder mere er overbygning end basis. Men – og dette er vigtigt – vi skal ikke bare analysere postfascismen ved at vende tilbage til basis: Overbygningen afspejler ikke basis én til én. Hvis dette var tilfældet, kunne vi hele tiden bare tilbageføre ethvert racistisk udsagn til socioøkonomiske forhold, og stoppe analysen der: Når nogen spytter på flygtninge fra Syrien fra en motorvejsbro på Lolland, er de i virkeligheden bare bekymrede for deres økonomi; de hvide arbejderes ideologi er bare en afspejling af realiteter de ikke har gennemskuet.

Kulturaliseringen har en betydning, og det er nødvendigt at forklare hvorfor postfascismens racistiske «oversættelse» af det socioøkonomiske tilbageskridt fungerer bedre end en marxistisk analyse af de «virkelige forhold»; analysere hvorfor postfascismen fungerer, og hvorfor venstreorienteret politik slig vi kender den fra det 20. århundrede – fra leninisme til socialdemokratisme – ikke længere formår at appellere til ret mange vælgere.

Absurd teater

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here