Cool, crazy fascisme

Den nye fascismen har kastet den gamle fascismens alvor til side – den er loose og avslappet, den er fun. 

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 02.07.2018

Noget af det slående ved de forskellige reaktionære og postfascistiske fænomener – Brexit, Trump, Alternative für Deutschland, Pegida, Le Pen, Wilders og Dansk Folkeparti – er i hvor høj grad de er kulturelle mere end de er økonomiske i snæver forstand. Postfascismen er i udpræget grad et kulturelt fænomen, og samtidens konflikter udspiller sig mindre som regulær klassekamp end som forskellige former for kulturkamp.

Skuespillsamfunnet

Det giver selvfølgelig god mening at betragte disse kulturkampe som en art stedfortræderkrige, hvor bagvedliggende økonomiske udviklinger forbliver skjult – men de er mere end dét, og de skal, i forlængelse af Fredric Jamesons analyse af postmodernismen, også ses som symptomer på en mere generel kulturalisering af økonomiske kampe og samfundet generelt.

Hos Jameson var postmodernismen en beskrivelse af denne udvikling, hvor basis og overbygning, kultur og økonomi smelter sammen på en helt anden måde end tidligere, og hvor kultur antager form af en hel social struktur. Der finder en form for symbolsk appropriation sted, hvor samfundet på en langt mere omfattende måde end tidligere repræsenterer sig selv, og ikke henviser til noget andet end sig selv. Postmodernismen var for Jameson denne selvrepræsentation – hvad Guy Debord før ham beskrev som det spektakulære eller skuespilsamfundet, hvor hverdagen underkastes en konstant byge af slogans, jingles, brands, logoer, falske løfter og virtuelle virkeligheder.

Oversettelseskunst

Den politisk-økonomiske baggrund for postfascismen er vigtig: en mere end 30 år lang økonomisk krise. Men den nye fascisme er netop kendetegnet ved at tilbyde identifikation og identitet hinsides socioøkonomiske kategorier. På den måde er nutidens fascisme postmoderne i Jamesons forstand: Arbejdsløshed, prekarisering og velfærdsstatens langsomme udhuling oversættes til islamofobi og fremmedfrygt.

Mer enn partier med programmer, mål og prinsipper er politikk blitt en stemning.

«Vi bygger en mur som kan holde immigranterne ude,» tordner Trump i USA. I Europa er det islam der er problemet: «Muslimerne oversvømmer Europa, ødelægger vores kultur og udnytter vores velfærdssystem,» raser Wilders, Le Pen og Søren Espersen. Postfascismens succes har i høj grad at gøre med dens evne til at oversætte social uretfærdighed til reaktionær identitetspolitik, hvor strukturelle økonomiske lovmæssigheder reduceres til frygtpolitik og let identificerbare fjendebilleder der gentages igen og igen. Stereotypisering og repetition er grundlæggende redskaber for de nye reaktionære, postfascistiske kulturkrigere.

Lamslått venstre

Postfascismen er en kulturalisering af en underliggende økonomisk udvikling, og det er derfor den nye fascismen på mange måder mere er overbygning end basis. Men – og dette er vigtigt – vi skal ikke bare analysere postfascismen ved at vende tilbage til basis: Overbygningen afspejler ikke basis én til én. Hvis dette var tilfældet, kunne vi hele tiden bare tilbageføre ethvert racistisk udsagn til socioøkonomiske forhold, og stoppe analysen der: Når nogen spytter på flygtninge fra Syrien fra en motorvejsbro på Lolland, er de i virkeligheden bare bekymrede for deres økonomi; de hvide arbejderes ideologi er bare en afspejling af realiteter de ikke har gennemskuet.

Kulturaliseringen har en betydning, og det er nødvendigt at forklare hvorfor postfascismens racistiske «oversættelse» af det socioøkonomiske tilbageskridt fungerer bedre end en marxistisk analyse af de «virkelige forhold»; analysere hvorfor postfascismen fungerer, og hvorfor venstreorienteret politik slig vi kender den fra det 20. århundrede – fra leninisme til socialdemokratisme – ikke længere formår at appellere til ret mange vælgere.

Absurd teater

I den nuværende situation er forbindelsen mellem klasse og politisk repræsentation svær at kortlægge. Trump er det oplagte eksempel. Der er ikke tvivl om at Trump repræsenterer visse dele af den amerikanske kapitalistklasse – dels de fraktioner der har tabt på globaliseringen, dels det militærindustrielle kompleks, inklusive overvågning og fængsler. Men store dele af det amerikanske erhvervsliv foretrak helt åbenbart Clinton. Og Trumps økonomiske politik vil på ingen måde hjælpe de hvide arbejdere der stemte på ham – alligevel stemte de på ham.

Vi får underholdningens forførende og avskyvekkende verden, sportens fankultur, musikkens idoldyrkelse, tegneseriens overtydelighet og tv-seriens binging i ett.

Det politiske har selvstændiggjort sig og forvandlet sig til en art absurd teater, hvor Trump som en anden Ubu Roi fjoller rundt i en forskudt parallelvirkelighed. Nu er provokationer og kritik ikke bare noget det senkapitalistiske samfund i virkeligheden ønsker (og ernærer sig af); nu er staten selv blevet subversiv og skandaløs. Uforskammet afsublimering er nu officiel regeringsmåde i USA (og almindelig oppositionspolitik i Europa). Lawrence Grossberg kalder det for «barokt kaos» og skriver at Trumps kamp mod massemedierne, brug af alternative facts og evnen til hele tiden at overraske skaber «en form for barok sammenblanding hvis umiddelbare effekt er en overvældende følelse af kaos».

Lettet og lurt

På sin vis er Trump en næsten tragikomisk bekræftelse af August Thalheimers gamle diktum, at fascismen redder borgerskabet (økonomisk), men voldtager det (politisk). Trump skal nok beskytte de kapitalistiske ejendomsforhold og profitter og sikrer dermed kapitalen, men han er ikke ren og skær agent for den amerikanske kapital. Snarere er politik og økonomi blevet delvist adskilt, og Trump kører et politisk show der, om ikke økonomisk, så i hvert fald underholdningsmæssigt skal tilgodese den lavere middelklasse der stemte på ham. Selvom både Bannon og Kuchner er gledet i baggrunden, så balancerer Trump stadigvæk mellem den hvide racistiske middelklasse – som alt-right-bevægelsen blot er det mest hysteriske eksempel på – og de plutokratiske interesser Kuchner repræsenterer. Med Walter Benjamins formulering lader Trump den lavere middelklasse «komme til udtryk» – og giver så store skattelettelser til erhvervslivet.

Massen kommer altså til udtryk – nu er det sjovt at være racist, og politik bliver til pop. Eller til et crazy eventyr hvor alt kan ske. Vi får det bedste fra underholdningens forførende og afskyvækkende verden, sportens fankultur, musikkens idoldyrkelse, tegneseriens overtydelighed og tv-seriernes bingemæssighed.

Infantilisering

Med Trump har det politiske selvstændiggjort sig og er blevet til et altomfattende og altopslugende reality-show: Uge efter uge overgår Trump-showet sig selv med mere og mere spektakulære effekter og vanvittige scenarier der trækker mere på figurer og narrationer fra populærkulturen end på traditionel politik. Mere end partier med programmer, mål og principper er politik blevet en stemning. Som den tyske kulturkritiker George Seeßlen skriver, kan Trump forstås som den politiske realisering af amerikansk popkultur, hvor Trump er the selfmade man der kæmper mod systemet, besejrer det og bliver folkets helt, befrier folket og genskaber en naturlig orden.

Nå er det kult å være rasist, og politikk er blitt til pop.

Fascismen er trådt ind i det 21. århundredes udvidede underholdningssamfund – dens nationalistiske myte fortælles ikke længere som stort iscenesatte partidage i Nürnberg, men som et konstant bombardement af tweets og breaking news-historier. Trumps tweets passer perfekt til senkapitalismens forarmede og infantiliserede offentlighed, der intet har at gøre med kommunikativ rationalitet eller universalitet, men derimod er kendetegnet ved religiøs overtro og videnskabelig analfabetisme.

Det sosiales opphør

Det er denne verden der har skabt Trump, og som Trump selv skaber. Det er skuespilsamfundet, hvor det sociale er blevet så tyndslidt at det kun med nød og næppe holdes sammen af idiotiske moder, panisk skræk og dumme billeder. Det er fællesskabet som simulakrum, hvor sentimental genfortryllelse er det tynde fernis der endnu holder et smadret kapitalistiske klassesamfund sammen.

Trumps ethnonationalisme taler til individer hvis subjektiviteter er blevet forvandlet til små, salgbare afhængigheder. Postfascismen har således kastet den «gamle» fascismes alvorsfuldhed til side til fordel for let underholdning – den er derfor meget mere loose og afslappet, den er fun. Den længes ikke tilbage til det gamle Rom og vil ikke skabe et tusindårsrige – det er snarere efterkrigstidens fordistiske massesamfund der er utopien.

Kommentarer