Grænselandet militariseres

Når jeg en sjælden gang imellem har været på besøg hos folk, der bor i gated communities – det har primært været i Metro Manila og Mexico By – har jeg hver gang undret mig over, hvordan man kan have lyst til at bo et sted, hvor væbnede vagter spærrer adgangen til ens eget hjem. Hvor ens gæster skal underkaste sig inspektion og vise ID og skrive deres navn på en liste for at komme på besøg.

Det vænner man sig givetvis til, hvis man vel at mærke selv har valgt det, men det ville jeg aldrig i livet gøre. Vælge det, altså, og næppe heller vænne mig til det, hvis jeg var tvunget til det. Mænd med våben gør mig ikke tryg, og inspektion får mig til at føle mig kriminel og magtesløs overfor vilkårlige sanktioner.

Sådan har mange folk det også i grænselandet mellem USA og Mexico, og de har ikke selv valgt at bo i noget, som andre har gjort til en krigszone – hvor privat og kollektiv ejendom, offentlige adgangsveje og naturreservater er skåret op af checkpoints, hegn og mure.

Ti års militarisering

Donald Trump har gjort sig (uheldigt) bemærket med mange ting, men hans udtalelser om Mexico, mexicanere og den grænsemur, han vil have sine naboer mod syd til at betale for, har været et tilbagevendende tema. Ikke desto mindre er det – modsat hvad man kunne forledes til at tro – ikke Trumps påfund at bygge den mur.

Faktisk er der allerede fuld af hegn og mure i det sydlige USA, ikke mindst i Texas og Arizona, de stater, der deler den længste grænse med Mexico. Hvordan det påvirker lokalbefolkningen på den amerikanske side, beskriver den nye bog Fencing in Democracy. . . .

Kjære leser. Åpne flere frie artikler med en ny/eksisterende leserkonto. (Har du abonnement logger du inn her.)

Abonnement kr 195 kvartal