Grænselandet militariseres

NEKROSTATSBORGERSKAB: Der er blevet gjort meget grin med Trumps «smukke» mur, men grænselandet mellem USA og dets nabo mod syd er blevet militariseret og skåret op af hegn og mure gennem mere end et årti.

Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Fencing in Democracy. Borderwalls
Necrocitizenship
and the Security State

NEKROSTATSBORGERSKAB: Der er blevet gjort meget grin med Trumps «smukke» mur, men grænselandet mellem USA og dets nabo mod syd er blevet militariseret og skåret op af hegn og mure gennem mere end et årti.

Når jeg en sjælden gang imellem har været på besøg hos folk, der bor i gated communities – det har primært været i Metro Manila og Mexico By – har jeg hver gang undret mig over, hvordan man kan have lyst til at bo et sted, hvor væbnede vagter spærrer adgangen til ens eget hjem. Hvor ens gæster skal underkaste sig inspektion og vise ID og skrive deres navn på en liste for at komme på besøg.

Det vænner man sig givetvis til, hvis man vel at mærke selv har valgt det, men det ville jeg aldrig i livet gøre. Vælge det, altså, og næppe heller vænne mig til det, hvis jeg var tvunget til det. Mænd med våben gør mig ikke tryg, og inspektion får mig til at føle mig kriminel og magtesløs overfor vilkårlige sanktioner.

Sådan har mange folk det også i grænselandet mellem USA og Mexico, og de har ikke selv valgt at bo i noget, som andre har gjort til en krigszone – hvor privat og kollektiv ejendom, offentlige adgangsveje og naturreservater er skåret op af checkpoints, hegn og mure.

Ti års militarisering

Donald Trump har gjort sig (uheldigt) bemærket med mange ting, men hans udtalelser om Mexico, mexicanere og den grænsemur, han vil have sine naboer mod syd til at betale for, har været et tilbagevendende tema. Ikke desto mindre er det – modsat hvad man kunne forledes til at tro – ikke Trumps påfund at bygge den mur.

Faktisk er der allerede fuld af hegn og mure i det sydlige USA, ikke mindst i Texas og Arizona, de stater, der deler den længste grænse med Mexico. Hvordan det påvirker lokalbefolkningen på den amerikanske side, beskriver den nye bog Fencing in Democracy. Borderwalls, Necrocitizenship, and the Security State.

De to antropologer Margaret E. Dorsey og Miguel Díaz-Barriga flyttede i 2008 til grænselandet mellem Texas og USA –Dorsey er selv født i det sydlige Texas. Dette var da Department of Homeland Security (DHS) var gået i gang med at bygge mure langs grænsen, tilmed med lovsikret ret til ikke at respektere landets øvrige love. Det var under præsident George H. Bush, og murbyggeriet med tilhørende militarisering af lokalområdet blev ikke stoppet under Obama, tværtimod.

I Fencing in Democracy følger Dorsey og Bíaz-Barriga de lokale indbyggere hvor omkring 90 procent identificerer sig som mexicansk-amerikanere eller latinoer, men har været amerikanske statsborgere i generationer. Disse kæmper for at bevare deres civilsamfund, deres jord, deres ejendom, deres lokalkultur og deres rettigheder som borgere i USA, alt imens DHS skærer grænselandet op uden megen hensyntagen til civiles adgang til naturressourcer, reservater og offentlig infrastruktur.

Foto: pixabay

Fysisk afskåret

Dorsey og Bíaz-Barriga bruger begrebet «nekrostatsborgerskab» til at beskrive den proces, hvorigennem nogle borgere gøres rettighedsløse og regeres gennem vold og død. Eller slet og ret trues med at blive fysisk afskåret fra nationen, hvis de ikke underordner sig det, som en snæver magtelite på et mildest talt diskutabelt grundlag har defineret som nationens interesser.

Som da Thomas Tancredo, medlem af Kongressen og valgt i Colorado – der, modsat hvad Trump åbenbart troede, ikke grænser op til Mexico – i foråret 2008 siger til en måbende forsamling i Brownsville i Texas: «Hvis I ikke vil have et hegn mellem jeres by og Mexico, så foreslår jeg, at I bygger det her hegn omkring den nordlige del af jeres by.»

Modstand mod grænsemure er systematisk blevet affejet som udtryk for uvidenhed
og manglende solidaritet med resten af USA.

«Multikulturelle» holdninger

At bygge grænsemuren nord for Brownsville ville, konstaterer forfatterne, i praksis flytte grænsen 20 kilometer nord for Rio Grande (der udgør nutidens officielle grænse mellem USA og Mexico) og afskære en by på 180.000 indbyggere fra resten af nationen.

Indbyggerne i det sydlige Texas opfatter sig, trods deres omfattende og nære kulturelle, økonomiske og familiære forbindelser til Mexico, som mindst lige så patriotiske som resten af USA’s befolkning. Texas er en af de stater, hvor flest lader sig indskrive i hæren, og de bærer deres veteranidentitet med stolthed. Alligevel er grænselandets indbyggere, viser forfatterne, gang på gang blevet fremstillet som suspekte (ikke)borgere med suspekte «multikulturelle» holdninger, især når de har talt imod nytten af at bygge hegn og mure mellem USA og Mexico.

Grænseløs magtudøvelse

Selvom Dorsey og Bíaz-Barriga er antropologer, er det ikke deres feltarbejdsbeskrivelser – som er unødigt personlige og alt for lidt informative – der er Fencing in Democracys styrke. Det er deres analyse af lokale civile og lokale myndighedspersoners kamp mod føderale politikere, militærfolk og myndigheder, der gør abstrakte fortællinger om spillover violence til argument for grænseløs magtudøvelse i grænselandet.

At stoppe narkotrafikken – og den udokumenterede migration – til USA fra syd var de primære officielle grunde til at bygge grænsemure, sende hundredvis af militære enheder til grænselandet og overstrø det med droner, videoovervågning, checkpoints, automatiske nummerplade-læsere og andet teknologisk-militært isenkram. Ikke desto mindre har den udokumenterede migration fortsat på trods af markant flere deportationer og dødsfald relateret til migrationssystemet – samtidig som omfanget af narkorelateret vold og dødsfald i USA har fortsat med at stige det seneste årti.

At bygge grænsemure, sende  hundredvis af militære enheder til grænselandet og overstrø det med droner, videoovervågning, checkpoints og andet
teknologisk-militært isenkram.

Illegal arbejdskraft

Selvom grænselandets indbyggere har fakta på deres side, er deres modstand mod grænsemure systematisk blevet affejet som udtryk for uvidenhed og manglende solidaritet med resten af USA. Som Reynaldo Anzalduá, der sporer sin familie i det sydlige Texas til 1750’erne, følte sig nødsaget til at forklare under en høring i Repræsentanternes Hus i Texas:

«Jeg forstår godt, hvad illegal migration og narkosmugling er, for jeg arbejdede i 30 år som amerikansk tolder ved grænsen […]. Det er netop en af årsagerne til, at jeg er imod denne mur […] fordi det virkelige problem er efterspørgslen, efterspørgsel på illegal fremmed arbejdskraft, efterspørgsel på illegale stoffer. Den efterspørgsel er i USA.»

Selvom voldelig og narkorelateret kriminalitet er dramatisk højere i storbyer fra Washington D.C. over New Orleans til Chicago, er det grænselandet, der defineres som – og forvandles til – krigszone. Ikke af narkokriminalitet, men af myndigheder og politikere. Og det er grænselandets indbyggere, der lever med konsekvenserne: at blive frataget deres demokratiske rettigheder, i både abstrakt og praktisk forstand.

Abonnement kr 195 kvartal