Brev fra en transmann til det gamle seksualregimet

En reaksjon på  den angivelige «puritanismen» i MeToo-bevegelsen.

© Kunstner Hanne Leonthin (hleonthin@me.com)
Paul B. Preciado
Precadio er forfatter, filosof, kurator med fokus på identitet, kjønn, pornografi, arkitektur og seksualitet. Bosatt i Barcelona.

Mine damer og herrer, og de andre.

Midt i de gensidige beskyldninger vedrørende den seksuelle chikanes politik, tager jeg gerne ordet som smugleren mellem de to verdener, «mændenes» og «kvindernes». Det er to verdener som ikke behøvede at eksistere, men som nogle gør sig umage for at holde adskilte ved en slags kønnenes Berlinmur. Og jeg gør det for at bringe jer tidender om det objet trouvé eller rettere det sujet perdu der gik tabt under transporten af smuglergodset.*

Her taler jeg ikke som en mand der måtte tilhøre den herskende klasse, det vil sige som dem der får tilskrevet et drengekøn ved fødslen for derefter at blive opdraget til medlemmer af den regerende klasse, altså som dem der får overladt en ret eller måske snarere afkræves udøvelse af maskulin suverænitet (og her har vi nøglen til en interessant analyse). Og jeg taler heller ikke som kvinde, eftersom jeg med vilje og hensigt har opgivet en sådan politisk og social legemliggørelse. Jeg udtrykker mig her som transmenneske. Derfor gør jeg heller ikke på nogen måde krav på at repræsentere nogen som helst kollektiv størrelse. Jeg taler heller ikke som heteroseksuel eller som homoseksuel, og ville heller ikke kunne gøre det, selvom jeg kender og opholder mig i begge positioner, eftersom disse kategorier bliver forældede når man er trans. Jeg taler som en overløber fra kønnet, som en flygtning fra seksualiteten, som systemkritiker af kønsforskellens regime, og må derfor sommetider være klodset, da der mangler forudfattede koder.

Og jeg taler som seksualpolitikkens selvpålagte forsøgsmenneske, der er ved at gøre en ikke-tematiseret erfaring med at leve på begge sider af muren og som nu har været frem og tilbage så mange gange hver dag at han begynder at være rigtig træt, mine damer og herrer, af kodernes uvillige stivhed og af det begær der pålægges af det heteropatriarkalske regime. Lad mig derfor sige, fra den anden side af muren, at tingene står meget værre til end min erfaring som lesbisk kvinde havde tilladt mig at forestille sig. Siden jeg er begyndt at bo i mændenes verden som-om-jeg-var-en-mand (og i fuld bevidsthed om at legemliggøre en politisk fiktion), har jeg kunnet konstatere at den herskende (maskuline og heteroseksuelle) klasse ikke vil opgive sine privilegier fordi vi afsender en masse tweets og råber op i ny og næ.

Jeg taler som overløper fra kjønnet, som en flyktning fra seksualiteten, som systemkritiker av kjønnsforskjellens regime.

Efter den seksuelle og antikoloniale revolutions omvæltninger i forrige århundrede, har heteropatriarkerne igangsat et projekt om modreformation, som nu understøttes af de «feminine» stemmer der fortsat ønsker at blive «taget på» og «forstyrret». Det bliver en tusindårskrig, det vil sige den længstvarende krig, eftersom den vedrører reproduktionens politikker samt den proces hvorved en menneskekrop konstituerer sig selv som suverænt subjekt. Det bliver faktisk den vigtigste af alle krige, eftersom det der står på spil hverken er territoriet eller byen, men derimod kroppen, lysten og livet.

Det er karakteristisk for menneskenes stilling i vore teknopatriarkalske og heterocentristiske samfund at den maskuline suverænitet bestemmes ved en legitim anvendelse af voldsteknologier (mod kvinder, mod børn, mod ikke-hvide mænd, mod dyr og mod planeten som helhed). Læser vi nu Weber sammen med Butler, kan vi sige at maskuliniteten står i det samme forhold til samfundet som staten gør til nationen: De er de legitime indehavere og udøvere af vold. Denne vold finder sine udtryk således: samfundsmæssigt som en form for beherskelse, økonomisk som en form for privilegium og seksuelt som en form for aggression og voldtægt. Modsat er den kvindelige suverænitet knyttet til kvindernes evne til at føde børn. Kvinder er seksuelt og socialt undersåtter, og kun mødrene er suveræne. Indenfor dette regime bestemmes maskuliniteten nekropolitisk ved mændenes ret til at påføre død, mens feminiteten bestemmes biopolitisk ved kvindernes pligt til at give liv. Man kan sige at den nekropolitiske heteroseksualitet består i en utopi om en erotisering af parringen mellem Robocop og Alien, hvis man ellers forsøger at gå ud fra at med lidt held vil én af de to kunne nyde det.

Heteroseksualitet er ikke blot som Monique Wittig har påvist, et regeringsregime; det er også en begærspolitik. Det er et særkende ved det regime at det legemliggøres i en proces som består i forførelse og romantisk afhængighed mellem «frie» seksuelle aktører. Positioneringerne som Robocop eller Alien bliver ikke valgt individuelt, og de er heller ikke bevidste. Den nekropolitiske heteroseksualitet udgør en regeringspraksis som de der regerer (mændene) ikke pålægger de regerede (kvinderne), men er snarere en epistemologi der gennem en intern regulering fastlægger de definitioner og positioner som tilkommer henholdsvis mænd og kvinder. En sådan regeringspraksis antager ikke form af en lov, men af en uskreven norm, det vil sige af en transaktion med bevægelser og koder der bevirker en opdeling mellem det ladsiggørlige og det uladsiggørlige indenfor seksualitetens praksis. Denne form for seksuelt tjenerskab hviler på en forførelsesæstetik, på en stilisering af begæret samt på et historisk opbygget og kodificeret herredømme der erotiserer og foreviger magtforskellen. Det er denne politik for begæret der holder «kønsforskellens» gamle regime i live til trods for alle love om demokratisering og empowerment**) af kvinder. Et sådant nekropolitisk heteroseksuelt regime er lige så nedværdigende og ødelæggende som slaveriet og stavnsbåndet var i Oplysningstiden. Det forløb med afsløringer og synliggørelse af vold som vi oplever nu, er en del af en seksuel revolution der er lige så ustoppelig som den er langsom og kringlet. Queerfeminismen fik placeret den epistemologiske transformation som mulighedsbetingelsen for samfundets forandring. Det drejede sig om at rejse spørgsmålet om den todelte epistemologi og om naturliggørelsen af kønnet ved at hævde at der findes en ubegrænset mangfoldighed af køn, kønsforskelle og seksualiteter.

I dag har vi forstået at drifttransformationen er lige så vigtig som den epistemologiske transformation: Begæret skal forandres. Man må lære at begære den seksuelle frihed. I årevis har queerkulturen udgjort et laboratorium til opdagelse af nye æstetikker for systemkritiske seksualiteter der har stået overfor den herskende heteroseksuelle nekropolitiks subjektiveringsteknik og begærsformer. Vi er mange der for længst har opgivet Robocop-Alien seksualitetens æstetik. Sammen med Joan Nestle, Pat Califia og Gayle Rubin, sammen med Annie Sprinkle og Beth Stephens, med Guillaume Dustan og Virginie Despentes har vi af butch-fems og BDSM-kulturerne lært at seksualitet er et politisk teater, hvori det er begæret og ikke anatomien der skriver manuskriptet. Indenfor seksualitetens teatralske fiktion er det muligt at have et begær efter at slikke skosåler, at blive penetreret ad samtlige kropsåbninger eller at jage sin elsker i skoven som var vedkommende et seksuelt bytte. Der er imidlertid to forskelsmarkører der adskiller queerseksualiteten fra gamle dages heteroseksuelle normsætning: Samtykket og de seksuelle stillingers ikke-naturgivne karakter. Kroppenes ligestilling og magtens genfordeling.

Den nekropolitiske heteroseksualitets groteske estetikk plasserer mennene i aggressorens posisjon og kvinnene i offerets, som så enten er smertefullt takknemlig eller frydefullt sjenert.

Som transmand afidentificerer jeg mig med den herskende maskulinitet og med dens nekropolitiske bestemmelse. Det mest påtrængende består ikke i at forsvare hvad vi er (mænd eller kvinder), men i at forkaste det at afidentificere os selv med den politiske tvang der fører os til at begære normen og reproducere den. Vor politiske praksis består i ulydighed overfor normerne om køn og seksualitet. Jeg har været lesbisk i størsteparten af mit liv og dernæst trans de sidste fem år. Jeg er lige så langt fra jeres heteroseksuelle æstetik som en buddhistisk munk der leviterer i Lhassa er det fra et Rema-1000-supermarked. Jeres gamle seksualregime kan ikke give mig nogen udløsning. Det kan ikke ophidse mig at «tage på nogen» overhovedet. Det har ikke nogen som helst interesse at kunne komme ud af min seksuelle elendighed ved at håndspålægge en kvindes røv i et offentligt transportmiddel. Jeg føler slet intet begær efter det erotiskseksuelle kitch som I foreslår: at nogle fyre kan udnytte deres magtposition til at få sig en omgang sex og tage nogen på røven. Den nekropolitiske heteroseksualitets groteske og dræbende æstetik giver mig kvalme: Det er en æstetik som atter naturliggør kønsforskellen og placerer mændene i aggressorens position og kvinderne i offerets position, der så enten er smertefuldt taknemmelig eller frydefuldt generet.

Når det er muligt at hævde at vi i queer- og transkulturen boller bedre og mere, så er det for det første fordi vi har flyttet seksualiteten ud af reproduktionsfeltet, og dernæst og især fordi vi har løsgjort os fra kønsforskellens herredømme. Dermed siger jeg ikke at queer- og transfeministisk kultur kan unddrage sig enhver form for vold. Der findes ingen seksualitet uden skyggesider. Men det er ikke nødvendigt at skyggesiden, det vil sige uligheden og volden, bliver fremherskende og bestemmer hele seksualiteten.

Mandlige og kvindelige repræsentanter for det gamle seksualregime: Forsøg at få styr på jeres skyggesider and have fun with it, og lad os begrave vore døde. Nyd jeres dominationsæstetik, men forsøg ikke at gøre jeres æstetik til lov. Og lad os så bolle ud fra vor begærspolitik uden mænd og uden kvinder, uden penis og uden vagina, uden økse og uden gevær.

* «Objet trouvé», egentlig «funden genstand»: en kunstkategori, hvorved en forhåndenværende genstand udstilles i en kunstnerisk sammenhæng. «Sujet perdu», egentlig «mistet subjekt», udgør så en ordleg og en meningsglidning. 

Trykket med tillatelse fra Libération (17.1.2018). Oversatt fra fransk av Carsten Juhl. 

 

---
DEL