© Kunstner Hanne Leonthin (hleonthin@me.com)

Brev fra en transmann til det gamle seksualregimet

En reaksjon på  den angivelige «puritanismen» i MeToo-bevegelsen.

Paul B. Preciado
Precadio er forfatter, filosof, kurator med fokus på identitet, kjønn, pornografi, arkitektur og seksualitet. Bosatt i Barcelona.
Email: paulb@nytid.no
Publisert: 01.02.2018

Mine damer og herrer, og de andre.

Midt i de gensidige beskyldninger vedrørende den seksuelle chikanes politik, tager jeg gerne ordet som smugleren mellem de to verdener, «mændenes» og «kvindernes». Det er to verdener som ikke behøvede at eksistere, men som nogle gør sig umage for at holde adskilte ved en slags kønnenes Berlinmur. Og jeg gør det for at bringe jer tidender om det objet trouvé eller rettere det sujet perdu der gik tabt under transporten af smuglergodset.*

Her taler jeg ikke som en mand der måtte tilhøre den herskende klasse, det vil sige som dem der får tilskrevet et drengekøn ved fødslen for derefter at blive opdraget til medlemmer af den regerende klasse, altså som dem der får overladt en ret eller måske snarere afkræves udøvelse af maskulin suverænitet (og her har vi nøglen til en interessant analyse). Og jeg taler heller ikke som kvinde, eftersom jeg med vilje og hensigt har opgivet en sådan politisk og social legemliggørelse. Jeg udtrykker mig her som transmenneske. Derfor gør jeg heller ikke på nogen måde krav på at repræsentere nogen som helst kollektiv størrelse. Jeg taler heller ikke som heteroseksuel eller som homoseksuel, og ville heller ikke kunne gøre det, selvom jeg kender og opholder mig i begge positioner, eftersom disse kategorier bliver forældede når man er trans. Jeg taler som en overløber fra kønnet, som en flygtning fra seksualiteten, som systemkritiker af kønsforskellens regime, og må derfor sommetider være klodset, da der mangler forudfattede koder.

Og jeg taler som seksualpolitikkens selvpålagte forsøgsmenneske, der er ved at gøre en ikke-tematiseret erfaring med at leve på begge sider af muren og som nu har været frem og tilbage så mange gange hver dag at han begynder at være rigtig træt, mine damer og herrer, af kodernes uvillige stivhed og af det begær der pålægges af det heteropatriarkalske regime. Lad mig derfor sige, fra den anden side af muren, at tingene står meget værre til end min erfaring som lesbisk kvinde havde tilladt mig at forestille sig. Siden jeg er begyndt at bo i mændenes verden som-om-jeg-var-en-mand (og i fuld bevidsthed om at legemliggøre en politisk fiktion), har jeg kunnet konstatere at den herskende (maskuline og heteroseksuelle) klasse ikke vil opgive sine privilegier fordi vi afsender en masse tweets og råber op i ny og næ.

Jeg taler som overløper fra kjønnet, som en flyktning fra seksualiteten, som systemkritiker av kjønnsforskjellens regime.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer