Brev fra en transmann til det gamle seksualregimet

En reaksjon på  den angivelige «puritanismen» i MeToo-bevegelsen.

© Kunstner Hanne Leonthin (hleonthin@me.com)
Paul B. Preciado
Precadio er forfatter, filosof, kurator med fokus på identitet, kjønn, pornografi, arkitektur og seksualitet. Bosatt i Barcelona.

Mine damer og herrer, og de andre.

Midt i de gensidige beskyldninger vedrørende den seksuelle chikanes politik, tager jeg gerne ordet som smugleren mellem de to verdener, «mændenes» og «kvindernes». Det er to verdener som ikke behøvede at eksistere, men som nogle gør sig umage for at holde adskilte ved en slags kønnenes Berlinmur. Og jeg gør det for at bringe jer tidender om det objet trouvé eller rettere det sujet perdu der gik tabt under transporten af smuglergodset.*

Her taler jeg ikke som en mand der måtte tilhøre den herskende klasse, det vil sige som dem der får tilskrevet et drengekøn ved fødslen for derefter at blive opdraget til medlemmer af den regerende klasse, altså som dem der får overladt en ret eller måske snarere afkræves udøvelse af maskulin suverænitet (og her har vi nøglen til en interessant analyse). Og jeg taler heller ikke som kvinde, eftersom jeg med vilje og hensigt har opgivet en sådan politisk og social legemliggørelse. Jeg udtrykker mig her som transmenneske. Derfor gør jeg heller ikke på nogen måde krav på at repræsentere nogen som helst kollektiv størrelse. Jeg taler heller ikke som heteroseksuel eller som homoseksuel, og ville heller ikke kunne gøre det, selvom jeg kender og opholder mig i begge positioner, eftersom disse kategorier bliver forældede når man er trans. Jeg taler som en overløber fra kønnet, som en flygtning fra seksualiteten, som systemkritiker af kønsforskellens regime, og må derfor sommetider være klodset, da der mangler forudfattede koder.

Og jeg taler som seksualpolitikkens selvpålagte forsøgsmenneske, der er ved at gøre en ikke-tematiseret erfaring med at leve på begge sider af muren og som nu har været frem og tilbage så mange gange hver dag at han begynder at være rigtig træt, mine damer og herrer, af kodernes uvillige stivhed og af det begær der pålægges af det heteropatriarkalske regime. Lad mig derfor sige, fra den anden side af muren, at tingene står meget værre til end min erfaring som lesbisk kvinde havde tilladt mig at forestille sig. Siden jeg er begyndt at bo i mændenes verden som-om-jeg-var-en-mand (og i fuld bevidsthed om at legemliggøre en politisk fiktion), har jeg kunnet konstatere at den herskende (maskuline og heteroseksuelle) klasse ikke vil opgive sine privilegier fordi vi afsender en masse tweets og råber op i ny og næ.

Jeg taler som overløper fra kjønnet, som en flyktning fra seksualiteten, som systemkritiker av kjønnsforskjellens regime.

Efter den seksuelle og antikoloniale revolutions omvæltninger i forrige århundrede, har heteropatriarkerne igangsat et projekt om modreformation, som nu understøttes af de «feminine» stemmer der fortsat ønsker at blive «taget på» og «forstyrret». Det bliver en tusindårskrig, det vil sige den længstvarende krig, eftersom den vedrører reproduktionens politikker samt den proces hvorved en menneskekrop konstituerer sig selv som suverænt subjekt. Det bliver faktisk den vigtigste af alle krige, eftersom det der står på spil hverken er territoriet eller byen, men derimod kroppen, lysten og livet.

Det er karakteristisk for menneskenes stilling i vore teknopatriarkalske og heterocentristiske samfund at den maskuline suverænitet bestemmes ved en legitim anvendelse af voldsteknologier (mod kvinder, mod børn, mod ikke-hvide mænd, mod dyr og mod planeten som helhed). Læser vi nu Weber sammen med Butler, kan vi sige at maskuliniteten står i det samme forhold til samfundet som staten gør til nationen: De er de legitime indehavere og udøvere af vold. Denne vold finder sine udtryk således: samfundsmæssigt som en form for beherskelse, økonomisk som en form for privilegium og seksuelt som en form for aggression og voldtægt. Modsat er den kvindelige suverænitet knyttet til kvindernes evne til at føde børn. Kvinder er seksuelt og socialt undersåtter, og kun mødrene er suveræne. Indenfor dette regime bestemmes maskuliniteten nekropolitisk ved mændenes ret til at påføre død, mens feminiteten bestemmes biopolitisk ved kvindernes pligt til at give liv. Man kan sige at den nekropolitiske heteroseksualitet består i en utopi om en erotisering af parringen mellem Robocop og Alien, hvis man ellers forsøger at gå ud fra at med lidt held vil én af de to kunne nyde det.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.