Brennende banaliteter

Christina Hagen: Jungle Basilisk. Danmark

Christina Hagen retter en skarp syl mot den politiske korrekthet – men virvaret av stiluttrykk kolliderer med kritikken.

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Jungle Basilisk

Christina Hagen

Danmark

Jeg kunne forme det her som et brev. Skrive «Kære Christina Hagen. Hvordan kan jeg komme i trusserne på dig?» Nej, det er sgu for bedaget. Det må blive en sms eller en Facebook-besked. Måske flankeret af et dick pic. Nej, jeg ved skam godt, at frøken Hagen mest er til store, sorte pikke, og jeg nok vil være ilde stedt med min lille, hvide pik, men jeg drages jo af hende, for fanden, det vil jo være unfair ikke at skrive dette. Men hov, hold nu, hvorfor ytre alt dette, har læseren nogen som helst interesse i dig og din liderlighed? Kom nu til sagen og fæld en dom over den her bog.

Det er så irriterende lett og så gjennomført banalt at det føles som reality-tv i skrift. Tomme kalorier i tekstform. Og så, plutselig, bryter teksten ut i flammer.

Pikk, ikke matpakke. Og så kunne jeg ganske passende begynde med at præcisere, at det jo ikke er Hagen, jeg drages af og vil i trusserne på, men snarere hendes tekst. For det er jo den, vi ser; den vi er vidne til i Jungle – men allerede der hopper kæden så af. For vi lever jo i autofiktionens tidsalder, og naturligvis er Jungle også et sammensurium af gætterier om, hvor Hagen – forstået som den rigtige Hagen, hende, kvinden og mennesket Hagen – er henne i teksten. Hun må jo være der. Det er vi så vant til at søge spor efter nu til dags. Og Hagen giver os mange spor. Hun starter lige på. Indlogerer sig på et all-inclusive resort i Caribien og tager for sig af den sorte mand. For naturligvis elsker hun den store, sorte pik. Pikken kan noget ganske særligt. Og pikken sidder på en mand, som er meget nemmere at have med at gøre end den hvide mand. Den hvide mand er blevet tæmmet. Han er ufarlig og besværlig. Nærmest livløs. Med Hagens ord: «Fisse vil han gerne have, men han vil også have en smurt madpakke og en varm sofa og en kæreste, der laver en kande te eller henter en plaid, når han fryser om tæerne.» Den sorte mand er derimod rendyrket vildskab. Han er et dyr fra junglen. Mere simpel og ligetil. Dejlig primitiv.

Scrapbook. Et genkommende træk i bogen er legen med fordomme, og her holder Hagen sig ikke tilbage. Hun kaster sig ud i et balstyrisk favntag imod den politiske korrekthed og tager gerne både racistiske og dybt problematiske ytringer i brug. Det hele sker som en front mod de normer, vi bestandigt er omgivet af, uanset hvor moderne, hvor frie og hvor revolutionære, vi betragter os som. For Hagen må naturligvis gerne kneppe løs. Hun må gerne bruge sin magtposition som hvid, rig kvinde og kopulere sig gennem det sorte kontinent.

Nu skrev jeg ordet «leg». Det skyldes, at man gennemgående i læsningen af bogen føler, at det hele vitterligt er en leg og et konstrukt. Selv de provokerende statements og den jo egentlige skarpe kritik af korrektheden, mådeholdet og det bornerte forbliver legende. Der er nok flere faktorer, som spiller ind her, men formen er i al fald en af dem. Jungle er et virvar af udtryk. Nærmest en collage eller en scrapbog. Her er tekster i en firkant med lille linjeafstand. Her er pornografiske billeder af to mennesker, der knepper iført dyremasker. Her er dagsbogsoptegnelser forfattet på receptpapir fra Københavns Kommune. Trykte udgaver af sms-korrespondancer med alle de mænd, som vil i bukserne på Hagen og som naturligvis sender stribevis af dick pics for at lokke hende. Fotografier af en midaldrende kvinde omgivet af billig ketchup og en hund, der labber leverpostej i sig. Tekst som håndskrift. Tekst som mails. Tekst som dymo. Tekst som Jørgen Leth-tekst. Virvaret af udtryk skaber et effektivt indtryk af, at vi går ind i privaten. At vi har fundet Hagens dagbog og lurer med i al hemmelighed. Det underbygges også af, at vi får indblik i kommunikationen mellem Hagen og forlagsredaktøren på den bog, vi sidder med. Og oven i købet rummer bogen sgu også anmeldelser af sig selv, hvori en kritiker (?) ved navn Lone Nikolajsen anmelder bogen og egentlig kommer med gode pointer, som jeg som anmelder af selvsamme bog jo lige frit kan copy-paste fra og eksempelvist smide sådan en analytisk sætning her på banen: «Paradoksalt nok kan der også ligge en vis selvsikkerhed i fremstillingen af egen usikkerhed, for den kræver, at man hviler sikkert i sin tro på, at ens personlige tanker er interessante og vedkommende.»

Avmakt. Al denne formmæssige virak og de mange meta-meta-agtige lag gør dog, at vi forbliver i et legende land. Kritikken kolliderer med mosaikken. Derimod synes jeg egentlig det mundane fungerer godt. Det er så irriterende let, men også gennemført banalt til tider, så hverdagsligt at det føles som reality-tv på skrift. Tomme kalorier i tekstform. Og så, pludselig, bryder teksten i flammer. Bliver skarp, perfid, vulgær, pompøs. Teksten stritter, og formen stritter som sagt med. Det visuelle obstruerer dog ikke blot for kritikken, men føles også sært uvedkommende. Hagen er bedst i tekst. Især de bidende dele, som når hun skriver konfronterende om sorte pikke og hvide mænd.

Københavnerlivet er det forlorne liv, hvor alle hektisk tordner rundt i karriere, kaffe latte og likegyldige designmøbler. Jydene svir pølsene på grillen og får kreft i rumpa. De henger seg i låven når livet blir for mye.

Dog er der også rolige passager, der fungerer. Især hen mod slutningen, hvor hun går i clinch med alle fordommene rettet mod provinsen. Hun vender den om og skriver en ode til det provinsielle liv. Her er kontrasten igen i brug, ligesom den var i brug med den hvide mand overfor den sorte. Københavnerlivet er jo det forlorne liv, hvor alle hektisk tordner rundt i karriere, caffe latte og ligegyldige designermøbler, men jyderne har livet inde på livet. Jyderne bor i sommerhuse med skimmelsvamp. De spiser varm leverpostej og kager med grøn giftfarve. I Jylland kan man ikke gemme sig for sig selv. Jyderne branker pølserne på grillen og får kræft i røvhullet. Jyderne hænger sig i laden, når livet bliver for meget. Den slags tekst er gribende og bliver siddende. Og i hele konstruktionen, der jo i høj grad kredser om det rigtige og det forkerte, det forlorne og det ægte, det primitive og det civiliserede, sidder man tilbage med en følelse af afmagt, men også af ligegyldighed. Måske kan det hele være lige meget, når det kommer til stykket. Der findes alligevel ikke rigtig én måde at være menneske på.

DEL
Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.