Bør vi ha rett til å bli glemt?

Digitale medier har økt mengden av tilgjengelig informasjon om oss – og aktualiserer behovet for en debatt om vår rett til å forsvinne i glemselen.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Meg Leta:
Ctrl + Z – The Right to Be Forgotten
NYU Press, 2016

 

En ældre kvinde er ansat som danselærer på en drengeskole i USA. Hun er dygtig og engageret, og eleverne er vilde med hendes energiske undervisning. En dag falder nogle af drengene tilfældigvis over en film på internettet, hvori den ældre danselærer medvirker. Filmen er fra 1960’erne, og er måske nok en anelse grænseoverskridende i sit indhold – men hverken drengene eller danselæreren tager mere notits af det. Indtil en dag kort tid efter, hvor der lander en fyringsseddel i lærerens indbakke. Hun er afskediget, fordi den film hun medvirkede i, ikke matcher skolens moralske kodeks. Filmen strider imod det, skolen gerne vil forbindes med. Læreren må pakke sin taske og forlade skolen omgående.

Eksemplet stammer fra den nyligt udkomne bog Ctrl + Z – The Right to Be Forgotten af Meg Leta Jones, der arbejder som forsker i kommunikation og teknologi ved amerikanske Georgetown University. Leta Jones mener, at eksemplet illustrerer nødvendigheden af, at vi diskuterer og beslutter, hvilke rettigheder der skal være forbundet med de nyere, digitale muligheder:

«Jeg siger ikke, at man ikke skal være ansvarlig for de handlinger, man foretager sig gennem livet, men i tilfældet med danselæreren har vi at gøre med en film, der er skabt lang tid før, nogen vidste noget om digitale medier og internettets komme. Filmen er fra en helt anden kontekst,» forklarer Meg Leta Jones, da jeg fanger hende på en Skype-forbindelse. «At en perifer fritidsproduktion senere hen skulle blive digitaliseret og blive gjort frit og offentligt tilgængelig, kunne danselæreren umuligt have vidst noget om, da hun tilbage i 1960’erne besluttede at medvirke i filmen. Derfor mener jeg, at det burde være i hendes ret at få den slags materiale fjernet.»

Især i USA er der en lang række stemmer, der finder hele tanken om en ret til at blive glemt dybt problematisk.

Retten til at blive glemt synes at være en mere presserende diskussion end nogensinde. Den teknologiske udvikling og især fremvæksten af internettet og platforme såsom de sociale medier, har i særdeleshed aktualiseret behovet for at drøfte både kulturelle og juridiske perspektiver. Ifølge Leta Jones er vi i disse år vidne til det, hun kalder en øget «discoverability», altså at vi i højere og højere grad kan blive opdaget og undersøgt. «Retten til at blive glemt handler groft sagt om muligheden for at kunne gå tilbage og ændre nogle af de beslutninger, du har truffet i fortiden eller nogle af de beslutninger, der er truffet om dig,» siger Meg Leta Jones.

At redigere historien. Men hvor går grænsen mellem fjerning af materiale, der måske ikke er hensigtsmæssigt for dig og ej heller har nogen interesse for offentligheden – og materiale, du gerne ser fjernet, men som godt kunne have en vis værdi for andre, enten i samtiden eller i eftertiden? Især i USA er der en lang række stemmer, der finder hele tanken om en ret til at blive glemt dybt problematisk. De argumenterer for, at hvis sådan en ret til at blive glemt får juridisk gangbarhed, vil det svare til at redigere i historien. Vi kan aldrig i samtiden vide, hvad fremtiden kan have brug for af informationer, og hvis vi begynder at fjerne information, vil fremtidens historikere ikke kunne få et retvisende billede af den fortid, de gerne vil studere.  Derfor er det bedre slet ikke at slette noget som helst.

Det er dog en forsimpling, mener Leta Jones: «Vi kan aldrig have al information tilgængeligt. Der vil altid gå noget tabt. Vi har jo heller ikke al information om fortiden, som vi ser på i vores samtid. Så jeg mener ikke, at det kan være argument for slet ikke at slette noget,» siger Leta Jones. Hun tolker de to uenige lejre i debatten som et udtryk for en udpræget mangel på viden om de nyere medier. «Vi kender ikke værdier af informationer på sigt. Det hænger sammen med, at vi ikke rigtig forstår de digitale medier endnu. Med analoge medier såsom en indkøbsseddel eller et personligt brev havde vi en bedre fornemmelse af, hvad der er vigtigt at gemme. Den viden har vi ikke på samme måde med digitale medier,» pointerer forskeren.

Er søgeresultater beskyttet tale? Interessant i debatten om en ret til at blive glemt, er også at anskue de forskelle, som optræder landene imellem. Mens Europa i højere grad synes at være modtagelige for tanken, er der lang vej i det amerikanske, politiske system. Det hænger blandt andet sammen med amerikansk kultur, hvor en følelse af at man har en berettigelse til at vide noget om de mennesker, man agerer med, er langt stærkere end i Europa. Samtidig konflikter retten til at blive glemt med flere centrale paragraffer i amerikansk lovgivning. Eksempelvis er det ifølge amerikansk lov ikke muligt at holde søgemaskiner og teknologiske platforme ansvarlige for det indhold, som de videregiver – ligesom centrale dele af den amerikanske forfatning, der især kredser om ytringsfrihed, kan være problematisk at forene med tanken om en ret til at blive glemt. I amerikanske, juridiske kredse diskuterer man fortsat om et søgemaskine-resultat er at sammenligne med «beskyttet tale» – og hvis dette er tilfældet, vil det være ytringsfrihed der vejer tungene end behovet for at fjerne information. Netop juridiske og kulturelle forskelligheder er væsentlige at forstå, hvis man skal prøve at nærme sig et regelsæt. Ifølge Meg Leta Jones kan en løsning på problematikken aldrig blive en generel løsning, der gælder for alle:

«Jeg tror at enhver kultur er nødt til at lave deres egne regler. Et begreb som tilgivelse er jo også forskelligt fra kultur til kultur, og derfor tror jeg ikke på at man kan lave en universel ret til at blive glemt, som kan fungere over hele verden. Retten til at blive glemt må blive udviklet indenfor de særegne kulturer og juridiske traditioner.»

---
DEL