Bombeingeniørene

Ny forskning kaster lys over hvorfor en del tilsynelatende velfungerende ingeniører ender som radikale islamister.

Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

Engineers of Jihad. The Curious Connection between Violent Extremism and Education

Diego Gambetta og Steffen Hertog

Princeton University Press

UK

Navnet Muhammed Atta står brændt ind i hukommelsen hos mange i den vestlige verden: Han var en af de 25 mænd der enten ombord på de fire kaprede fly eller tilbage på landjorden stod bag angrebet på blant andet World Trade Center 11. september 2001. Gerningsmændene havde alle baggrund i Mellemøsten, og hele otte af dem var ingeniøruddannede, eller havde et nært beslægtet fag i sin oppakning. Atta var selv arkitekt og studerede byplanlægning på Det tekniske universitet i Hamborg.

Der er en tilsyneladende logik i sagen: Ingeniører har jo den professionelle baggrund for at fifle med bomber, og at lære at styre et passagerfly ind i et højhus er sikkert også en forholdsvis enkel sag hvis man i forvejen har en teknisk uddannelse. Men sandheden er en anden – ingeniørernes deltagelse handler ikke kun om 11. september. Dette bed de to forskerne Diego Gambetta og Steffen Hertog mærke i, hvilket fik dem til at undersøge sagen nærmere.

Saudi-Arabia har alltid skaffet arbeid til sine nyutdannede ingeniører – derfor finner ikke radikaliseringen i landet sted i deres samfunnssjikt, men i underklassen.

Prestigetab. Forskerduoen har akkumuleret et omfattende register over radikaliserede islamister der i nyere tid har været involveret i voldelige aktioner af den ene eller den anden art, og det springer straks i øjnene at den nævnte yrkesgruppe optræder seks gange så hyppigt som deres naturlige andel af befolkningerne de kommer fra skulde tilsi. Forklaringen – og mere til – får man i Gambetta og Hertogs Engineers of Jihad, som netop er udkommet på Princeton University Press. I begyndelsen er bogen lidt af en sejtrækker, med mængder af grafer, statistikker og krydsreferencer – men så folder teksten sig ud og bliver en løbende fortælling som minder mer om en bedre spændingsroman end om traditionell sagprosa.

Det hele starter i Egypten – nærmere bestemt officerskuppet i 1952 – med Gamal Abdel Nasser, som blev landets leder fire år senere. Nasser satsede på en radikal modernisering af landet, hvilket blant andet indebar en lang række store infrastrukturprojekter, blandt andet den store Aswandæmningder blev bygget i 1960’erne. Til formålet uddannede egypterne ingeniører på samlebånd, og ret hurtigt blev det forbundet med stor prestige at have denne titel på visitkortet. Da Nasser tilmed indførte statslig jobgaranti for alle med universitetsuddannelse, så mængder af egyptere en akademikergrad som et socialt springbræt.

Men så meldte problemerne sig: I 1973 ramte oliekrisen, og Egyptens økonomi oplevede en dramatisk nedtur. Mange ingeniører vendte hjem fra golfstaterne, hvor olieindustrien ikke længere havde brug for dem. Resultatet for disse mennesker var tab af prestige og indtjening, og midlerne til at blive standsmæssigt gift var ikke længere til stede. For mange var det derfor en naturlig ting at søge til de islamistiske bevægelser, som kunne bibringe en anden form for prestige og mål med tilværelsen.

Atta var selv arkitekt og studerede byplanlægning.

Arbejdsledighed. Nederlaget var helt konkret på det personlige plan, men i sager som denne taler psykologien også om en art kollektiv skuffelse – en frustration på fagets vegne, om man vil, som er meget vanskelig at imødegå når den først har sat sig. Senere årgange af egyptiske ingeniørstuderende valgte at søge lykken i udlandet, og her møder vi Muhammed Atta fra 11. september. Bogen opregner mængder af tilfælde, men Atta kommer til at stå som en arketype. Han stammede fra en lille by på Nildeltaet, og så ingeniøruddannelsen som den gyldne chance for at redde sig en bedre tilværelse. Oven i købet søgte han uddannelsen i Europa; dermed tilhører han en gruppe som ifølge forfatterne er endnu mere ambitiøse i deres satsning og derfor oplever skuffelsen som endnu dybere. Det var ikke Attas intention at blive i Europa, men tilbage til hjemlandet så han at kun dem med de rette familieforbindelser kom først i jobkøen. Der var ikke plads til ham – og dermed var hans vej udstukket.

I det hele taget tegner de 25 mænd der stod bag angrebet den 11. september en interessant og særdeles repræsentativ profil. Otte af dem var som nævnt ingeniører. Femten var saudiarabere, mens de øvrige havde andre mellemøstlige nationaliteter. Men kun én saudi-araber var ingeniør! Dette forklares ved at Saudi-Arabien aldrig har haft problemer med at skaffe arbejde til deres nyuddannede ingeniører, og derfor finder radikaliseringen i landet heller ikke sted i de sociale middelklasselag, men blandt samfundets ringest stillede der fra ung alder søger mod islamisk skoling.

Ingeniører opptrer seks ganger så hyppig i terroraksjoner som deres naturlige andel av befolkningene de kommer fra.

Læreryrket. Det er ikke første gang forskningen har set på ingeniørernes særlige rolle i islamistiske terroraktioner – men her får vi det store billede, altså af hele den muslimske verden under ét, ligesom der er veldokumenterede forklaringer på hvorfor ingeniører i andre kulturer ikke udviser samme radikale adfærd. Tilmed sætter bogen hele prestigespørgsmålet og skuffelsen i et historisk perspektiv. Fra tidligere i det 20. århundrede hører vi om Hassan el Banna og Sayyid Qutb, tidlige nøglepersoner i Det Muslimske Broderskab, og Hamas-grundlæggeren Ahmed Yassin. De var alle skolelærere – en prestigeposition på deres tid, som almindeligvis gav et socialt løft. Men de tre oplevede den samme skuffelse som de senere ingeniører da de blev placeret på obskure skoler i verdens afkroge, til en løn der ikke stod mål med forventningerne. Deres bitterhed var til at føle på, og de søgte mod islamismen på nøjagtig de samme præmisser som de radikaliserede ingeniører nogle tiår derefter.

Gambetta og Hertog byder kun på en delforklaring – hele fænomenet er stort og nuanceret, og menneskeskæbner er ligeså forskellige som mennesker nu engang er – men deres forskning har givet en rigtig god forklaring på et oplagt spørgsmål. Den helt evidente årsag til ingeniørfænomenet finder bogen altså i Egypten. Og teorien underbygges altså yderligere med blik på de tidligere generationer af islamiske radikalister – de nævnte skolelærere. Ingeniørerne og lærerne oplevede i mange tilfælde den samme frustration ved at ende i elendigt lønnede stillinger – hvilket forfatterne ser som en central drivkraft bag islamismen hos en lang række af dens ledere og teoretikere.

---
DEL