Bombeingeniørene

Ny forskning kaster lys over hvorfor en del tilsynelatende velfungerende ingeniører ender som radikale islamister.

Hans Henrik Fafner
Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

Engineers of Jihad. The Curious Connection between Violent Extremism and Education

Diego Gambetta og Steffen Hertog

Princeton University Press

UK

Navnet Muhammed Atta står brændt ind i hukommelsen hos mange i den vestlige verden: Han var en af de 25 mænd der enten ombord på de fire kaprede fly eller tilbage på landjorden stod bag angrebet på blant andet World Trade Center 11. september 2001. Gerningsmændene havde alle baggrund i Mellemøsten, og hele otte af dem var ingeniøruddannede, eller havde et nært beslægtet fag i sin oppakning. Atta var selv arkitekt og studerede byplanlægning på Det tekniske universitet i Hamborg.

Der er en tilsyneladende logik i sagen: Ingeniører har jo den professionelle baggrund for at fifle med bomber, og at lære at styre et passagerfly ind i et højhus er sikkert også en forholdsvis enkel sag hvis man i forvejen har en teknisk uddannelse. Men sandheden er en anden – ingeniørernes deltagelse handler ikke kun om 11. september. Dette bed de to forskerne Diego Gambetta og Steffen Hertog mærke i, hvilket fik dem til at undersøge sagen nærmere.

Saudi-Arabia har alltid skaffet arbeid til sine nyutdannede ingeniører – derfor finner ikke radikaliseringen i landet sted i deres samfunnssjikt, men i underklassen.

Prestigetab. Forskerduoen har akkumuleret et omfattende register over radikaliserede islamister der i nyere tid har været involveret i voldelige aktioner af den ene eller den anden art, og det springer straks i øjnene at den nævnte yrkesgruppe optræder seks gange så hyppigt som deres naturlige andel af befolkningerne de kommer fra skulde tilsi. Forklaringen – og mere til – får man i Gambetta og Hertogs Engineers of Jihad, som netop er udkommet på Princeton University Press. I begyndelsen er bogen lidt af en sejtrækker, med mængder af grafer, statistikker og krydsreferencer – men så folder teksten sig ud og bliver en løbende fortælling som minder mer om en bedre spændingsroman end om traditionell sagprosa.

Det hele starter i Egypten – nærmere bestemt officerskuppet i 1952 – med Gamal Abdel Nasser, som blev landets leder fire år senere. Nasser satsede på en radikal modernisering af landet, hvilket blant andet indebar en lang række store infrastrukturprojekter, blandt andet den store Aswandæmningder blev bygget i 1960’erne. Til formålet uddannede egypterne ingeniører på samlebånd, og ret hurtigt blev det forbundet med stor prestige at have denne titel på visitkortet. Da Nasser tilmed indførte statslig jobgaranti for alle med universitetsuddannelse, så mængder af egyptere en akademikergrad som et socialt springbræt.

Men så meldte problemerne sig: I 1973 ramte oliekrisen, og Egyptens økonomi oplevede en dramatisk nedtur. Mange ingeniører vendte hjem fra golfstaterne, hvor olieindustrien ikke længere havde brug for dem. Resultatet for disse mennesker var tab af prestige og indtjening, og midlerne til at blive standsmæssigt gift var ikke længere til stede. For mange var det derfor en naturlig ting at søge til de islamistiske bevægelser, som kunne bibringe en anden form for prestige og mål med tilværelsen.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.