Peter Handke
Bilde fra dokumetarfilmen bin im wald. Kann sein, dass ich mich verspäte...

Bøgerne er pilgrimsrejser


Peter Handke: Besidder kunsten en selvstændig kvalitet der ikke kan tilsidesættes af en moralsk overdommer?

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2019-11-01
  • Nobelprisen i litteratur tildeles i år den østrigske forfatter Peter Handke (f. 1942). Handke er én af de største nulevende prosaforfattere i verden og har været det længe. Han kunne have fået nobelprisen for alt hvad han har skrevet før 1995. Mellem 1970, hvor han udgiver Målmandens frygt for straffespark, og 1994, hvor Mit år i Ingenmandsbugten publiceres, skriver han intet mindre end ti fremragende værker. Det havde været nok. Men med krigen på Balkan forsøger Handke gennem rejser, essays, taler med videre at nuancere det han selv har kaldt en «unuanceret og ensidig debat» om parterne i krigen. Det lykkes overhovedet ikke. Handke har kompromitteret sig selv på en måde, som igen tvinger os til at nuancere forholdet mellem kunst og politik. Den ene fløj holder fast i at kunsten besidder en selvstændig (her litterær) kvalitet der ikke kan tilsidesættes af en moralsk overdommer. For den anden fløj må en dybt kompromitterende politisk handling umuliggøre en tildeling af nobelprisen. Det interessante er at sidstnævnte argument også samtidig kan hævde at kunstnerisk kvalitet besidder en egensindig værdi. Men hvori består så argumentet? Her begynder det at blive kompliceret. For det er indlysende at eksemplerne på forfatteres politiske kompromittering av sig selv er mange op gennem historien – det være Hamsuns forhold til nazisterne, Sartres forhold til Mao, Célines forhold til jøderne, Heideggers forhold til nazismen eller Handkes forhold til Serbien. Det er kun et spørgsmål om grader. Fra et logisk synspunkt er der intet argument for at udelade den ene fra en stor pris og ikke den anden. Handke har med sit forfatterskab ryddet et nyt terræn for en måde at tænke over verden på, akkurat ligesom Heidegger, og man kan læse dem begge, faktisk mod sig selv, og få ny indsigt om verden.

Grænsen

Så problemet er et andet. Problemet består i på hvilket niveau man ønsker at sætte grænsen mellem kunst og politik. Taler vi om realpolitik og lovgivning, er der en klar forskel på politik og kunst. Taler vi om politik på idéplan om menneskelig godhed og det gode liv, er der et væsentligt overlap mellem kunst og politik. Platon ønskede som bekendt at bandlyse kunstnerne fra opbygningen af staten, men mente også at skønheden er alt for alvorligt et emne til at blive overladt til kunstnerne alene.

Iris Murdoch kaldte hans filosofi for poesi. Og …


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


Abonnement halvår kr 450

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)