Bøgerne er pilgrimsrejser


Peter Handke: Besidder kunsten en selvstændig kvalitet der ikke kan tilsidesættes af en moralsk overdommer?

  • Nobelprisen i litteratur tildeles i år den østrigske forfatter Peter Handke (f. 1942). Handke er én af de største nulevende prosaforfattere i verden og har været det længe. Han kunne have fået nobelprisen for alt hvad han har skrevet før 1995. Mellem 1970, hvor han udgiver Målmandens frygt for straffespark, og 1994, hvor Mit år i Ingenmandsbugten publiceres, skriver han intet mindre end ti fremragende værker. Det havde været nok. Men med krigen på Balkan forsøger Handke gennem rejser, essays, taler med videre at nuancere det han selv har kaldt en «unuanceret og ensidig debat» om parterne i krigen. Det lykkes overhovedet ikke. Handke har kompromitteret sig selv på en måde, som igen tvinger os til at nuancere forholdet mellem kunst og politik. Den ene fløj holder fast i at kunsten besidder en selvstændig (her litterær) kvalitet der ikke kan tilsidesættes af en moralsk overdommer. For den anden fløj må en dybt kompromitterende politisk handling umuliggøre en tildeling af nobelprisen. Det interessante er at sidstnævnte argument også samtidig kan hævde at kunstnerisk kvalitet besidder en egensindig værdi. Men hvori består så argumentet? Her begynder det at blive kompliceret. For det er indlysende at eksemplerne på forfatteres politiske kompromittering av sig selv er mange op gennem historien – det være Hamsuns forhold til nazisterne, Sartres forhold til Mao, Célines forhold til jøderne, Heideggers forhold til nazismen eller Handkes forhold til Serbien. Det er kun et spørgsmål om grader. Fra et logisk synspunkt er …

    Kjære leser. Du kan lese én fri artikkel per dag. Kom evt. tilbake i morgen. Eller hva med å tegne abonnement? Da kan du kan lese alt (inkludert magasinene) for 69 kr. Om du er det allerede, logg inn i menyen (evt mobilmenyen) i toppen.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte