Betimelig «wakeupcall» i USA

Michael Moores nye dokumentar Fahrenheit 11/9 skildrer Trump-æraens uhyggelige konsekvenser.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
film:

Fahrenheit 11/9

Michael Moore

USA

«Aldrig har en forsamling set så nedslået ud over at vinde præsidentposten,» siger Michael Moore med sin karakteristiske humor i en voiceover til klip, der viser den historisk lille gruppe mennesker, som var samlet i Trump-lejren på valgnatten i november 2016. Som alle andre troede de indtil sidste minut at Hillary Clinton med sikkerhed ville blive USA’s næste præsident.

Som vi ved nu, skete det ikke. Efter valgresultatets offentliggørelse blev det en nem joke at vise kaskader af klip, hvor politiske eksperter afviser selv den mindste mulighed for, at Donald J. Trump nogensinde ville indtage Det Hvide Hus – sådan som også Moore gør i sin seneste dokumentarfilm. Ikke desto mindre er denne nemme pointe en vigtig huskekage. Demokraterne var så sikre på sejren, at de ikke tøvede med at udradere den eneste person, som måske kunne have forhindret nederlaget: Bernie Sanders, der lokalt vandt vælgerne, men hvis kandidatur blev obstrueret af partimaskineriet.

Statsterrorisme

Ligesom Fahrenheit 9/11 beskæftiger Fahrenheit 11/9 sig med en uventet begivenhed og dens katastrofale følger for store dele af befolkningen. Det, der angiveligt startede som et forfængelighedsstunt for Trump, der ville bevise overfor medieverdenen hvor populær han er, endte gravalvorligt.

Zigzaggende mellem gru, reaktion og ulmende oprør tager Moore os med gennem det «ægte USA». Og ifølge Moore passer det «ægte USA» ikke med det billede, for eksempel The New York Times tegner. Det «ægte USA» er nemlig ind til benet venstreorienteret, argumenterer Moore – bevæbnet med meningsmålinger om befolkningens holdninger til social sikring, legalisering af hash og abort, fagforeningsfrihed med mere – og klar til at gøre oprør mod de hårrejsende konsekvenser af nutidens kapitalisme. Problemet er, at store dele af det «ægte USA» ikke stemte. Flere end 100 millioner afstod fra at stemme ved 2016-valget (en jordskredssejr til «stemte ikke»), mange af dem formentlig ud fra en overbevisning om, at det alligevel ikke gjorde nogen forskel. Og det havde de ret i, ifølge Moore. Deres stemmer betyder ingenting, og demokraterne har i årtier sikret sig, at befolkningen kunne mærke det.

De fattige indbyggere i Flint mærkede det meget konkret, da daværende præsident Barack Obama forrådte sine vælgere midt i en politisk orkestreret vandkrise, som forgiftede en hel by. Fremfor at forsvare dem mod guvernør Rick Snyder, der havde afskåret dem fra rent drikkevand fra den nærliggende sø og i stedet koblet dem på en bly-forgiftet flod alene for at tjene penge til sig selv og sine venner, bad Obama om et glas postevand foran en gispende gruppe fortvivlede indbyggere, som troede at deres redning endelig var kommet. Han vædede læberne og forsikrede dem om, at alt var godt.

Stemmesedler i babykister

«Han var vores helt, han var vores præsident. Men da han tog herfra, var han ikke længere min præsident,» siger en lokal sort kvindelig aktivist nedslået om Obamas besøg. Det, der skete i Flint, var intet mindre end etnisk udrensning, siger Moore i sin voiceover. «Ingen terrorgruppe er endnu lykkedes med at forgifte en hel amerikansk by, der skulle en guvernør til at lave det nummer.»

I front for det kommende Opprør står, ifølge Moores dokumentar, kvinner, latinoer, svarte, muslimer og hvite lavtlønnede arbeidere fra avsidesliggende områder.

Og Flint er ikke hvilken som helst amerikansk by, det er en by med flertal af sorte og en af nationens fattigste. Så fattig, at det amerikanske militær besluttede at bruge den til militærtræning i urban krigsførelse uden at advare indbyggerne.

Dernæst – eller snarere igen – kom Clintons forræderi. Mens Bill Clinton var den, der trak demokraterne ind på en blindvej fuld af midterpolitik og kompromiser med storkapitalen, «han opførte sig som en republikaner,» var Hillary Clinton den, der knuste Sanders og hans massebevægelse – ikke mindst blandt de dele af arbejderklassen, medier som The New York Times fremstiller som reaktionære – med elitepartibureaukrati. I West Virginia, for eksempel, stemte flertallet i alle 55 regioner på Bernie i primærvalget, men demokraternes delegerede i delstaten valgte Hillary som præsidentkandidat.

I en voiceover til klip, der viser hvide mennesker i jakkesæt bærende på trækasser med stemmesedler, foreslår Moore, at vi lige så godt kan begrave «de babykister». Man kan ikke kalde det et demokrati, når flertallet får frataget deres stemme, som han ræsonnerer. Men selvom det repræsentative demokrati måske er dødt, eller aldrig rigtig er kommet til live, så fejler de demokratiske aspirationer ingenting. Det er Fahrenheit 11/9’s andet budskab.

Redneck-stolthet

Flints indbyggere ville ikke tavst acceptere at de selv og deres børn blev forgiftet, og de offentligt ansatte ville ikke tavst udføre ordrer om at dække over skandalen. Folk gik på gaden og tvang sig vej ind i statens institutioner for at kræve handling.

Det samme gjorde West Virginias lærere, da delstatsregeringen besluttede at forhøje prisen på deres sygesikring og samtidig gøre den afhængig af individuelle præstationer i en app, som måler fysisk aktivitet. Lærerne, der allerede lever på eller under fattigdomsgrænsen, gik i strejke uden opbakning fra deres fagforeningsledere, der hellere ville lave en lokumsaftale med de politiske magthavere. Det blev en af de største arbejdsnedlæggelser i nyere amerikansk historie, og den spredte sig til andre delstater som en steppebrand.

I front for den kommende opstand er, ifølge Moores dokumentar, kvinder, latinoer, sorte, muslimer og hvide lavtlønnede arbejdere fra de afsidesliggende områder. En af de sidstnævnte minder i dokumentaren om, at begrebet «redneck» nu om stunder mest bliver brugt som skældsord, men ikke desto mindre historisk refererer til det røde tørklæde, som organiserede arbejdere bar om halsen.

«Noget mærkeligt begyndte at ske,» siger Moore i filmens åbning med reference til den langsomme erkendelse af, at Trumps præsidentstunt var blevet gravalvorligt. Måske, funderer han, er der en mening med galskaben. Måske var det netop det wakeupcall, det «ægte USA» manglede – for at holde op med at håbe, at forfatningen vil komme dem til undsætning, og i stedet begynde at handle selv.

Kommentarer