Med klima og biodiversitet som enorme trusler mod vores eksistens, kan flere og flere indse at kulturen må igennem en omfattende transformation. Men hvor findes den avantgarde som kan udrede den samfundsmæssige og planetariske kompleksitet således at den forstås av os alle, samtidig som den indgyder håb om at en anden verden er mulig? Hvem kan bære den revolutionære fakkel fra fortidens erfaringer med sejre og nederlag, og vise os vejen videre? Dette er spørgsmål som det 100 år efter den russiske revolution kan være passende at stille.
I deres nye bog Hvad skal vi svare? lister sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen op ni eksempler på hvordan det moderne menneske er gået i en fælde og blevet indfanget bevidsthedsmæssigt. Forfatterne formulerer et nyt frihedsbegreb der skal formuleres under overskriften «begrænsning», med begrundelsen: «ellers er der ingen frihed». Det er nemlig ifølge forfatterne nødvendigt at mennesket befrier sig fra de ni forskellige måder at være indfanget på, således at vi igen kan «få vinger» og «genvinde [vores] frihed og dermed forøge [vores] chancer for at overleve».
Det innfangede menneske. Vi lever ifølge forfatterne i en illusion og i et håb om et teknologisk fix der kan redde os ud af den samfundsordning og livsstil som vi godt ved ikke kan fortsætte. Dette gør vi samtidig med at vi med en stor del af vores hele opmærksomhed har bevæget os ind i den sociale medieverdenen. Hvor samfund-
institutioner tidligere lå inde med viden, data og erfaring, så ser vi nu, med de mange eksempler på dårlig offentlig planlægning, at konsulentindustrien tager over. Vi ter os som blinde overfor hvad der sker ret for vores øjne, som om vi slet ikke vil vide af det. Vi går på akkord med vores egne værdier og følelser samtidig med at vi fornemmer en overudnyttelse af vores indre og ydre natur. Forbrugerismen har taget over, grundlagt på fossile brændsler som vi er indfanget af i en falsk optimisme, ja, i direkte løgne som vi benytter os af selv overfor vore børn.
«Omstendighetene må endres av menneskene, og oppdrageren selv må oppdras.»
Marx
Når hertil så yderligere skal lægges den løbske globale opvarmning, kan vi hver især let henledes til magtesløsheden. At søge hjælp hos forfatternes læremestre ved universitetet, Habermas og Honneth, giver ikke noget resultat. Hos disse reduceres naturen «til et rent og skært middel – en ressource – for menneskelige formål».
Forfatternes halve svar. Uagtet bogens titel, så mener forfatterne, med baggrund i analysen af indfangningen, at der er tale om et kampskrift, idet deres kortlægning giver «en ny mulighed for at blive fri og igen give vore børn håb om en fremtid». Vi skal omskole vores begær via en dydsetik og gennem handling udøve en slags kulturkritik og en antikapitalistisk systemkritik, pointerer forfatterne. Kampen skal ikke føres ude i gaderne, og den skal – naturligvis – føres på fredelig, demokratisk vis, som en tak for vor tid på jorden.
Bagtæppet for forfatternes agiterende skrift er den kritiske teori (Frankfurter-skolen) med blandt andet det berømte Marx-citat om at omstændighederne må ændres af menneskene, og opdrageren selv opdrages. Videre siger Marx at en sammenfattende forandring af omstændighederne og af den menneskelige virksomhed, eller selvforandringen, kun kan opfattes og forstås som revolutionær praksis. Hannah Arendt nævnes for «action in concert», altså «at handle i fællesskab». Nærmere kommer forfatterne ikke at udpege det handlende subjekt – vi er nemlig ifølge forfatterne alle ansvarlige.
Intet valg. Verden er anderledes i dag end i 1917, ikke mindst er den mere kompleks. Hertil kommer at imperativet om økonomisk vækst har fået klimakrisen tilføjet som endnu et fokuspunkt for en omstilling. Det rækker ikke at arbejde for en CO2-reduktion; en hel systemændring bør stå øverst på dagsordenen idet den nuværende vækstmodel resulterer i samfundsændringer der rækker langt ud over klimaet.
En fremtid for civilisationen er i dag kun mulig indenfor et andet udviklingsparadigme. Ved en sådan konstatering bliver udfordringen at komme igennem nøglehullet og etablere sådanne rammer – ved analyse, strategi og organisation – at en transformation eller en revolution gøres mulig. Precis som det skete i Russland for et århundrede siden.
Vi må omskolere vårt begjær via dydsetikk, og gjennom handling utøve kultur- og antikapitalistisk systemkritikk.
Vinduet hvorfra der i 1917 kunne tænkes tanker ud i en ny virkelighed, viste sig snart at blive lukket. Ikke nok med at revolutionen udviklede sig med ubegribelige menneskelige tragedier i kølvandet. Den nye Sovjet-stat blev et skræmmebillede på hvordan et fremtidigt samfund kan komme til at se ud.
Historiske forandringer. Da den russiske revolution lukkede vinduet og blev efterfulgt af Sovjetunionens degenerering, blev der blokeret for at trække de historiske erfaringer ud af de revolutionære kampe. For eksempel at en videreudvikling af den russiske revolution havde været en forudsætning for at den blev fulgt op af revolutioner i Vesteuropa, hvad der ofte ignoreres.
I sin bog Lenin 2017 beskriver den slovenske filosof Slavoj Žižek Lenins indsats under og umiddelbart efter den russiske revolution. Bogen argumenterer for en ny fordybelse i revolutionen, for også at inddrage disse erfaringer i udviklingen af en strategi der kan matche de udfordringer civilisationen i øjeblikket står overfor.
Det er ikke kun sejrene der fortjener opmærksomhed. Det samme, mener Žižek, at nederlagene bør gøre: «I den aktuelle turbulens, økonomiske krise og geopolitiske spænding, burde vi genopsøge Lenins kombination af sobert klarsyn og revolutionær beslutsomhed.»
Willig og Vetlesen har med deres nye bog åbnet et vindue med mulighed for at bidrage til ny erkendelse. Mon sociale, kulturelle, økologiske og politiske bevægelsers kampe vil blive inddraget i forfatternes fortsatte forskning og blive omsat i en kommende bogudgivelse?
