Av stillhet er vi kommet, til stillhet skal vi bli

… og bare av stillheten kan vi gjenoppstå. 
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.10.2018
Åpenbaringen
Forfatter: Erland Kiøsterud
Oktober, Norge

I de senere år har Erland Kiøsteruds litterære virke kredset rundt temaer som livets udsathed, økologisk bevidsthed og oprørets mulighed. Så også hans nyeste roman Åpenbaringen – en videreførelse af Henders verk, der udkom i 2015. Åpenbaringen handler om Christian, der ejer et pensionat ved Oslofjorden med sin hustru Magda-Marie, og en gruppe hjemløse mennesker der på ægteparrets nåde får leve på pensionatet. 

Det som driver handlingen frem, er en følelse af tingenes og stedets opløsning. Noget lurer i baggrunden, er kommet tilbage, vælter frem i verden. Livet leves i en tavs undtagelsestilstand. Det der kaldes stilheden – er det et billede på eksistensen slik den er, uden noget iboende formål, i en verden der ligeså godt kunne være anderledes? Er det også et billede på livets under? På nærvær og intimitet? Denne bogens grundakkord lyder dels gennem hovedpersonenes rådvildhed overfor deres tabte samhørighed med verden, hinanden og alt levende, og dels gennem en kynisme der gennem økonomisk ekspansion kaldt og ligegyldigt æder sig ind der hvor et muligt liv kunne spire frem. Dette kulminerer i en knugende scene hvor Christian og Magda-Maries søn Jonas viser sig at have indgået en aftale om at overlade pensionatet til et investeringsfirma mod at overtage forældrenes gæld, bagom deres ryg. 

Brydningstid

Er der en omvending er på vej? Noget kan tyde på at hovedpersonernes mod gradvis vækkes – til at lytte dybt ind i stilheden og dér faktisk opdage livet, en samhørighed, et håb.

I både sine essays og romaner spør Kiøsterud sig om vi har mistet sansen for livets hellighed og ukrænkelighed. At vi i dag de facto ødelægger vores jord, menneskers liv og alt levendes livsgrundlag, har sin årsag i at lever adskilt fra naturen og vores historiske ophav, mener han. 

Vi står i dag overfor en endring av menneskets tankeliv, en total omlegging av menneskets ånd. 

Og ja, vi lever i en brydningstid der neoklassisk økonomi baseret på behov, ressourceudnyttelse og efterspørgsmål må afløses af en økonomi baseret på klima- og miljømæssig bæredygtighed, en ny arbejdsdeling og planetarisk bevidsthed. Og ligesom ny teknologi gennem menneskehedens historie altid har ledet til en ny økonomi og i næste omgang revolutioneret menneskets tanke- og symbolverden – tænk bare på jordbrugsrevolutionen for 10 000 år siden eller industrialiseringen fra 1700-tallet – står vi også i dag overfor en ændring af menneskets tankeliv, en total omlægning af menneskets ånd. 

Studerer man arkæologien og menneskets evolutionshistorie, opdager man at vores omgang med livet siden de tidligste tider har været et komplekst samspil mellem redskaber, teknologi, genstanders meningsinnhold og kollektiv psykologi. Når palæoantropologen og evolutionstænkeren André Leroi-Gourhans hævder at teknologi, brug av kroppen(s sprog), grafiske tegn og billedskabende adfærd indenfor en kultur ikke kan vurderes adskilt, siger det noget væsentligt om hvad vi står overfor. 

Kiøsterud gør, motsat Leroi-Gourhans, symboler, bevidsthed og åndelighed til det primære for samfundets udvikling, hvorved han overser den kropslige verden. For Leroi-Gourhan var håndens bevægelser lige meget som teknologien redskaber til at lagre hukommelse; for Spinoza går alt liv og bevidsthed gennem ydre påvirkninger, altså det kropslige: Det der former eksistensen, er ikke det indre, men det ydre. Bevidsthedsændring er en empirisk praksis og et spørgsmål om at opsøge og gøre sig modtagelig for fysiske erfaringer. 

Liv er påvirkning

Udvikling af eksistensen afhænger derfor af fortsat interaktion og samspil med andre levende kroppe og organismer, af at forbinde os med kræfter – sansninger, jordens stof, genstande, kunstværker – hvorved mennesket lærer andre måder at nyde og begære på. Mennesket er der ikke allerede, men genereres, ikke gennem statens idealer, men gennem livets hindringer og kriser. 

Dette er vejen til at bryde med vores private, indsnørede forbrugsbegær, således at vi får et erfaringsområde som går langt udover det vi allerede ved. Er det ikke sådanne kropslige erfaringer der er vejen til en ny bevidsthed og det oprør Kiøsterud så gerne ser aktiveret? Beror vores evne til at tage ansvar for livet ikke netop på at oparbejde en sådan følsomhed, der skaber en ny pligtfølelse overfor verden? 

Har arbejdslivsideologi og dårlige vaner skabt en levemåde så præget af angst for at sejle agterud i konkurrencen og lidelse for kortsigtet vindings skyld at vi slettes ikke magter mere? Det er her slaget skal stå – ikke for at kæmpe frem en stor syntese om en helt ny bevidsthed, men for at muliggøre udforskning af nye måder at nyde på som skaber opmærksomhed og sensibilitet for livets sårbarhed gennem opdragelse, uddannelse og selvopdagelse. 

Vores fælles verden

I sit essay om fællesskab henviser Kiøsterud til amerikanske Alphonso Lingis. I filosofen Tom Sparrows netop udgivne The Alphonso Lingis Reader, der samler de vigtigste af Lingis essays, ser vi hvorledes Lingis kombinerer kropsfænomenologien med en vitalsanselig udforskning af verden og livet, ikke mindst gennem sine mange rejser til fremmede land, steder og folk. Han møder verden fysisk – mennesker, byer, rum, arkitektur, ulige kulturer (også sin egen, som han oplever ligeså fremmed); han studerer de gamle fortællinger, myter og religioner uden at betragte disse som noget der er gået tabt. 

Menneskets omgang med livet har alltid vært et samspill mellom redskaper, teknologi, gjenstanders meningsinnhold og kollektiv psykologi.

Når disse store fortællingene ikke længere taler til os (jævnfør Kiøsterud), kan det være fordi vi med for megen velstand og vores fantasiforladte forståelse af sansning og nydelse ikke gidder at finde op nye måder at bruge fortællingerne på? Det er ikke en ny, uudgrundelig metafysik vi trenger – at have fundet sandheden og besidde den) – men at søge den, i en fortsat øvelse i erfaring og åbning af sindet. 

Åbenbaringen

I sit berømte essay «Fortælleren» minder Walter Benjamin os om at det at fortælle er et særligt samspil mellem sjæl, øje og hånd. Fortællerkunsten hører hjemme i det håndværksmæssige og det forhold fortælleren har til sit stof, menneskelivet, erfaringsråstoffet. Her ligger det fælles gemt. Også forgængeren til Åpenbaringen, Henders verk, handler om hånden som kilden til nænsomhed, medmenneskelighed, lytten – berøring med stoffet og verden. Måske er det dette Kiøsterud forsøger at si – at Henders verk også bliver tankens værk, gennem at komme i berøring både med den anden og med det store der udenfor. Synet har brug for hånden – ikke veltalenheden og ophøjetheden, men kroppen. For synet og kroppen er af samme stof; det synlige og det seende følges ad. Man kan også se Kiøsteruds jagt på stilheden – og skønheden – som en tro på at fortællingene kan lære os at se verden og hinanden på en måde der bringer vores forvirrede følelsers tågede anliggender til tavshed.

Kommentarer