At vise det på én gang uværdige og værdige

INKLUSION/EKSKLUSION: En hvid, sydafrikansk fotograf skildrer bestræbelserne på at høre til og bygge op under konstant trussel om nedrivning i byernes uformelle bebyggelser.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 18.09.2019
           Homelands
Forfatter: Pieter de Vos
Daylight Books, Canada

«Selvom uformelle bosættelser ikke er acceptable, er der noget særligt bevaringsværdigt ved dem,» skriver FN’s specialrapportør for retten til et sted at bo, Leilani Farha, i forordet til Pieter de Vos fotobog Homelands. Det er ikke israelske bosættelser i Gaza, der er tale om, men derimod de utallige interimistiske boligområder, som findes spredt ud over de fleste af verdens storbyer.

Den sydafrikanske fotograf Pieter de Vos har dokumenteret dagligdagen i Woodlane Village, en uformel bosættelse i udkanten af Pretoria i Sydafrika, for at forstå «hvordan folk oplever hjem og tilhørsforhold i et samfund, der befinder sig i spændingsfeltet mellem inklusion og eksklusion». Det er der kommet en serie af æstetisk betagende billeder med sans for detaljen ud af.

Homelands

Tilhør og fremmedhed

Hovedpersonen i fortællingen, der udfoldes i Homelands, er Donald Banda, der tilbragte to årtier under apartheid i fængsel, og siden slog sig ned i Woodlane Village. Donald Banda og Pieter de Vos har hjemlandet Sydafrika til fælles, men ellers ikke meget andet, udover et umage venskab, opstået gennem de måneder, de tilbragte sammen i løbet af sidstnævntes fotoprojekt.

Pieter de Vos selv – der er hvid afrikaaner – migrerede til Canada med sin familie, fordi hans forældre ikke kunne holde 1980’ernes brutalisering af samfundet ud. De kunne vælge at tage væk, modsat folk som Donald Banda. For fotografen blev fotoprojektet i Woodlane Village også en måde at forstå sin egen migrationshistorie på, sine egne flossede følelser af tilhør og fremmedhed.

Homelands er da også præget af Pieter de Vos’ eget blik på hverdagen i Woodlane Village, og ikke – som han lover i forordet – af indbyggernes egne fortællinger. Ifølge Pieter de Vos har den fotografiske skildring været en samarbejdsproces med de lokale beboere, og bogens ‘hjerte’ udgøres af Donald Bandas «sammenknyttede og tværgående narrativer».

Bandas egne ord levnes der imidlertid ikke megen plads til – han er først og fremmest portrætteret gennem fotografens linse, der ganske vist er indlevet og observant, men at kalde det for Bandas narrativer er noget af en tilsnigelse.

Fotobogen er først og fremmest Pieter de Vos’ egen undersøgelse af et miljø, der er og bliver fremmed for hans eget liv – uanset hvor meget fotografen end må være hjemsøgt af længsel efter at forstå, hvordan følelsen af at høre til og at føle ejerskab til et sted, opstår, brydes ned og vedligeholdes.

Meget ud af lidt

Historien om netop dette lille hjørne af en verden – den ikke-formaliserede eller (midlertidigt) tålte bosættelse – som eksisterer på én gang udskilt fra og integreret i det formelle urbane univers, er politisk og menneskeligt vedkommende. Ligesom bestræbelsen på at vise det på én gang uværdige og værdige – eller, som Leilani Farhi udtrykker det: bevaringsværdige – i denne parallelverden er nobel.

Samtidig giver bogen et vigtigt indblik i den ulige overlevelseskamp, mennesker fører i urbaniseringens tidsalder. Gennem længere tekstpassager beskrives den stædige kamp for anerkendelse, som indbyggerne i Woodlane Village fører med jura og med deres blotte eksistens. Og gennem kameraet portrætteres indbyggerne og deres daglige bestræbelser på at få meget ud af lidt.

Et fuglehus støbt af coladåser, skræddervirksomhed i mørket med pandelampe, en sirligt brolagt gårdhave mellem brædder og presenninger, der er snedkret sammen og for beboeren udgør hjemmets tryghed, men for den nærliggende naboforening af formelt anerkendte indbyggere udgør en skrammelbunke, fuld af truende, uinviterede elementer.

Lytte med øjnene

Hovedparten af bogen er fotos, velkomponerede og empatiske, og alligevel er mængden af ord forstyrrende. Der er både for mange og for få. For få af Donald Banda og hans naboers egne ord, og for mange af fotografens og hans hvide kollegers ord.

Homelands er forudsigeligt tro mod et ældgammelt skema: En hvid
mand rejser ud, inviterer sig selv indenfor hos «de fremmede»
og formår på besynderlig vis at undgå at lære at tie stille.

Leilani Farhas forord er for sin del kort og koncist, uromantisk, kritisk og på kornet. Derimod er det ubegribeligt, hvorfor fotoserien absolut skal indrammes af bevinget akademikerpoetik fra dels Pieter de Vos selv, og dels fra en anden hvid sydafrikaner, der ligesom de Vos mener om sig selv at han er en slags forandringens tjener. Forandring til det bedre, forstås.

I den forstand er Homelands forudsigeligt tro mod et ældgammelt skema: en hvid mand rejser ud, inviterer sig selv indenfor hos «de fremmede» og formår på besynderlig vis – gennem månedsvis som gæst hos nogen andre – at undgå at lære at tie stille. Det skal naturligvis ikke forhindre andre i at bruge resultatet som anledning til at klappe i og bare lytte, i dette tilfælde med øjnene.


Se også
https://pieterdevos.ca/the-book

Gratis prøve