At røre ved verden

ARKITEKTUR: Sanselig arkitektur kan medvirke til eftertanke, empati og socialt ansvar.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Juhani Pallasmaa. Arkitekturen og sanserne. Arkitetens forlag, 2014

Den finske arkitekt Juhani Pallasmaas bog: Arkitekturen og sanserne, netop oversat til dansk, inspirerer for tiden alverdens tegnestuer. Overfor den kolde, transparente kassearkitektur møder man her sanselig arkitektur der integrerer hele vores sanseaparat – en forudsætning for en social-etisk og politisk ansvarlig arkitektur og for måden vi udformer vores huse og byer på.

Truet kunstart. Arkitektur er menneskelige situationer. Arkitektur er eksistentiel, fordi dens opgave er at skabe rammer for måder tingene kommer til syne på, og måden vi oplever på. En fænomenologisk tilgang, der ifølge den finske arkitekt Juhani Pallasmaa skal bane vejen for «empati og indlevelse i hvad det vil sige at bo». Arkitekturen har et socialt-politisk ansvar, hvor evnen til at forestille sig menneskelige situationer er den vigtigste. Pallasmaas bog er en del af et mangeårigt projekt, der kritiserer moderne byggeri præget af enten instrumentel standardisering eller æstetisk forskønnelse styret af kommerciel forførelse. Pallasmaa har de sidste tyve år rejst verden rundt med sin bog og sit budskab om at få arkitekter til at blive tænkende mennesker. Bogen er en opsang til «arkitekturen som er en truet kunstart», et fag der mangler modstandskraft overfor markedets blinde vækst. Og dermed mangler den blik for falskheden som tilhører den anden side af det økonomiske fremskridt, som driver mange byggerier og tiltag frem i dag. Grimme byggerier langs vores kyststrækninger, og store centre der ikke kun ødelægger noget ved landskabet, men også noget i mennesket. Pallasmaa vil tilbage til det elementære, til sansningen, og ikke mindst hvordan sanserne arbejder sammen. Et arbejde der begyndte med Steen Eiler Rasmussens klassiske værk Om at opleve arkitektur. Hvis kvaliteten ved et hus, et rum eller et sted afhænger af om og hvordan det bevæger mig, bliver det nødvendigt at rette opmærksomheden mod sansernes samspil.

arki_og_sanserne_forsideDet enevældige øje. Pallasmaa udtrykker stor bekymring for synssansens dominans, og taler om en «optisk hedonisme» som præger vores tid. Han skriver: «Den umenneskelighed, der præger nutidens arkitektur og byer, skyldes, at vi har negligeret kroppen og sanserne og skabt en ubalance i vores sanseapparat. Blandt andet kan den stigende oplevelse af isolation, afstand og ensomhed i den moderne teknologiske verden relateres til en skævhed i vores brug af sanserne. Det er tankevækkende, at det især er i teknologiske avancerede miljøer som hospitaler og lufthavne, at vi oplever denne fremmedgørelse og distancering. Her skaber øjets dominans og undertrykkelsen af de andre sanser en fornemmelse af adskillelse, isolation og afstand. ’Øjets kunst’ har ganske vist givet os mange imponerende og interessante bygningsværker, men den har ikke fremmet vores følelse af at være rodfæstet i verden.»
Digitalt design har en tendens til at forcere arbejdsgangen ved at udløse et for hurtigt forløb. I accelerationssamfundets brug af billeder kan kun synet følge med. Men den letfordøjelige gengivelse og identifikation har skabt «et narcissistisk og nihilistisk øje» som «svækker vores evne til empati, medfølelse og deltagelse i verden». Glasfacader, transparente boliger og smarte, glatte overflader behager øjet, men i stedet for at understøtte en mental eller samfundsmæssig læreproces, bidrager disse til distancering og isolation af vores sanser. At integrere vores oplevelse af verden kræver ifølge Pallasmaa større opmærksomhed på den kropslige måde at sanse på. Vores virkelighed er stemt eller oral før den er visuel. Pallasmaa griber til sproget og lyrikken – for ligesom lyrikken skaber betydning ved at «stemme verden», er «arkitekturens opgave at genskabe oplevelsen af en udifferentieret verden, som vi ikke bare er tilskuere i, men en uadskillelig del af». Det er den haptiske eller taktile karakter ved sansningen der, ifølge Pallasmaa, skal redde synet fra synscentrisme. Kropslig berøring og sanselig fortrolighed med stedet skærper sansen for erindring, eftertanke og en intensivering af hverdagsliv og socialt ansvar.

«Dørhåndtaget er bygningens håndtryk, det kan være indbydende og høfligt eller afvisende og aggressivt.» Juhani Pallasmaa

Integrering af sanserne. «Enhver betagende arkitekturoplevelse involverer mange sanser: Rumlighed, stoflighed og størrelsesforhold måles både med øjnene, ørerne, næsen, huden, tungen, knoglerne og musklerne. Arkitekturen bekræfter vores tilstedeværelse; menneskets oplevelse af at være i verden, som grundlæggende er en oplevelse af selvet. Arkitekturoplevelsen involverer ikke kun synet eller de fem klassiske sanser, men flere sanseområder, som samarbejder og blander sig med hinanden.» Når vi lader fingerspidserne glide henover en overflades detaljer, væggens patina, nye, sjældne eller gamle ting, er der tale om en sanselig berøring der både ser og føler. Dette er læren fra den franske filosof Merleau-Ponty: At se er at røre. Jeg kender kun betydningen af en glat gade fordi min krop har mærket en sådan. Det samme med en afstand. Synet fortæller os hvad følesansen allerede ved. Vi er i verden først og fremmest med vores krop. Og arkitekturens opgave er at leve sig ind i vores måde at være i kropslig kontakt med stedet, bevægelsen og tingene på. «Vores øjne berører fjerne overflader, konturer og kanter, og den ubevidste følesans afgør, om oplevelsen er behagelig eller ubehagelig.» Fra de store flader til de mindste ting: «Dørhåndtaget er bygningens håndtryk, det kan være indbydende og høfligt eller afvisende og aggressivt.» Alvar Aaltos Villa Mairea (1938–39) eller Peter Zumthor: Termisk bad (1990–96), taler til bevægelses- såvel som følesansen.

Intimitet. Vi siger at et hus, eller bestemte ting, eller stedet «taler til os». En fortrolighed der kaster betydning og historie af sig. Vi engagerer os i et sted når denne spændingstilstand er i spil. Vi kender et sted i bunden af haven, hvor tanker og dagdrømme stimuleres af det svage lys, af skyggernes spil. Vi trækker os tilbage til et hjørne af huset for at samle tankerne. Vi søger hen mod en mur der varmes af solens stråler. Når arkitekten kombinerer glat og rut materiale, er det en invitation. Jeg skal have lyst til at røre ved tingene. Når arkitekten har sikret sig at det funktionelle grundlag er i orden, må han leve sig ind i de menneskelige situationer. Et sympatisk projekt, men Pallasmaas beskrivelser tenderer imod en postulerende og pointerende stil, der til tider går ud over indholdet. Når han eksempelvis beretter om den dæmpede belysning og skriver, at: «det mørke indre i Alvar Aaltos byrådssal i Säynätsalo Rådhus genskaber en mystisk og mytologisk følelse af fællesskab; mørket giver en følelse af solidaritet og fremhæver det talte ord», gør han det nemt for sig selv. Også den mexicanske arkitekt Luis Barraghan, Pallasmaas store inspiration, var kendt for at rendyrke en autentisk åndsarkitekt. Andre steder i bogen springer også Pallasmaa hen til en unik oplevelse. Men ret beset er det tale om langvarige læringsprocesser, der kræver en evne til modtagelighed. Det han ikke får med sig er, at læring – arkitektonisk sansning og tilstedeværelse – mere handler om modtagelighed end om mestring. Han vil føre arkitekturen tilbage til det mest elementære – sansningens nærhed – men præcis dette er også det vanskeligste. Til hans forsvar kan man sige, at det sublime, for Pallasmaa – til forskel fra for romantikerne – er tilgængeligt for alle. Det sublime kræver ydmyghed. Overfor det maskuline, det heroiske, selvhøjtidelige, romantiske sætter han den sårbare fantasi, mennesket der prøver sig frem, der retter opmærksomheden mod detaljen, skyggespillet, tilbagetrækningen fra senkapitalismens krav om præstation, produktion og synlighed. Han er da også mere inspireret af filmfolk som Hitchcock, malere som Rembrandt, digtere som Rilke end af moderne arkitekter som Le Corbusier. Hans sentimentale overskud vækker en sans for det almindelige liv – ikke det nære, forstået som den homogene familieidyl. Men noget i retning af det gode liv, hvor mennesket evner at se virkeligheden og dets medmennesker på en uselvisk måde, hvor evnen til opmærksomhed er afgørende. Her har bogen sin styrke. Og så kan jeg godt bære over med en tendens hos Pallasmaa til at søge det autentiske i naturen og dens materialer. For uanset at jeg deler hans bekymring overfor den digitale forcering i arbejdsprocesserne, kan understøttelsen af teknisk support i digitale arbejdsmetoder være med til at skabe et nyt, overrumplende samarbejde mellem sanserne.


Carnera er forfatter og essayist.

ac.mpp@cbs.dk

---
DEL