Paul B. Preciado er ikke nogen ukendt forfatter for NY TIDs læsere. I 2020 bragte avisen oversættelserne af Preciados månedlige kronik fra dagbladet Libération i Paris, og i NY TID fra våren 2023 fik jeg mulighed for at anmelde den første danske oversættelse af en af Preciados bøger under titlen Politisk biologi. Den bog hed Testo Junkie og var udkommet første gang på spansk, Preciados modersmål, for siden at bliver oversat til fransk af forfatteren selv og udgivet i 2008.
Den bog, der anmeldes her, er netop udkommet i dansk oversættelse og atter udgivet på forlaget Aleatorik i København. Den bærer titlen Kan monsteret tale? En rapport til et psykoanalytisk akademi. Bogen udkom direkte på fransk i 2020 med en taksigelse til Preciados partner og arbejdskammerat i rigtig mange år, Virginie Despentes, en af de betydeligste skønlitterære forfattere i dagens Frankrig.
Preciado-kendere vil atter kunne nyde forfatterens beslutsomme skrive- og tænkemåde, der er blevet mere præcis i begreberne og i de problemstillinger, der skal fremdrages for at etablere en kritik af binariteten i såvel heteroseksuelle som homoseksuelle forhold. Dertil kommer henvendelsen, som underrubrikken angiver, til en konference for psykoanalytikere. Bogen begynder således:
«Den 17. november 2019 var jeg inviteret til at tale i Palais des congrès i Paris foran 3.500 psykoanalytikere, der var samlet i forbindelse med École de la cause freudienne’s årlige konference, som havde temaet ‘Kvinder i psykoanalyse’. Foredraget udløste et jordskælv. Da jeg spurgte salen, om der var en homoseksuel, transkønnet eller nonbinær psykoanalytiker til stede, blev jeg mødt af en rungende tavshed.» Men straks efter følger der afbrydelser med råb fra salen, og snart får Preciado frataget ordet af mødelederen efter kun at have afleveret 25% af foredraget. Det foredrag udkom så som bog fra det betydningsfulde pariserforlag Grasset, der bl.a. har udgivet essays af Jean Baudrillard og Michel Serres. Preciados bog kom fra trykkeriet 1. juni 2020 (altså et halvt år efter postyret blandt de forsamlede psykoanalytikere). Allerede den 11. juni kunne dagbladet Le Monde bringe en insinuerende negativ anmeldelse af den absolut førende Lacan- og Freudforsker i Frankrig, den dengang 76-årige filosof Elisabeth Roudinesco.
En erkendelseslære
Jeg vender tilbage til Roudinescos insinuationer, men først lidt om bogens opbygning og argumentation: Den litterære form i Preciados ‘monster’-bog er inspireret af Kafkas parabel fra 1917 Rapport til et akademi, hvor en primat angivelig fremlægger sin tilpasningshistorie for et akademi af homo sapienser. Preciado gør så det modsatte, da hans tekst skal redegøre for et brud med «kønsforskellens regime», som det hedder: Altså med den patriarkalske, kapitalistiske orden. Som i tidligere tekster er bruddet tænkt ved hjælp af vigtige teoretiske anordninger, først og fremmest kritikken af kolonialismen og kritikken af identitetskravet. Så den tosporede, binære kønsopdeling fremlægges som en form for kolonisering af kroppene, hvad der muliggør flere præciseringer om afhængighed, udbytning og reproduktionskrav, dvs. generelle bindinger. Preciado gør opmærksom på, at hans tekst ikke forfægter en eller anden befrielse. Det drejer sig om noget andet end emancipation:
«Personligt oplevede jeg ikke at være fri som barn i Francos Spanien, og heller ikke senere, da jeg levede som lesbisk i New York, og heller ikke nu, hvor jeg er, som man siger, en transmand.»
For Preciado drejer det sig om at umuliggøre «buret», som det hedder, dvs. de rammer og lukketheder, menneskene hidtil har givet alle sociale løsninger.
Det er således ikke et personligt frihedsanliggende, der er på færde i bogen, og slet ikke et krav om «seksuel frihed». Preciaodo skriver tværtimod: «Kønsorganerne findes ikke, der findes kun koloniale magtenklaver». Så for Preciado drejer det sig om at umuliggøre «buret», som det hedder, dvs. de rammer og lukketheder, menneskene hidtil har givet alle sociale løsninger. Jf. for eksempel Friedrich Engels’ opgør med «familien, privatejendommen og staten» eller grundlæggelsen af Max Webers sociologi, hvis forudsætning netop skulle være fjernelsen af det moderne samfunds ‘jernbur’. Det er så ikke marxisme eller sociologi, der er på færde i Preciados forskning, men en særlig ‘epistemologi’, dvs. en erkendelseslære.
Preciado påpeger, «at store forandringer allerede har fået grunden til at vakle under kønsforskellens epistemologi, at den muterer og inden for de næste ti eller tyve år sandsynligvis vil give plads til en ny epistemologi. De transfeministiske, queer- og antiracistiske bevægelser samt nye tilgange til slægtskab, kærlighedsforhold og identifikation i form af køn, begær, seksualitet og navngivning er blot tegn på denne mutation og på eksperimenter i den kollektive fremstilling af en anden epistemologi om den levende menneskekrop.» Og Preciado tilføjer henvendt til sine tilhørere: «I lyset af den epistemologiske transformation, der allerede er i gang, må I, mine damer og herrer, franske psykoanalytikere, beslutte, hvad I vil gøre, hvor I vil placere jer, i hvilket ‘bur’ I vil være indespærret, og hvordan I vil spille jeres diskursive og kliniske kort i så vigtig en proces som denne.»
Transpersonen
Det er værd at bemærke, at denne bog har Preciado viet til filosoffen Judith Butler, hvis analyser af sårbarhed, udsathed, dræbelighed og sorg netop har muliggjort en tænkning, der kombinerer kritik af undertrykkelse og forfølgelse med en satsning på den menneskelige potentialitets kollektive mulighed for at imødegå undertrykkelse og forfølgelse. På dansk findes der flere af Butlers bøger bl.a. den meget aktuelle På vej mod en performativ forsamlingsteori (dansk 2020, engelsk original fra 2015), der tager livtag med et klassisk revolutionsspørgsmål: Hvilken organisationstype kan varetage de menneskelige anliggender hinsides kapitalisme og patriarkat uden straks at genoprette beherskelse og ensretning?
«Migranten har mistet nationalstaten. Flygtningen har mistet sit hjem. Transpersonen har mistet sin krop. De krydser alle grænsen.»
Både Butler og Preciado er med andre ord nået ud over repræsentationstanken og bevæger sig ned i opløsningens stoflighed for at ramme magtens ‘mikrofysik’, som det hed hos Michel Foucault, en anden af Preciados inspirationskilder. Preciado skriver:
«Migranten har mistet nationalstaten. Flygtningen har mistet sit hjem. Transpersonen har mistet sin krop. De krydser alle grænsen. Grænsen konstituerer dem og kløver dem. Afsætter dem og forkaster dem. Transkroppen er for kønsforskellens epistemologi, hvad de amerikanske kontinenter var for det spanske imperium». Altså noget uoverkommeligt, landskabsagtigt (geografi er et tilbagevendende tema i denne bog) og meget omfattende, hvor de traditionelle institutioner – her kønnene – mister deres fodfæste. Preciado påpeger dog, at der ikke er noget som helst ‘heroisk’ i at administrere testosteron, det produkt Preciado indtager for at udvikle mandlige kønstræk, og at han kan nedsætte dosen når som helst, hvorved de mandlige kønstræk vil være vigende ganske hurtigt.
En mutation af psykoanalysen
Det er derfor, og nu vender jeg tilbage til Roudinescos insinuationer, aldeles misvisende at beskylde Preciado for at skrive ud fra følelsen af selvmedlidenhed, som Roudinesco gør i sin anmeldelse. At der ikke forekommer selvmedlidenhed hos Preciado, var jeg også inde på i forrige Preciado-anmeldelse her i avisen (fra våren 2023). Hvorfor da sådanne insinuationer? Svaret er enkelt: Selvmedlidenhed udgør en fascistisk stilart, som den svenske forfatningsforsker Herbert Tingsten gjorde opmærksom på for 90 år siden i sin bog om Mussolini og fascismen. For at neutralisere medlidenheden med undersåtter og forfulgte, fremstiller fascismen en ideologi om, at det er italienerne, tyskerne eller i dag russere, der er eller var de forfulgte. Og Preciados kritiske omgang med det tokønnede menneske kan tillige svække den psykoanalytiske videnskabs fundament, nemlig at psyken er rundet af sin tilblivelse mellem far, mor og Ødipus. Så den er farlig for både behandlingen og selvforståelsen inden for psykoanalyse.
Preciado afslutter sin bog således: «Når jeg betragter min udvikling og dens nuværende resultat, kan jeg hverken klage eller stille mig tilfreds. Der er stadig for meget at gøre. Jeg appellerer indtrængende til en mutation af psykoanalysen, til fremkomsten af en mutant-psykoanalyse, en psykoanalyse, der svarer til den paradigmemutation, vi oplever.»
