(Israel, USA)
En ung mand synger en arie fra en kendt opera. Det er Puccini. Ved siden af danser to mænd til tonerne, tæt og begge i mikroskopiske badebukser. Da en lille gruppe ultraortodokse piger kommer forbi, standser de tøvende op, så slår de blikket ned, men kan alligevel ikke lade være med at stirre i smug mens de fniser højlydt til hinanden.
Optrinnet er skinbarlig virkelighed, men er her en scene i den israelske instruktør Karin Kainers seneste dokumentarfilm, Kosher Beach, der blev vist på dette års DocAviv. Det er en inciterende skildring af et sted i Tel Aviv, hvor et næsten aparte kulturmøde finder sted på smukkeste vis, nemlig Nordau Beach i den nordlige ende af byens lange strand. Stranden er lukket af med et højt plankeværk for at skærme de badende for nysgerrige øjne, og den er et populært udflugtsmål for den ultraortodokse befolkning. En meget stor del af strandgæsterne kommer fra nabokommunen Bnei Brak. «Alt ligger tæt sammen i Bnei Brak», siger en af de kvinder, som filmen følger. «Fra mit køkkenvindue kan jeg kigge lige ind i otte andre lejligheder, og man kan høre hver eneste bøvs fra naboerne. Når jeg kommer herud på stranden, har jeg en utrolig følelse af frihed. Havet åbner mit hjerte.»
Og det fungerer på den måde, at søndag, tirsdag og torsdag er forbeholdt kvinder, mens mændene har mandag og onsdag til at tage en ugenert dukkert i Middelhavet.
FN-stranden
Den kønsadskilte strand i Tel Aviv har eksisteret i mange år, men ingen husker rigtig hvor mange. Lidt efter lidt er den blevet til et fristed for en ultraortodoks befolkning, der som oftest kommer udefra. Men helt i pluralismens ånd har bystyret i Tel Aviv påtaget sig opgaven og driver stranden som et kommunalt tilbud. Der bliver sørget for renhold, og de fire livreddere, der er til stede i strandens åbningstider, er kommunalt aflønnede.
Det er i sig selv en af filmens store øjenåbnere, for selv om det er «kvindedag» på stranden, er de fire livreddere mænd, og de er «rigtige mænd». Deres nøgne overkroppe er godt brankede af solen, og de færdes utvungent mellem alle de ultraortodokse kvinder. Ingen synes at tage anstød. Tvært imod kommer kvinderne hyppigt i livreddertårnet, og stemningen er hjertelig. Nogle har vandmelon med til mændene, og når der skal varmes en flaske mælk til et barn, er livredderne hjælpsomheden selv.
Ultraortodokse piger smider den tækkelige påklædning og tager
bikini på mens de er på stranden.
Faktisk er der tre strande på denne stump middelhavskyst. Udover den kønsadskilte er der en, som er forbeholdt bøsser og lesbiske, og mellem de to ligger stranden, hvor hundeejere kan lade de firbenede løbe frit omkring. En af livredderne omtaler den midterste som «FN-stranden», fordi hundene synes at fungere som fredsbevarende styrke mellem to grupper, der normalt er på kant med hinanden.
Konflikten er imidlertid fraværende her på stranden, og på den måde slår filmen hul på nogle vaneforestillinger. Folk er her for at nyde fristunden, og de sætter alt ind på at få det til at fungere gnidningsløst. Set i det lys virker det måske knapt så overrumplende at der også er ultraortodokse piger, som smider den tækkelige påklædning og tager bikini på, mens de er på stranden. En af pigerne er datter af kvinden fra Bnei Brak med de otte naboer: «Det strider nok med min personlige opfattelse, men her på stranden har vi kvinder vores private rum, og derfor kan jeg kun respektere hendes beslutning», siger hun til kameraet.
Åndelig holocaust
Naturligvis eksisterer også den anden side af sagen. Visse rabbinere i Bnei Brak er alt andet end begejstrede for disse strandture. De er klar over at kvinderne møder en helt anden kultur, som kan være til fare for deres livsstil. En af dem kalder stranden «åndelig holocaust», og vi ser, hvordan der i Bnei Brak bliver opsat pashkevilim – de særlige vægaviser, som er en almindelig meddelelsesform i den ultraortodokse verden – der advarer mod, eller ligefrem forbyder minibusserne, der transporterer strandgæsterne. Vi ser en gruppe kvinder forlade stranden for at tage bussen hjem til den aftalte tid, blot for at konstatere at bussen er forsvundet. Det viser sig, at en af rabbinernes folk har været der og beordre den af vejen, og så må kvinderne ellers være selv om, hvordan de kommer hjem!
«Jeg blev overrasket over, hvor viljestærke disse kvinder er», siger filmens instruktør Karin Kainer til Ny Tid. «De er dybt religiøse, men langt fra at være underlagt mændenes vilje, sådan som vi sekulære ofte ser dem. De er meget feministiske, og ved nøjagtig, hvad de vil. Og hver gang en rabbiner stiller sig i vejen, finder de deres egen kreative løsning.»
Det var ikke nogen nem opgave at skaffe sig adgang til strandens intimsfære, og slet ikke med et kamera. Som Kainer ser det, er Bnei Brak en ekstremt lukket verden for udefrakommende, og det tog hende flere måneder at etablere den første kontakt og en flig af tillid: «De har ikke tillid til sekulære medier af nogen art, så det var stort, at jeg overhovedet fik lov til at filme dem», siger hun.
Syndens by
«Hvis man drikker saltvand, bliver man tørstig og får lyst til at drikke endnu mere», siger en af kvinderne. Hun hører til den ældre generation og følger strandlivet fra en skyggefuld bænk, iklædt tykke strømper og paryk. Hun er ikke ubetinget glad for hvad hun ser. «Hun er jo nøgen, eller rettere værre end nøgen», siger hun om den bikiniklædte pige, men er nok mere uforstående end egentligt fordømmende.
En ældre kvinde iklædt tykke strømper og paryk er helt på det
rene med at Tel Aviv er syndens by.
Som flere af de andre er hun helt på det rene med at Tel Aviv er syndens by, og næsten som en understregning af hendes synspunkt kan man høre bastonerne dunke ovre fra «bøssestranden». Men med et glimt i øjet siger hun også, at det er naturligt at tingene forandrer sig, og at man må følge med tiden. Det er en åbenhed, som findes i hendes tilsyneladende lukkede verden, og som vi udefra ofte har svært ved at få øje på.
Der er masser af klædelig humor undervejs. Vi følger kvindernes småsnak …
Men med ét presser den mellemøstlige virkelighed sig på. Der er raketalarm, og livredderne har på forhånd sagt, at alle skal være i stand til at komme ud af vandet og i sikkerhed på 90 sekunder. Alle retter sig efter instruksen, men når de først er på land, har de knap så travlt med at nå frem til strandens beskyttelsesrum.
Her vises vilje til at leve side om side med andre, så længe den gensidige respekt følger med. På den måde rummer filmen et budskab: For hvad nu, hvis man forestillede sig, at strandgæsterne ved siden av de ultraortodokse kvinder, var palæstinensere fra de besatte områder?