At have hverdagen i sin magt


ANARKISME: Hvis ikke nu – hvornår så? Er socialøkologi et svar?

TV-optagelser fra Bergamo af lange rækker af militærkøretøjer, der transporterede menneskelig bort fra hospitalerne afslørede en skræmmende pludselighed og alarmerede vores overlevelsesinstinkt. Var civilisationen truet?

Selv om den globale opvarmning og ændringerne i biodiversitet ikke kommer med samme pludselighed, så må disse trusler med deres «tipping points” nu påkalde sig verdens opmærksomhed i endnu højere grad. Hvad andet end udsigten til kollaps venter verdenssamfundet eller dele heraf?

Dette bør derfor tale til os om nødvendigheden af at udvikle en kollapsologi med sammenhængende begreber og i et sprog, der kan forene menneskeheden til en omstilling og handling. Et fremtidsbillede der kan anvise en vej hinsides «tipping points» og kollaps?

Socialøkologien

Tilbage i sin ungdom indså Murray Bookchin nødvendigheden af at nedbryde klassesamfundet via opbygningen af lokale fællesskaber. Han udviklede et nært forhold til naturen og indså at vort syn på naturen kunne opdeles i to. Dels i naturen hvori mennesket naturligt indgår, men hvor naturen har sit eget liv («den ikke-menneskelige natur»), dels i en natur som mennesket har sat og fortsat sætter sit præg på og som truer civilisationen («den menneskelige natur»).

Væsentligere end ved klassesamfundet indså Bookchin, at samfundet også udvikler sig med støtte i hierarkier i form af ældreråd, patriarkatet og relationen mellem mand og kvinde. Ja, at det generelt er hierarkierne og institutionerne, der udgør samfundets grundpiller og spiller en afgørende rolle for dominansstrukturen. Det er staten der – understøttet af sit voldsapparat – holder sammen på institutionerne og hierarkierne og som samtidig er en garant for opretholdelsen af den private ejendomsret.

Erindringen om menneskenes tilknytning til jorden har overlevet.

I dag bærer vi som sociale væsner reminiscenser med os af fortidens samværsformer, som vi hver især må gå op imod og afklæde os ved at udvikle den personlige myndighed som «herre i eget hus». Med markedssamfundet får vi yderligere at gøre med en fuldstændig upersonlig og selvkørende mekanisme, som er struktureret omkring den brutale konkurrences tvingende principper om «vækst eller dø».

Derfor arbejdede Bookchin hele sit liv med spørgsmålet om, hvordan magten kan gives en konkret institutionel frigørende form. Her er Bookchins primære bidrag socialøkologien. Som mennesket harmonisk indgår i naturen («den ikke-menneskelige natur»), således må mennesket have et lokalsamfund omkring sig med kommunen som den umiddelbare organisatoriske ramme. I kommunen og i videre forstand i bioregionen kan borgerne etablere sine egne institutioner som på demokratisk vis kan understøtte socialøkologien.

Men det begynder og ender – hinsides traumerne fra det personlige liv og traumer vi er født ind i (atombomben!) – med udvikling af den personlige myndighed som en del af og udviklet i relation til lokalsamfundet hjulpet frem av direkte demokrati i folkeforsamlinger og med lokalsamfund og kommuner bundet sammen efter konføderale principper. Enhver form for stat skal her undgås. Etik og værdier bør udgøre menneskenes kompas.

Mange års fejludvikling

Ideen om at beherske naturen stammer fra den hierarkiske mentalitet og de klasseforhold der er udviklet gennem historien. Med fremskridt forstås eksempelvis virksomhedernes fremgang, hvor handel dybest set har kampen for profit som sit formål og udvikling af handlen har til formål at udvide markedet.

Historisk har mennesket naturligt levet i slægter med en stærk følelse af solidaritet og gruppesamhørighed. Værdierne udsprang af en samling ureflekterede sædvaner. Med udviklingen i handlen fulgte en fremvækst af byer og en urban kosmopolitikk som bidrog til udviklingen af en rationel etik. Mennesket begyndte mere og mere at opfatte sig selv som tilhørende et forenet fælleskab af mennesker, snarere end som et etnisk folk eller en gruppe slægtninge.

«Rojava betragtes som et tilflugts-sted for græsrodsdemokrati, der er baseret på principper
om feminisme, økologi, kulturel pluralisme, deltagerdemokrati og en samarbejdende deleøkonomi.»

Mange års fejludvikling med en stadig løsere tilknytning til naturen har sat mennesket i en situation, hvor det er blevet stadig vanskeligere at orientere sig. Truslen mod biodiversiteten i «den ikke-menneskelige natur» øger når institutioner og teknologi hele tiden skal sikre mennesket overlevelse.

Fordi vi ikke trænger ind bagved og knytter an til en socialøkologi, så forbliver vi på niveauet for symptombehandling i stedet for at være kurerende.

Med udviklingen af hierarkier og i herredømmer opstod såvel den vrangforestilling at naturen kan adskilles fra det sociale fællesskab, men også at naturen kan underlægges menneskets herredømme. I socialøkologien går menneskets egen fremtid hånd i hånd med den ikke-menneskelige naturs fremtid. Ikke mindst det industrielle landbrug har påført naturen store skader. Uanset dette, så har erindringen om menneskenes tilknytning til jorden overlevet.

I den udstrækning klima- og miljøbevægelsen i dag alene fokuserer på det moralsk forkastelige i at produktionen altovervejende ikke tager økologiske hensyn og at det alene handler om at ændre livsstil overser man behovet for en gennemgribende samfundsforandring. For samfundets amoralitet er i dag strukturelt betinget «og etiske, psykologiske, religiøse og følelsesmæssige faktorer har ingen plads, hvor «business er business». Systemet fordrer vækst eller vi må dø!

Folkeforsamlinger

Socialøkologiens målsætning med samfundsinstitutionerne er derfor, at mennesket skal være bevidste etiske fortalere for såvel vor egen personlige som for «den ikke-menneskelige naturs» velbefindende.

En sådan radikalitet fordrer opbygningen af en bred social bevægelse, som kan have fokus på at dagens byer decentraliseres i indbyrdes samarbejdende lokalsamfund som skal være skånsomt indpasset i deres naturmiljøer. Græsrodsbevægelsernes specialisering på enkeltområder kan bidrage på hver deres specifikke fokusområde.

Lokalsamfundets regionale behov skal her tilfredsstilles ud fra ønsket om hensyn til planetens grænser med vedvarende energi, økologisk jordbrug og den mangesidede industrielle indretning organiseret på en måde, der ikke belaster mennesket. Med genbrug og kvalitetsprodukter. Kedeligt og monotomt arbejde må erstattes af kreativt arbejde og håndværk.

Politiske beslutninger må gennemføres demokratisk i folkeforsamlinger. Herved vil der også blive bedre muligheder for at frembringe og udvikle institutioner der er demokratiske. Kommuner kunne indgå i et samarbejde og realisere retten til selvstyre på basis af et netværk af konføderale råd.

Når magten institutionaliseres i direkte demokratier hos mennesker, som i kraft af at være sociale væsner og er fuldkommen myndiggjorte til at træffe beslutninger i nye kommunale forsamlinger, vil folket kende sin potentielle magt. Det vil uundgåeligt føre til at den frie kommune vil eksistere i et åbent spændingsforhold til nationalstaten.

Til støtte for Bookchins teorier udgjorde Den Spanske Borgerkrig et væsentligt studieobjekt. Her var folket selv aktiv i de sociale processer for at finde en organisationsform, som kunne frigøre en skaberkraft som hidtil havde været bundet af hierarkier og klasser. Bookchin uddrog også en lære af det tragiske nederlag til – i sidste ende – fascismen.


Murray Bookchin

Murray Bookchin – kommunalisme

Murray Bookchin (1921–2006) var en amerikansk socialteoretiker, forfatter, taler, historiker og politisk filosof. Som pioner inden for miljøbevægelsen formulerede og udviklede Bookchin teorien om socialøkologi og byplanlægning med referencer til anarkisme, socialistisk fritænkning og miljømæssig filosofi. Tidligt blev Bookchin inspireret af sin bedstemor, som var politisk organiseret i en revolutionær organisation. Som ganske ung blev han politisk organiseret og valgte trotskismen fremfor stalinismen. Han var forfærdet over problemerne med kemikalier i mad og udgav en bog herom allerede inden Rachel Carson udgav sin bog Silent Spring. I 1958 betegnede han sig som anarkist, idet han fandt overlap mellem anarkismen og hans miljøarbejde. Bookchin blev forfatter til to dusin bøger, der dækker emner inden for politik, filosofi, historie, bymæssige forhold og social økologi. Blandt de vigtigste var Our Synthetic Environment (1962), Anarchism Post-Scarcity (1971), The Ecology of Freedom (1982) og Urbanization Without Cities (1987). Bookchin ønskede at forene den økologiske nødvendighed med de bedste utopiske idealer. Der skal ske en frigørelse af jeg’et – til et «jeg» som har hverdagen i sin magt. Man må leve revolutionen. Det revolutionære subjekt må generobre sit eget jeg – hvad der vil frigøre libidinale kræfter. Bookchin indså endvidere, at samfundets teknologiske udvikling muliggør et anderledes samfund. I stedet for modstillingen arbejde/kapital handlede det for Bookchin først og fremmest om at «vinde” byerne. Han fokuserede på økologisk decentralisme og direkte demokrati. I slutningen af 1990’erne blev han utilfreds med det, han så som en stadig mere politisk «livsstil» i den moderne anarkistiske bevægelse og holdt op med at referere til sig selv som en anarkist og grundlagde sin egen libertarianske socialistiske ideologi kaldet «kommunalisme», som søgte at forene marxistisk og anarkistisk tænkning. Hans ideer har haft indflydelse på sociale bevægelser siden 1960’erne, herunder Det Nye Venstre, Kampagnen mod Atomvåben, den anti-globaliserede bevægelse og Occupy Wall Street. Bookchin var en central figur i den amerikanske grønne bevægelse.

Se også: Kurderne i Rojava og Bookchins social økologiske model inspirerer

Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.

Siste kommentarer:

Narkostaten som hoppet over demokratiet

ALBANIA: Hvorfor støtter Vesten et land som er i klørne på organisert kriminalitet?

Koronavaksiner: vitskap og myter

KRONIKK: Vitskapen har gjort raske framsteg når det gjeld å produsera ei vaksine mot Covid-19. Men kan vaksineprogramma bli grunna på aktivt samtykke og autonome val frå medborgarane? Og går vitskapleg rasjonalitet nå hand i hand med kreative former for irrasjonalitet?

Vaksinetvang – noen korreksjoner

TILSVAR: Forfatter Trond Skaftnesmo kommenterer NY TIDs omtale av boken Vaksinetvang.

Kurderne i Rojava

ANARKISME: I Murray Bookchins socialøkologi så Abdullah Öcalan, hvorledes dynamikken i kvindefrigørelsen kunne og måtte forenes med direkte-demokrati og økologi.