I et interview, journalisten Brian Lamb i 2003 lavede med den daværende amerikanske ambassadør for NATO, Victoria Nuland (1), som under fire amerikanske præsidenter har beklædt høje poster især i det amerikanske udenrigsministerium og har haft en væsentlig indflydelse på Vestens støtte til Ukraine og bestræbelserne på at svække Rusland, forsikrer hun, at NATO i moderne tid har forandret karakter i forhold til Den Kolde Krig og er blevet en garant for fred og sikkerhed. Kigger man nærmere på NATO og dets datterorganisationer Partnership for Peace og Membership Action Plan-program (MAP), så ser man, hvordan de langsomt forsøger at forberede deres medlemmer til indlemmelse på den Transatlantiske eller rettere Euro-Atlantiske kurs.
Indslusning til en Euro-Atlantisk kurs
NATO planlægger optagelsen for nationerne grundigt. PfP (Partnership for Peace) blev oprettet i 1994, altså tre år efter den sovjetisk-østeuropæiske bloks sammenbrud og Warszawa-pagtens opløsning. Organisationen fungerer reelt som indslusningorgan for nationer, der ender med at blive NATO-medlemmer (2). Officielt hedder det, at PfP fungerer som et tillidsskabende organ. Men dette sker på NATOs betingelser.
Demokratisk markedsøkonomi efter anglo-amerikansk forbillede, med stærk betoning af den amerikanske industri, ikke mindst våbenindustrien.
I MAP (3) kan lande blive medlem, der står i kø til . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement
