DOKUMENTAR: Oldtidens ægyptiske kunst og den senere sufi-traditionen har adgang til indsigter, som det moderne menneske efterhånden har glemt.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

For tyve år siden skrev jeg en bog om mine vandringer i den arabiske verden kaldet Vandringens gåde (1999). Billedet af en kamelkaravane der slynger sig ind og ud mellem nogle få udsatte ørkenbuske, var med til at sætte skriveriet i gang. Lyden af Muezzinen der kalder til bøn, fik mig altid til at stoppe op. Her var en lyd, en stemme, der får tingene til at blive stående, byen, moskeen, skulpturen, alt imens lyden trak sig tilbage. Muezzinen bliver ikke. Muezzinen rejser ikke. Muezzinen gør sig usynlig. For evigt. Ordene er den algirske forfatter Mourad Bourboune. En sufimunk tog imod mig ude i ørkenen. Og introducerede mig til den gamle visdom. Til dansen, til lyden, bevægelsen og forbundetheden. Jeg skrev min bog, men fik også familie og børn og følte mig tættere på ordene, på skriften, på livet i byen. Men som årene går har jeg nu og da tænkt, om jeg måske missede noget?

Den engelske maler Brian Flynn er i 2005 på ferie i Ægypten. På et tidspunkt besøger han Sultan Hassan Moske i det gamle Cairo. Dens arkitektur griber ham. Men der er noget mere. Det går op for ham, at principperne for dens geometri, er de samme som for kongens kammer i den ældste pyramide. En hellig geometri der viser en dyb forbundethed med lys, elementer og de fire verdenshjørner. Da han senere på samme tur besøger Templet i Karnak ved Luxor, opdager han, at de historier oldtidens folk fortæller, er nedtegnet i murene omkring, ikke blot som udvendige tegn og hieroglyffer, men gennem formernes og stoffets resonans.

Flynn giver sig tid til at indoptage templernes og skulpturenes arkitektur. Det bliver et møde med en kunstart der har fungeret uændret i tusinder af år. En disciplineret omgang med materialet, der ikke er drevet af skønhed, men af det som sker med den, der skaber – en åben forvandling. Men det bliver også et møde med hjertets visdom. Fordi der er ting, som kun hjertet ved, som forstanden intet kender til.

Bare at spinne, at cirkle, fortsætte uden at falde.

Det kredsløb, vi selv er børn af

Tilbage i Califonien hvor han havde boet i næsten 20 år, havde Flynn en følelse af at der manglede noget i hans liv. Hele tiden denne følelse af at løbe efter noget, men aldrig at komme derhen. Bevæge sig fra det ene projekt til det andet. Som en hamster i et hjul, hvor hjulet bevæger sig, mens han selv står stille. Det som meget godt opsummerer hvordan mange mennesker i vesten oplever deres liv. En følelse af tomhed, som om der mangler noget…. Jeg føler hele vores livsform er fanget i den lineære tid, som Flynn udtrykker det. Ligesom de gamle pythagoræere, opdager Flynn at oldtidens ægyptiske kunst og den senere sufi-traditionen har adgang til indsigter, som det moderne menneske efterhånden har glemt. At vores daglige lineære tid er underlagt en anden og større tid, der har sin egen gang – og har sin gang i os. I den lineære tid er vi ikke længere forbundet med årstidernes skiften, som nu har vist sig at underminere det kredsløb, vi selv er børn af.

Hemmeligheden bag den hellige kunst er dens sans for mangfoldighed. Eros er denne kontinuitet i tilblivelsen, åbenheden for det uendelige. Kunsten, om det er arkitekturen, maleriet eller dansen, er kun til for at du skal interagere med stoffet. At være modtagelig for stenens og farvernes energi. At indoptage sufidansens flerfoldige virkefelt. Sufi-dansen lærer dig at nære tillid til bare at spinne, at cirkle, fortsætte uden at falde, som det siges i filmen. Efterhånden vil du glide ind i denne hvirvel, ind i en anden tid, en forbindende tid.

For Flynn åbner sufi-dansen for et vindue til oldtidens visdom: den aktiverer og forbinder den lyd vi allerede har i os. Han opdager at kærlighed ikke kun er kærlighed til en anden, fordi det at elske er at lade sig gribe af verdens ufattelighed og generøsitet. Fordi kærlighed er en måde at interagere med verden, tingene, stoffet, livet. En generøsitet i måden man spiser sammen på, sanser på, taler på, lytter på.

Der er ting, som kun hjertet ved, som forstanden intet kender til.

Hengivelsen: Men vi mangler tid

I det moderne liv er vi fanget ind af konstante gøremål, selvadministrering, et liv mærket af en refleksiv distance til verden. Næsten som en måde at overleve på. Kærligheden er tiden gjort følelig i hjertet, skriver Marcel Proust et sted. I dag lever vi på afstand af den hengivelse, som tiden har gjort følelig for hjertet. At betone hengivelsen, som Flynn, kræver øvelse, fokus og disciplin. Lykken kræver tid, siger Camus. Tålmodighed. Det som kræver tid, denne næring til sjælen, som er så svær. Fordi alting går for stærkt. Fordi meget af tiden bliver taget fra os. Det travle arbejdsliv der stjæler vores tid. At turde give slip på kontrollen. Fordi sandheden om verden, viser sig, ikke gennem bemestring, men gennem opmærksomhed. Vi har brug for begge dele, den refleksive distance og hengivelsens nærhed. Men den første har taget over og kan ende med at kvæle os.

Det er en smuk, intelligent og tankevækkende film, der viser, at der nok er en grund til den livslede og tomhed der griber så mange mennesker i dag. At vi har adgang til så meget, men vi er ikke rigtig i live. For det at leve, handler om at være inspireret, at hjertet baner vejen for at vi kan være en hvilken som helst form, som Ibn Arabi skriver. Ikke gennem en prædiken fra et højere sted, men gennem de kræfter der frisætter vores skabende forbundethed med tingene og verden. Filmen viser også hvor lidt vi behøver, for at kunne leve et rigt liv.

Abonnement kr 195 kvartal