Arven fra Atatürk

Manden der grundlagde Tyrkiet som moderne stat i 1923, gjorde dette på autoritære præmisser. Således er Erdogan og Atatürk bare to alen ud af ét stykke, hævder Halil Karaveli.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 20.02.2019
Why Turkey is Authoritarian. From Atatürk to Erdogan
Forfatter: Halil Karaveli
Pluto Press, England

I lang tid var det en udbredt holdning blandt observatører og analytikere, at Recip Erdogan havde som mål at styrke Tyrkiets demokrati. Det blev set som en vigtig forudsætning for tyrkisk medlemskab af EU, og i bestræbelserne for at skabe et mere åbent samfund med en fri og demokratisk debat tog han også forsigtige skridt til at anerkende det armenske folkemord.

Men så kom det tilsyneladende vendepunkt. I maj 2013 demonstrerede miljøforkæmpere mod det offentliges byggeplaner i Gezi, et stort grønt åndehul i det centrale Istanbul. Myndighederne reagerede med uhørt brutalitet, men protesterne bredte sig til store dele af landet. Hurtigt kom det til at dreje sig om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og alt muligt andet end et stykke lokal byplanlægning. I alt 14 demonstranter mistede livet, og det er påfaldende at de alle kom fra landets alevittiske mindretal.

Autoritær tradition

Året forinden havde præsident Barack Obama nævnt Erdogan som en af de fem globale ledere han forbandt med venskab og tillid, og pludselig viste den tyrkiske leder dette autoritære ansigt. Mens Obama således havde mistet en ven, begyndte verden at spekulere over hvad der havde fået Erdogan til at slå ind på denne radikale kursændring, bort fra demokratiet.

Erdogan er autoritær helt ned i sin egen politiske grundvold, men denne tradition går lige tilbage til Kemal Atatürk.

For Halil Karaveli er svaret dog indlysende. Han er analytiker ved den svensk-amerikanske tænketank Central Asia-Caucasus Institute, og beskriver i sin nye bog Why Turkey is Authoritarian hvordan Erdogan ikke bare er autoritær helt ned i sin egen politiske grundvold, men at han dybest set også viderefører en tradition, der går lige tilbage til Kemal Atatürk. Karaveli argumenterer overbevisende for at manden, der grundlagde Tyrkiet som moderne stat i 1923, gjorde dette på autoritære præmisser, og at han og Erdogan derfor er to stykker ud af samme alen.

Multietnicitet

Forklaringen lyder, at det osmanniske rige var et multietnisk samfund. På en helt anden måde end i Europa blev der taget hensyn til minoriteterne, hvilket umiddelbart står som et positivt træk. Riget havde heller ikke noget omfattende proletariat, der var hverken nogen jordløs almue eller livegne som vi så det hos os selv. Styret havde altid værnet om småbønderne og deres ret som jordejere, og havde i lignende omfang forhindret at en magtfuld godsejerklasse opstod.

Dette førte imidlertid til et problem. Hvor de europæiske godsejere i mange tilfælde ekspanderede til også at blive driftige købmænd, fordi deres afgrøder jo skulle afsættes, manglede denne funktion i det osmanniske samfund. Her kommer det multietniske ind i billedet. For der opstod tidligt en tradition for at kristne og jøder tog sig af varehandelen, og på den måde kom der til et velbjerget ikke-muslimsk handelsborgerskab. Da industrialiseringen greb om sig, førte det også til at omkring 80 procent af alle større virksomheder var på kristne eller jødiske hænder, ganske enkelt fordi det var her man havde midlerne til at investere.

Muslimsk middelklasse

Forholdet fik central betydning da vi kom frem til den ungtyrkiske revolution og Kemal Atatürk. Han sekulariserede Tyrkiet, indførte det latinske alfabet og tog initiativ til en række tiltag der tilsyneladende førte Tyrkiet i retning af Europa og moderne demokrati. Men Karaveli argumenterer for at revolutionen først og fremmest bundede i dyb nationalisme, og at opgøret mere end noget var af etnisk karakter.

Mange af de revolutionære følelser blev nemlig rettet mod det velbjergede ikke-muslimske borgerskab. Det er derfor en fejltagelse at beskrive revolutionen som socioøkonomisk. Den var båret af en borgerlig radikalisme, fordi et vigtigt mål jo var at skabe en velstående middelklasse, som skulle være etniske tyrkere. Og dette var jo ensbetydende med muslimer, selv om sekularisering jo normalt opfattes som et grundelement i revolutionen.

Man kan jo indvende at Kemal Atatürk var kulturradikal, hvilket næppe kan siges om Erdogan og hans konservative verdenssyn. Men de er fælles om at forankre magten i en solid middelklasse, og ikke mindst i at slå hårdt ned på enhver form for opposition. Atatürk satte 50 000 soldater – halvdelen af det tyrkiske forsvar – ind for at knuse den første kurdiske revolte i 1925. Dette blotlagde de indre etniske brudlinjer, som stadig er kendetegnende for Tyrkiet, – som når Erdogan går til angreb på vore dages kurdiske bevægelse, PKK.

Det eneste brud på denne kontinuitet blev Bülent Ecevit, der i flere perioder rettede Tyrkiet ind på en pluralistisk og socialdemokratisk kurs, for i sidste ende at måtte vige pladsen for den konservative Abdullah Gül, og efter ham Erdogan.

Religiøs retorik

Hvor er den røde tråd? Atatürk holdt meget af at sammenligne den tyrkiske revolution med den franske. I begge tilfælde var det gejstlige etablissement i starten at betragte som hovedfjenden, men hvor franskmændene kæmpede for proletariatet, betragtede Atatürk denne klasse som uoplyst – derfor tog han religionens retorik i brug for at få deres sympati og opbakning. Det er nøjagtig de samme virkemidler Erdogan benytter sig af, og helt i tråd med sin berømte forgænger gør han det ved udelukkende at acceptere etniske tyrkere, som vel at mærke er sunnimuslimer på den «rigtige» måde. Dette så vi ifølge Karaveli meget tydeligt, da samtlige 14 dødsofre fra Gezi tilfældigvis var alevitter, som blander den sunnimuslimske tro med elementer fra shiaislam, præislamiske traditioner og anatolsk folketro.

 

Kommentarer