Arbeidets sved

Boken Move Fast and Break Things retter en skarp kritikk mod Google, Facebook og Amazon, men er samtidig delvis romantisk og unyansert.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Move Fast and Break Things

Jonathan Taplin

Lindhardt og Ringhof

Danmark

Det skulle have være så godt, men det gik så galt. Fortællingen om internettets rødder tager ofte sit udgangspunkt i det nærmeste sælsomme rendezvous mellem militærets interesser og en modkultur, der ønskede en lettere adgang til mere fri information. Teknologiske landvindinger kombineret med statsstøtte samt indspark fra de innovative dele af hippiekulturen dannede således fundamentet for det, vi i vor tid kalder internettet. Men noget gik galt undervejs. Noget resulterede i, at vi ikke fik den lette adgang til alverdens informationer i decentral form. I stedet fik vi få firmaer, der på centralistisk vis styrer det meste – ja, nærmest monopollignende tilstande guidet af Ayn Rands libertarianske filosofi.

I bogen Move Fast and Break Things sætter Jonathan Taplin sig for at finde ud af, hvad der gik så grueligt galt.

Hevntokt. Taplin har en dybt interessant og broget fortid som manager for Bob Dylan, filmproducer (blandt andet Mean Streets og Wim Wenders film Until the End of the World) samt medie-iværksætter. Han er altså et menneske funderet i skabelsesprocessen af kunstneriske værker. Der hersker da heller ingen tvivl om, at Taplin på mange måder er ude i et personligt hævntogt mod internet-mastodonterne. Hans grundlæggende pointe er, at de store selskaber – og det vil sige Google, Facebook og Amazon – har ødelagt forholdene for indholdsleverandørene, hvilket rummer alt fra musikere over filmmagere til journalister og forfattere. Taplin mener således, at kunsten i monopol-internettets tid er under et voldsomt pres. Det skyldes flere faktorer.

Det hersker ingen tvil om at Taplin på mange måter er ute i et personlig hevntokt mod internettmastodontene.

For det første har få selskaber nogle voldsomt store markedsandele indenfor deres brancher. Amazon sidder eksempelvist på 70 procent af markedet for e-bøger, mens Facebook har 77 procent af markedet for mobile sociale medier. Derfor vil en indholdsproducent stort set være tvunget til at samarbejde med mastodonterne for at trænge igennem.

For det andet forårsager disse voldsomme markedsandele samt en kyndig lobbyistisk indsats en så stor politisk magt, at giga-selskaberne går fri af den type lovgivning, som ellers tæmmer virksomheders ageren. Taplin mener, at staten simpelthen agerer anderledes overfor internet-mastodonterne i forhold til alle mulige andre brancher.

Og for det tredje investerer de store selskaber kun ganske få midler i at producere indhold selv. Dette lader de være op til brugerne, og derved skabes en kultur, hvor klik altid vil være den afgørende faktor, både for brugere og for selskaberne. Ergo mener Taplin, at disse selskaber nedbryder de eksisterende kunstneriske infrastrukturer for at oprette nogle, der muliggør produktion af noget, der rammer masserne lettere og derved kan få klik, flere big data genereret og dermed sælge endnu flere og bedre målrettede annoncer, hvilket er den altafgørende faktor for mastodonternes fortsatte vækst.

Vi laver også problemet selv. Taplin folder ligeledes sit argument ud til at omhandle mere end blot de skabende kunstnere, som det jo i den grad er synd for, ifølge ham selv. Vi er dog alle en del af miseren. «Forfængelighed overtrumfer ønsket om et privatliv,» udtrykkes det af Kevin Kelly, chefredaktør for magasinet Wired. For egen del er Jonathan Taplin på ingen måde ulastelig. Også han bruger de sociale medier og afgiver derved data for at kunne dele feriefotos med sine venner og fortælle om sin dagligdags gøremål. Og dette er vel i sig selv en pointe. At vi kan være nok så kritiske omkring de nye medier, men at medielandskabet er blevet indrettet på sådan vis, at man skal være særdeles omhyggelig og delvist stille sig et godt stykke udenfor masserne, hvis man vil undgå teknologi-mastodonternes platforme. Altså deler vi gladeligt ud af vores data i de sociale medier, vel vidende at disse data er kernen i mastodonternes forretningsmodel. Uden big data ingen unik adgang for annoncører til at målrette deres budskab og dermed ingen milliardindtægt til internetfirmaerne. «Hvis du ikke betaler for det, er du ikke kunden, men produktet,» som det formuleres i bogen.

Jeg kender en professor på universitetet i Berkeley, som kalder dette fænomen for ‘arbejdets sved’, altså at virksomheder får brugerne til at levere indholdet og derpå selv kan høste både arbejdets frugter i form af indholdet, men – og dette er desto vigtigere – også kan drage nytte af arbejdets sved, som er alle de aftryk og informationer, vi kontinuerligt efterlader, mens vi arbejder for mastodonterne. Et nærmest paradoksalt element i den observation er, at universitetet i Berkeley, som ellers har sit fundament i modkultur og kritisk tænkning, har valgt Google som mailplatform for samtlige studerende og ansatte.

«Hvis du ikke betaler for det, er du ikke kunden, men produktet.»

Romantikk eller reelt kritikk? Taplins bog er på mange måder en veloplagt vendetta skrevet på lige dele indignation og passion. Det vælter med citater fra nær og fjern, nogle gange tenderende det overflødige. Det kan virke som om, Taplin ikke helt selv kan stå som garant for den heftige argumentation. Samtidig forfalder han ofte til anekdotiske fortællinger om især sin tid som rockmanager. Tanken med disse anekdoter er nok at situere argumentet i væsentligheden af kunstneriske bedrifter, men de virker mærkeligt forstyrrende og har det faktisk med at tage brodden ud af forfatterens kritiske tilgang.

Jeg er heller ikke sikker på, at situationen er så grel, som Taplin fremviser det. Eksempelvist kan man godt finde et væld af indholdsproduktion fra både YouTube og Amazon. Naturligvis kan man kritisere dette for ikke at have kunstnerisk lødighed, men det er jo en anden snak. Og hvorvidt kulturen i Silicon Valley nu også er drevet frem af en antidemokratisk, libertariansk og nærmest oligarki-hyldende tænkning, er måske noget spekulativt. Det er i al fald tilfældet, at storinvestor i Facebook og grundlægger af PayPal, iværksætteren Peter Thiel, om hvem Taplin har mange grumme ting at sige, for nyligt fraflyttede Silicon Valley til fordel for Los Angeles, fordi han mente, at kulturen blandt IT-iværksætterne i dalen var blevet alt for venstreorienteret.

Måske bliver Taplin lige lovlig unuanceret om den nuværende situation og lige lovlig romantiserende, når det gælder de gamle dage. Ikke desto mindre er det en yderst relevant og tankevækkende bog, han har forfattet. En bog, der bør afstedkomme diskussioner, forhåbentlig også i politiske kredse.

---
DEL