Ar ind i en fremmed sjæl

Har vi mistet naturen forstået som den ramme om cyklus og råhed og anderledeshed, som ikke er en del af os selv, men et udenfor?
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 10.03.2019

EARTH

Nikolaus Geyrhalter

Østerrike

Filmen tager os med på en rundrejse til 7 forskellige steder i verden hvor enorme landområder ændres til ukendelighed af hensyn til menneskets fortsætte vækst, forbrug, livsstil og velstand. Det gælder udvindingen af mineraler til kobber (Riotinho, Spanien), kul til energi (Matra, Ungarn), veje til transport (Brenner, Østrig), marmor til køkkener (Carrara, Italien), olie fra tjæresand (Ford McKay) eller bare jord og bjerge forvandlet til bosted for stadig flere mennesker i stadig større huse (Califonien). Alt dette kræver ufattelige ressourcer og teknologi, men det er også en smertefuld historie om menneskets tilsyneladende magtesløshed og ikke mindst historieløshed. En på alle måder stærk og bevægende film.

Menneskets aftryk

Luftbilleder af enorme områder under forandring afslører øjeblikkeligt det aftryk mennesket sætter på jordens overflade: Veje, linjer og brud er som ar ind i en fremmed sjæl. Ingen af de medvirkende efterlader nogen tvivl om hvad denne ressource-udvinding gør ved jorden. Men alle er de opgivende overfor at det skulle kunne være anderledes. Nord for Sacramento i Californien siger en arbejder efter at have fjernet større bakker og mindre bjerge i en dal: «Byudvikling begynder med fjernelsen af jord. Befolkningen stiger, de skal bo et sted, hvad kan vi gøre?» Denne menneskets magtesløshed er et gennemgående tema i filmen. Også i Carrara er teknologi på rekord tid ved at ødelægge det hvide marmorbjerg: «Snart er der ikke mere og vi må søge på Mars eller månen.»

Magtesløshed?

Mere nuanceret lyder det fra en medarbejder i Riotinhos mineralmine der udvinder kobber til en stadig mere teknologisk livsstil: «Den nuværende udtømning af ressourcer er ikke bæredygtig. Enten afstemmer vi vores økonomi og forbrug med naturens selvbevarelse eller vi fortsætter troen på den rationelle forbruger, og dette system vil ikke eksisterer meget længere.» Magtesløshed fordi vi har opgivet en tro på at tingene kan være anderledes. Men også at vi har opgivet at lære af historien. Mennesket lærer ingenting af historien, siger medarbejderen. «Det drejer sig ikke kun om udnyttelse af jorden men også om menneskers udnyttelse af andre mennesker.»

Mennesket fjerner 150 millioner ton sten og jord pr. dag hvilket gør mennesket til den betydeligste geologiske faktor i vor tid.

Camus sagde i 1949 da kolonimagterne gik ind i Afrika at «I dag tror De ikke længere, De kan forhindre noget. Dette er problemets kerne.» Mennesket af i dag er afvisende overfor den enkeltes indflydelse på og indsigt i sit eget og andres liv. Som om vi har mistet troen på at ethvert menneske har en større eller mindre indflydelsessfære.

I Brenner (Østrig) skærer man sig med en hydraulisk boreplade gennem et stort bjerg. Projektet slår alle rekorder. På grund af øget transport af varer og biler må der bygges endnu en flersporet vej. Her velsigner man arbejderne i en fælles bøn til den lokale engel der skal vogte over den forestående boring! Den sagkyndige udtaler stolt: «Når vi borer ind i naturens millioner år gamle sten må vi også respektere den, håbe at den spiller med, det vi gør.» Det lyder som et sangvinsk håb.

Et udenfor os selv

I det nordlige Ungarn ved Matrabjergene udvinder man brunkuld til energi. For nogle år siden opdagede man en 5 millioner år gammel mindre skov af svampecypresser med 4-6 meter høje træfossiler.

Nikolaus Geyrhalter Filmproduktion

På det nationale museum får vi af vide at dinosaurer herskede på planeten langt længere tid end mennesket. De dukkede op for ca. 200 millioner år siden og uddøde for omkring 65 millioner af år siden. Forskellen er at mennesket ændrer på selve planetens betingelser langt mere end andre dyrearter. Lederen af kulminen: «Jeg føler ingen forbindelse længere til de træer der var her engang. De er bare en hindring der skal fjernes.» Men en medarbejder fortæller at han under en ferie har besøgt en gletcher som i løbet af bare hundrede år er ved at forsvinde selvom den har været der i millioner af år. Synet gjorde ham dybt nedtrykt. Alene på de sidste 30 år for skabt enorme ændringer. Kulminedrift er en medinfluerende faktor.

Udtalelserne her fik mig til at tænke på at det vi omtaler som magtesløshed måske også har noget at gøre med det forhold, at vi har mistet naturen forstået som den ramme om cyklus og råhed og anderledeshed, som ikke er en del af os selv, men et udenfor. I modsætning til tidligere tider, har vi ikke længere noget udenfor os selv, vi lever ikke i forhold til årstidernes skiften, cyklus, ritualer der skal passes, døden som en livshorisont. Denne trøst i naturens store formation og livsorganisme – det har vi mistet.

Filmen slutter med sørgmodige billeder af amerikanske indianere der kører gennem det canadiske landskab omkring Fort Mckay hvor man i årtier har udvundet olie fra tjæresand. Langs veje og langt ind i landskabet af træer og jordbund er alt gråt og dødt.

Filmen fikk prisen fra Berlinalens Ecumenical Jury for dens beskrivelse av hvordan menneskelig intervensjon ødelegger planeten.

Kommentarer