Antinazisten, der tog verden med storm
Publisert: 22.04.2019
Henrik Georgsson (Sverige)
Pointen bliver hugget i granit fleregange i løbet af dokumentaren: Stieg Larsson arbejdede sig ihjel. I denforstand endte de nazister, som han dedikerede alle sine vågne timer til atbekæmpe, med at tage hans liv, som de så ofte havde truet med at gøre.
Stieg Larsson – The Man Who Played With Fire dokumenter en af Sveriges mest betydningsfulde antinazisters liv og virke, en antinazist som blev verdenskendt, da hans Millennium-trilogi om den utilpassede og rå Lisbeth Salander udkom kort efter forfatterens for tidlige død.
Dokumentaren er sammensat af interview med Stieg Larssons livskammerat, Eva Gabrielsson, med tidligere kolleger på TT Nyhetbyrån og på det antifascistiske medie Expo, som Larsson var med til at starte, med tidligere kolleger på det britiske antifascistiske magasin Searchlight, samt med barndomsvenner og -naboer i det afsidesliggende svenske landområde, hvor Stieg Larsson tilbragte de første ni år af sit liv sammen med sine bedsteforældre.
Larssons bedstefar var en kommunist og engageret antinazist, som Larsson lærte meget af. Larsson blev selv (trotskistisk) kommunist, men dokumentaren om ham går uden om denne del af historien, og den eneste omtalte af hans og hans bedstefars politiske orientering er høflige og meningsløse fraser om at «ønske at alle er lige». I stedet fremstilles Larsson som en «demokrat» – hvad han naturligvis var, og en radikal en af slagsen (modsat de fleste borgerlige demokrater), men i dokumentarens indfatning bliver det en temmelig vag etiket.
Modsætninger sløres
Hvorfor mon instruktøren har gjort sig så store anstrengelser for at udelade denne del af Larssons politiske arv? Formentlig i et forsøg på at understøtte den bestselleridentitet, som er blevet skabt omkring Larsson efter hans død, et forsøg, som ikke på nogen måde ærer det projekt, Larsson levede og døde for, men i stedet udraderer alle politiske modsætninger af kyniske profit-orienterede årsager. Kun én politisk skillelinje bliver trukket op i dokumentaren: mellem demokrater og antidemokrater (i denne kontekst fascister og nazister).
Ikke desto mindre var en af de centrale pointer, som Larsson arbejdede så hårdt for at gøre forståelig, at det såkaldte velfærdsdemokrati, som Sverige menes at være, også danner grobund for nye opblomstringer af nazisme og fascisme.
Med andre ord: Virkeligheden er netop ikke så enkel, at kampen blot står mellem demokratiske og antidemokratiske kræfter. Det er her, dokumentaren er svagest – idet at dens analyseniveau ligger lysår under Stieg Larssons.
… OBS. teksten fortsetter …
Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)
