Publisert: 22.04.2019
Pointen bliver hugget i granit flere gange i løbet af dokumentaren: Stieg Larsson arbejdede sig ihjel. I den forstand endte de nazister, som han dedikerede alle sine vågne timer til at bekæmpe, med at tage hans liv, som de så ofte havde truet med at gøre.
Stieg Larsson – The Man Who Played With Fire dokumenter en af Sveriges mest betydningsfulde antinazisters liv og virke, en antinazist som blev verdenskendt, da hans Millennium-trilogi om den utilpassede og rå Lisbeth Salander udkom kort efter forfatterens for tidlige død.
Dokumentaren er sammensat af interview med Stieg Larssons livskammerat, Eva Gabrielsson, med tidligere kolleger på TT Nyhetbyrån og på det antifascistiske medie Expo, som Larsson var med til at starte, med tidligere kolleger på det britiske antifascistiske magasin Searchlight, samt med barndomsvenner og -naboer i det afsidesliggende svenske landområde, hvor Stieg Larsson tilbragte de første ni år af sit liv sammen med sine bedsteforældre.
Larssons bedstefar var en kommunist og engageret antinazist, som Larsson lærte meget af. Larsson blev selv (trotskistisk) kommunist, men dokumentaren om ham går uden om denne del af historien, og den eneste omtalte af hans og hans bedstefars politiske orientering er høflige og meningsløse fraser om at «ønske at alle er lige». I stedet fremstilles Larsson som en «demokrat» – hvad han naturligvis var, og en radikal en af slagsen (modsat de fleste borgerlige demokrater), men i dokumentarens indfatning bliver det en temmelig vag etiket.
Modsætninger sløres
Hvorfor mon instruktøren har gjort sig så store anstrengelser for at udelade denne del af Larssons politiske arv? Formentlig i et forsøg på at understøtte den bestselleridentitet, som er blevet skabt omkring Larsson efter hans død, et forsøg, som ikke på nogen måde ærer det projekt, Larsson levede og døde for, men i stedet udraderer alle politiske modsætninger af kyniske profit-orienterede årsager. Kun én politisk skillelinje bliver trukket op i dokumentaren: mellem demokrater og antidemokrater (i denne kontekst fascister og nazister).
Ikke desto mindre var en af de centrale pointer, som Larsson arbejdede så hårdt for at gøre forståelig, at det såkaldte velfærdsdemokrati, som Sverige menes at være, også danner grobund for nye opblomstringer af nazisme og fascisme.
Med andre ord: Virkeligheden er netop ikke så enkel, at kampen blot står mellem demokratiske og antidemokratiske kræfter. Det er her, dokumentaren er svagest – idet at dens analyseniveau ligger lysår under Stieg Larssons.
The Man Who Played With Fire ærer imidlertid på en anden afgørende måde hans minde, nemlig ved at pege opmærksomheden tilbage på den del af hans arbejde, som endte med at slå ham ihjel: det omhyggelige og udtærende arbejde med at kortlægge og dokumentere nazistiske, fascistiske og racistiske grupper, partier, bevægelser og strømninger i Sverige og ud over Sveriges grænser. Et arbejde, han indledte i starten af 1970’erne og fortsatte frem til han døde af overbelastning og vanrøgt af eget fysiske helbred i 2004.
Fortiden er nutiden
Da han begyndte, mente folk flest at nazismen var død, noget der hørte til i fortiden. En imponerende selvvalgt uvidenhed i et land, hvor ingen reelt har forsøgt at rydde op i de politiske og økonomiske forbindelser mellem svenske og tyske eliter under Anden Verdenskrig, hvor eugenetik stortrivedes – og blev omfavnet langt ind i det magtfulde socialdemokrati – og hvor skinheadgrupper var mere aktive og mere organiseret voldelige end i resten af Skandinavien.
Gennem at spore Stieg Larssons liv og arbejde genfortæller dokumentaren historierne om Nordiska Rikspartiet, grundlagt som Sveriges nationalsocialistiska kampförbund i 1956, om opkomsten af BSS-bevægelsen – Bevara Sverige Svenskt – fra hvilken det nuværende Sverigedemokraterne voksede, og udbredelsen af Vit Makt-musikken, lanceret som «vikinga-rock», der populariserede racistiske og fascistiske verdensanskuelser i 1990’erne.
Den minder os også om den omfattende vold udført af ultrahøjregrupper i Sverige, vold rettet mod jøder, migranter og asylansøgere, ikke-hvide, homoseksuelle og kvinder – såvel som mod folk som Stieg Larsson og hans kammerater og samarbejdspartnere, der afdækkede organisationer og personer på den yderste højrefløj samt deres aktiviteter, forbindelser og alliancer.
Nye og gamle former for racisme
En anden vigtig pointe i dokumentaren – som kommer frem gennem arkivinterview med Stieg Larsson såvel som interview med hans omgangskreds – er, at de «nye» former for racisme og fascisme ikke er afgørende forskellige fra de gamle, bare fordi ordet race er blevet erstattet med kultur, eller bare fordi folk, som spreder disse ideologier, har ladt deres hår gro ud og taget jakkesæt på, eller bare fordi antisemitisme – særligt efter 9/11 – i vid udstrækning er blevet (strategisk) udskiftet med had mod muslimer.
Dokumentaren viser også, hvordan det populariserede plot, som Stieg Larsson udviklede i sin Millennium-trilogi, er lige så meget fakta som fiktion. Brutaliteten i den vold, mænd udfører mod kvinder, velfærdsstatens strukturelle vold, den udbredte korruption i et angiveligt ubestikkeligt og moralsk samfund, den svenske elites sammenvævning med nazisme. Alt dette er noget, Stieg Larsson havde konstateret og observeret gennem sit arbejde med at kortlægge det, en af interviewpersonerne kalder «Sveriges mørke sider».
De «nye» former for racisme og fascisme ikke er afgørende forskellige fra de gamle, bare fordi ordet race er blevet erstattet med kultur.
Da Larsson
begyndte sit livsprojekt om at dokumentere nynazistiske og fascistiske grupper
i Sverige, opererede de fleste af dem i det skjulte. Nu foregår deres
aktiviteter i fuldt dagslys. Og mens den selvvalgt uvidende påstand engang var,
at disse strømninger hørte fortiden til, er den forbløffende påstand i dag, at
de ikke rigtig er nazister og fascister.The
Man Who Played With Fire går langt for at mørklægge, at dem, som vier
deres liv til at bekæmpe nazisme, racisme og fascisme, ikke bare er
«demokrater» generelt, men ofte er kommunister og socialister. På trods af
dette politiske valg om at sløre vigtige dele af historien, vil dokumentaren
forhåbentlig bidrage til at skabe opmærksomhed om det faktum, at fascismen og
nazismen langt fra er død; tværtimod er de strømninger igen på vej til magten.
