Anti-immigration som «demokratisk» frygtpolitik i Ungarn

Det, vi følger gennem filmen, er en karikatur af en valgkamp, hvor det er givet på forhånd, hvem der vinder.
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.02.2019

Hungary 2018

Eszter Hajdu

Portugal, Ungarn

Den 8. april 2018 var der valg til parlamentet i Ungarn. Den siddende højreradikale Fidesz-regering med Viktor Orbán i spidsen vandt valget og gik frem med 5 procent. Mere end 49 procent af dem, der stemte, stemte på Orbán og Fidesz. Og næsten 20 procent stemte på det selvforståelsesmæssigt nationalkonservative, men reelt neonazistiske Jobbik, der støtter Orbán. Resultatet af valget var dermed en klar sejr for de højreradikale kræfter i Ungarn. Orbáns Fidesz-parti har nu 133 sæder i parlamentet ud af 199, og Jobbik har 26. Resten af pladserne er delt ud på fire små centrum-venstre-partier, der reelt ikke udgør nogen form for politisk parlamentarisk opposition til Orbán, der derfor siden valget har skruet op for den særegne blanding af neokonservatisme og merkantilisme, hans politik består af.

Frygtpolitik

Eszter Hajdus film Hungary 2018 følger oppositionspolitikeren Ferenc Gyurcsánys kampagne frem til den 8. april, da stemmerne er talt op og nederlaget står klart. Gyurcsány er leder af det lille centrum-venstre parti Demokratikus Koalíció (DK) og tidligere premiereminister for det ungarske socialdemokrati, der var ved magten i flere perioder efter Murens fald fra 1994 til 1998 og igen fra 2002 til 2010 og i begge perioder gennemførte en række hårde neoliberale reformpakker, privatiseringer og nedskæringer. Vi hører ikke så meget om Gyurcsánys eget politiske ståsted og rolle i den politiske udvikling i Ungarn efter 1989, filmen fokuserer på Orbán og Fidesz, og Gyurcsány fungerer i virkeligheden mest som kontrast til den voldsomme xenofobiske kampagne, som Orbán står i spidsen for. Vi følger ganske vist Gyurcsány rundt på valgmøder og ser ham tale med vælgere, der alle som én klager over besparelser og Fidesz-regeringens hadske politik, men det er Fidesz, der er filmens reelle protagonist. Der krydsklippes således løbende mellem Gyurcsánys kampagne og Fidesz-valgmøder, hvor forskellige ministre og andre højtstående Fidesz-politikere angriber migranter og flygtninge, EU og George Soros.

Hungary 2018 Regissør Eszter Hajdu

Filmen viser glimrende, hvordan Fidesz har skåret politik ned til kun at bestå af frygtpolitik, hvor der tegnes et billede af en konspiration, der vil Ungarn til livs. En konspiration, der består af EU og den ungarske-amerikanske finansmand George Soros, som går ind for åbne grænser og derfor vil drukne Ungarn i flygtninge og dermed ødelægge landet. Det er den historie, som gentages igen og igen. Vi hører intet om socialpolitik, om økonomi eller uddannelse, eller om skattepolitik; det hele handler om de udefrakommende trusler, der forsøger at smadre Ungarn. Det er næsten parodisk at høre ministre fra Fidesz-regeringen fortælle tilhørere, hvordan det er umuligt at finde et eneste hvidt menneske i Paris (underforstået at Paris er blevet overtaget af ‘sorte muslimer’).

Ungarn skal væren hvid kristen nation, det er programmet.

Ungarn skal være en hvid kristen nation, det er programmet. Og det betyder, at der skal lukkes totalt ned for flygtninge og indvandrere, der truer med at ‘degenerere’ det ungarske folk. Heldigvis står Orbán fast og forsvarer Ungarn, det ungarske folk, dets kristne familieværdier og selve den ungarske sjæl. Og han afviser såvel den udefrakommende ‘multikulturalisme’, der i virkeligheden er en videreførelse af en gudløs kommunisme, og de liberale frihedsidealer, som EU forsøger at tvinge Ungarn til at følge. Og EU er i virkeligheden blot et instrument styret af finansmanden George Soros, der tilskrives rollen som den onde demiurg, der på alle mulige måder forsøger at ødelægge Ungarn. Fidesz-politikerne taler lige ud af posen: Soros er jøde, han er, hvad de kalder en ‘international jøde’, og hans ønske er at smitte den ungarske folkesjæl med en gudløs hedonistisk antinational ideologi. Og han forsøger at gennemføre sin onde plan gennem EU, NGO’ere og den vestlige presse.

Ultra-kapitalisme

Fidesz-regeringens kampagne fremstår næsten som en postmoderne karikatur af nazismens antisemitisme. Men den virker. Parallellerne til Trumps ‘Make America Great Again’-kampagne er oplagte, i begge tilfælde har vi at gøre med postfascistiske programmer, der lover en national genfødsel. For de postfascistiske politikere er demokratiet et medium, som kan bruges til at dæmonisere og mobilisere støtte til kvasi-totalitære politiske tiltag. Trump har erklæret krig mod den etablerede presse; i Ungarn er det nemmere, Orbán ejer direkte eller indirekte hele mainstream-pressen og kan derfor bruge den som et decideret propagandamiddel. I filmen fremstår Gyurcsány derfor mest som en røst fra en allerede forsvundet borgerlig offentlighed. Der er ikke nogen dialog eller nogen rationel udveksling. Vi har i stedet en liberaldemokratisk politiker, der forsøger at føre valgkamp hinsides demokratiets totalitære forvandling.

Filmen viser hvordan Fidesz har skåret politik ned til kun at bestå af frygtpolitik.

Det er en af filmens fortjenester, den viser effektivt, at valg sagtens kan kombineres med kvasi-diktatur. Det, vi følger gennem filmen, er således ikke andet end en karikatur af en valgkamp, hvor det er givet på forhånd, hvem der vinder. I Ungarn er vi i en situation, hvor oppositionen ikke engang rigtigt kan fungere som opposition, hvor en nærmest farceagtig frygtpolitik har erstattet enhver politisk diskussion, og hvor der ikke er noget politisk valg (i en liberaldemokratisk forstand). Statsapparat og politik er smeltet sammen, derfor er valgkampen underligt tom.

Vi har at gøre med postfascistiske programmer, der lover en nationalgenfødsel.

Konklusionen synes at være, at det politiske system ikke længere udgør et rum for modstand i Ungarn og Europa. Det er nok snarere på gaden, at der kan ske noget. Som der eksempelvis gjorde i Frankrig med De gule veste. Og som der også gør lige nu i Ungarn. Den 12. december sidste år vedtog Orbán-regeringen nemlig en lov, der gør det muligt for arbejdsgivere at kræve 400 timers overarbejde af ansatte om året og først udbetale pengene tre år senere. Vedtagelsen af loven har resulteret i omfattende protester i mange byer i Ungarn. Den racistiske frygtpolitiks underliggende ultra-kapitalisme er måske stødt ind i en socioøkonomisk mur, der kan åbne døren for en antifascistisk og måske endda antikapitalistisk systemkritik i Ungarn. Det vil tiden vise.


Filmen vises på HUMAN internasjonale dokumentarfilmfestival,
25. februar til 3. mars 2019

Kommentarer