Angsten for de usynlige

Bag både Islamisk Stat og højreorienterede grupperinger fungerer nøjagtig de samme mekanismer som drivkraft, påpeger den tyske forfatter og journalist Carolin Emke. I sin bog trækker hun de store perspektiver op.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.02.2019
Against Hate
Forfatter: Carolin Emcke
Polity Press, Storbritannien

Det var en kold aften i februar 2016. Omkring 70 mennesker, de fleste af dem mænd, havde taget opstilling for at blokere vejen for en bus, der var på vej med en gruppe nyligt ankomne flygtninge fra den syriske borgerkrig. Mange andre mødte frem og stimlede sammen som tilskuere, og selv om der også kom politi til stedet, udartede det hele hurtigt til en ubehagelig konfrontation.

Det hele udspillede sig i den lille tyske by Clausnitz, som på den måde fik kedelig international opmærksomhed. Den tyske forfatter og journalist Carolin Emcke ser affæren som et skoleeksempel på hadets natur, og hun bruger den som afsæt i sin bog om emnet, som hun skrev i kølvandet på debatten om Clausnitz. Den er nu kommet i engelsk oversættelse.

Emcke hæfter sig ved at de ophidsede mennesker under hele opstandelsen vedblev med at råbe «Wir sind das Volk!». Vi er folket. Bortset fra, at selve ordvalget giver hende myrekryb og påmindelser om nazismens Tyskland, ser hun det som både interessant og karakteristisk for hele fænomenet, at disse mennesker retfærdiggjorde deres opførsel ved at hævde et tilhørsforhold til et folk. Som hun skriver, var hovedparten af deltagerne sandsynligvis hvad vi vil betegne som normative borgere og solide familiefædre, der sædvanligvis ikke finder behov for at ytre sig i den slags nationale baner. Men her fik de frit løb for deres følelser ved at slå på et angiveligt fællesskab, og det var nok mere end noget et udtryk for usikkerhed og frygt.

Carolin Emcke:
Carolin Emcke

Groteske resultater

Når de usynlige bliver en trussel. Frygt for hvad? Det forklarer forfatteren ved at gribe til Ralph Ellisons klassiske roman fra 1952, Invisible Man. Det er en beskrivelse af den afroamerikanske befolknings liv i sydstaterne på det tidspunkt. De sorte var der, de var til stede og deltog i samfundet, men for mange hvide var de usynlige. De var anderledes og fremmede, og navnlig kunne man ikke betragte dem som nogen naturlig del af det vedtagne fællesskab. Det er nøjagtig den samme funktion, der er til stede i vore dages europæiske samfund. Muslimerne, de fremmede, er ikke nogen integreret del af samfundet, og derfor er de usynlige. Men når de så pludselig bliver meget synlige, som ved ankomsten af en hel busladning til en fjern provinsidyl, er den gal. Så forvandler følelserne dem med et til en overhængende trussel mod samfundsværdierne, og dét kræver øjeblikkelig handling.

Fanatisme kan ikke bekæmpes med fanatisme.

Sagen Eric Garner er et lysende eksempel på, hvordan denne handling kan føre til groteske resultater. Han var en sort mand med småkriminel fortid, der i 2014 omkom under en brutal politianholdelse på åben gade i New York. Garner havde ikke overtrådt nogen lov i den aktuelle situation, men han havde vækket betjentenes mistanke. Han var trådt ud af usynligheden og var blevet en trussel, og det er netop i rummet mellem disse to tilsyneladende modstridende kontraster, at hadet får frit spil.

Grundlaget er som oftest tyndt. Forholdet får næring hos nationalistiske partier, men også i løsrivelsesbevægelser og blandt pseudoreligiøse fundamentalister. Disse har overfladisk set meget lidt til fælles, men de finder sammen om en søgen efter noget oprindeligt, det rene og det homogene samfund, som ikke har plads til de etniske, religiøse eller for den sags skyld de seksuelle mindretal. Man skal passe ind i en fælles skabelon for at høre til, og det er netop dér, al den snak om folket begynder at kæntre. For der har aldrig eksisteret noget homogent folk noget sted. Ikke engang den franske revolution var helt så inkluderende, som vi gerne vil have os selv til at tro, for de fremmede og kvinderne var aldrig for alvor omfattet af tanken om frihed, lighed og broderskab.

Spejlbillede

Bogen trækker det store perspektiv op ved at se på nøjagtig de samme mekanismer som drivkraft bag Islamisk Stat. Dette kan virke lidt overrumplende, men det giver i høj grad mening. Ideologisk er også IS en søgen tilbage til det oprindelige og til en homogen størrelse, hvilket dybest set er en illusion. Men IS fandt næring gennem det forhold, at europæerne reagerede efter nogenlunde samme mønster, nemlig ved at gøre de fremmede til en trussel. Det var islamisternes klare mål at fremme en kollektiv mistænkeliggørelse af muslimer i Europa, for på den måde sikrede man fremdrift og nye proselytter.

Vi har altså en situation, der på visse måder fremstår som et spejlbillede. På begge sider ekskluderes grupper, der ikke betragtes som en del af fællesskabet, og på begge sider har i det mindste dele af fællesskabet nogle illusoriske forestillinger om idealmålet. Det er igen det med folket, eller umma, som det hedder i islamisk tankegang. Dette stiller alle de tilsidesatte, eller de usynlige grupper, i en besynderlig situation. Som filosoffen og den politiske teoretiker Hannah Arendt skrev det, tvinger det den marginaliserede person til at forsvare sig i egenskab af den, man er blevet fremstillet som – altså med hadets attributter som udgangspunkt.

Den marginaliserede person tvinges til at forsvare sig med hadets attributter som udgangspunkt.

Det er en ond cirkel, som bedst brydes ved at man forstår at bolden er på flertallets banehalvdel. Her må man forstå, at fanatisme ikke kan bekæmpes med fanatisme, men at man netop – igen med Hannah Arendts ord – må erkende, at vi alle er det samme, nemlig mennesker, men på en sådan måde, at ingen er den samme som nogen der har levet, lever eller vil leve. Arendt ser mennesket som del af et universelt «vi», samtidig med at det er et unikt individ i sin egen ret.

Som læser kan man måske indvende, at alt dette jo bare er almindelig, sund fornuft. Det hele er egentlig hørt før … men så alligevel. Carolin Emcke stiller brikkerne op på en ny og tankevækkende måde, og når hun skriver, at det i bund og grund er umuligt at forstå Islamisk Stat, perspektiverer det også synet på den europæiske højrenationalisme. Selv om præmisserne er nogle andre, er den mindst lige så irrationel, og det skal vi minde os selv om, næste gang fremmedhadet dukker op i vores egen baghave.

Kommentarer