bøker på bordet
Foto: Nina Trige Andersen

Anarkistiske bogcafeer og «gensidig hjælp»

ANARKISTER: Mette, Thomas og Rasmus fandt vej ind i anarkismen gennem kampen om Ungdomshuset i København for mere end et årti siden. De har siden været aktive i bogcafeer, arbejdskonflikter og modstand mod racisme. Det handler først og fremmest om levede politiske erfaringer.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.12.2019

Anarkistisk Bogmesse i høst var så stort et tilløbsstykke, at de måtte lukke for tilmeldinger. Teen Vogue har for nylig skrevet «overraskende gode» artikler om anarkisme og Emma Goldman. Ursula K. Le Guins forfatterskab har fået en markant renæssance [se anden artikel]. I sommer havde Forenede Anarkistiske Bogcafeer fået cafébiografen Vester Vov Vov til at lave en enkelt screening af den nye dokumentarfilm om Le Guin, men det blev så stor en succes, at filmen i skrivende stund stadig vises der.

«Oligarkiets jernlov er ikke en moralsk kritik, det er en erfaring», siger Rasmus Pinnerup. Det er blandt andet derfor, han kalder sig anarkist, og derfor anarkistiske grupper sjældent eksisterer i samme form over årtier.

Af samme grund kan det også for udenforstående være en smule vanskeligt at orientere sig i det anarkistiske landskab af grupper, celler og samarbejdsalliancer, som opstår, forgår, genopstår, muterer, splitter, re-orienterer sig og genorganiserer sig. «Det grundlæggende princip i anarkisme handler om præfigurativ organisering», siger Rasmus: «Vi organiserer os på en måde, der peger hen imod det, vi gerne vil skabe.» Det giver ikke mening at opbygge et parti med hierarkiske og fastlåste magtstrukturer, hvis man gerne vil afvikle en samfundsform, som bygger på selvsamme strukturer.

«En hierarkisk struktur kan ikke lede frem mod noget egalitært.» Rasmus Pinnerup sidder sammen med Mette Morgenstjerne og Thomas Christtreu i Bogcafeen Barrikaden i København, der siden 2008 har eksisteret på Dortheavej 61 i det, som nogen stadig kalder «det nye Ungdomshus», selvom det er mere end ti år siden det åbnede – efter flere års kamp: først for bevarelse af det «gamle» Ungdomshus på Jagtvej 69, og dernæst for at skaffe en ny bygning, efter at Jagtvej 69 blev jævnet med jorden i en af de mest brutale statslige magtdemonstrationer i nyere tid.

I København har de to ungdomshuse – og ikke mindst deres bogcafeer – i mange år været centrale samlingssteder for anarkister: «Bogcafeer er fluepapir for anarkister.»

Ny Tid i julegave

Rydningen af Jagtvej 69

Thomas, Mette og Rasmus har haft meget forskellige veje ind i anarkismen, men har det til fælles, at deres vej er gået gennem politiske erfaringer snarere end gennem politisk teori, og at rydningen og nedrivningen af Jagtvej 69 – med alt hvad der dertil hørte af politivold, massearrestationer, retssager og politikersvigt – har en central placering på deres politiske landkort. De er også alle tre aktive i fagforeninger.

«Jeg kan alt efter kontekst kalde mig libertær socialist, kommunist, anarkist, endda demokratisk socialist», siger Thomas.
Rasmus og Mette ville nok ikke lige bruge begrebet demokratisk socialist – der er «lidt for meget Bernie over det» – men har det ligesom Thomas: Det afgørende er, at andre får en nogenlunde retvisende ide om, hvor man står.

Ordet anarkist er der mange, der forbinder med «at kaste med bomber og brænde ting af», og det kan da også, under visse omstændigheder, være en relevant strategi at futte et par ting af – ting, ikke mennesker – det er bare ikke det, anarkisme primært handler om.

«Der ligger en hel vild optimisme i anarkismen.»

At kalde sig anarkist, siger Rasmus, «er både et stærkt og et svagt udsagn», fordi det rummer så bredt et spektrum, og fordi der er så mange (vrang)forestillinger om, hvad det egentlig betyder. «Men opsigt vækker det altid.»

For Mette er det relativt nyt at kalde sig anarkist. Det er noget, hun efter mange års politisk erfaring er nået frem til, passer bedst på hendes praksis.

«De mennesker, jeg har holdt mest af, er anarkister. For mig er ordet anarkisme først og fremmest en beskrivelse af, hvordan vi gør tingene. At vi er ligeværdige», siger Mette. Før hun kom til København – hvad hun gjorde da Jagtvej 69 blev ryddet omkring 2007 – havde hun sine primære politiske erfaringer fra lokale foreninger i et mindre provinssamfund.

«For mig er det vigtige, hvordan vi kan være aktivister og finde bedre måder at være kammerater på.»

Rasmus har en skummel fortid i Radikal Ungdom, og Thomas i Socialistisk Folkepartis ungdom. Mærkeligt at tænke på nu. Nu hvor de alle tre kan enes om, at anarkisme er «den form for socialisme, hvor afvikling af staten – at gøre op med behovet for en stat – er centralt.»

«Jeg hældte faktisk mod Socialdemokratiet, før kampen om Ungeren startede. Jeg opfattede Danmark som en relativt velfungerende socialdemokratisk stat, men dens totale malfunktion viste sig under rydningen», siger Thomas, og Rasmus supplerer: «Statens neutralitet er en politisk fiktion, og under rydningen fik mange sønderskudt deres illusioner om retsstaten.»

NY TID bringer over tid en rekke portretter av vår tids anarkister.
NY TID bringer over tid en rekke portretter av vår tids anarkister. Hva betyr en insistering på individuell frihet og internasjonal solidaritet? Eller en kamp mot overdreven militærmakt, kapitalmakt og statsmakt?
Se tidligere fra Berlin (august) og Tel Aviv (september).

Anarkist af nød

Mette har været en af drivkræfterne i den nyligt afholdte Anarkistisk Bogmesse i København. Til daglig er hun en af de stabile aktivister i Bogcafeen Barrikaden, som i 2018 indgik samarbejde med Bogcafeen Halmtorvet i Forenede Anarkistiske Bogcafeer (FAB).

Netop samarbejde – også formuleret som «gensidig hjælp» – er et af hovedprincipperne i anarkisme: «Anarkisme handler om at øve sig i daglig praksis. At øve sig i at skabe noget, der ligner det samfund, vi ønsker os. Anarkisme er en proces, der er ikke et fastlagt endemål», siger Mette.

«Hårdhændet repression kan gøde jorden for anarkisme.»

«Det drejer sig om tillid og respekt, om at vi alle står til ansvar. Det er vildt svært, men når det fungerer, er det en intens følelse. Under rydningen og det, der fulgte, fungerede vores fællesskab, og det var så intenst. Vi arbejdede i døgndrift, og den solidaritet, folk udviste hinanden, var totalt ulig det samfund, jeg kendte.»

De tre er enige om, at det er nemmere at organisere sig i et klassisk parti, hvor strukturerne ligger fast, men enes også om at det er værd at gå den svære vej, hvor strukturerne altid er til forhandling, hvor der ikke skelnes mellem proces og mål.

«Jeg ville ønske, der var en nemmere måde at skabe et andet samfund på», siger Thomas. «Jeg tror bare ikke på det. Man kan sige, at jeg er anarkist lidt af nød, det er ikke belejligt.»

Anarkister bliver typisk også mødt med grovere repression end andre. «Politisk forfølgelse er et grundvilkår for anarkister», siger Thomas. «Der er en slags politisk konsensus om, at man ikke behøver respektere vores rettigheder, fordi vi selv har været ude om det. Vi møder altid staten fra dens værste sider.»

«Statens neutralitet er en politisk fiktion.»

Efter 2009 «crashede» bevægelsen. Folk var kørt ned efter først kampen om Ungdomshuset, så klimatopmødet i København, samtidig med to store aktioner: kirkeasyl – hvor en stor gruppe udviste irakere havde søgt tilflugt i Brorsons kirke på Nørrebro – og desuden Luk Lejren, hvor aktivister uden for Sandholmlejren nord for København i samarbejde med asylansøgere inde i lejren lavede en stor kampagne mod asylsystemet.

«Den værste periode var helt klart 2010-2012, hvor der ingen kræfter var til noget som helst. Mange var fængslet, havde været igennem lange retssager, var traumatiserede.» Men siden da er det gået støt fremad, og «nu er det ikke længere en kamp for overlevelse», sier Rasmus.

I 2017 blev der afholdt et anarkistisk stormøde i København, der var «den måske største samling for anarkister siden Anarkistisk Føderation i Danmark i 1970erne». «Hårdhændet repression kan gøde jorden for anarkisme, og det kan slå os midlertidigt tilbage. Men nu er vi bestemt i en opgangstid», siger han.

Erfaringsbaseret optimisme

Inden for det seneste år har der også været samling omkring blandt andet bevægelserne Luk Ellebæk (en asyllejr) og Almen Modstand (forsvar for sociale boligbyggerier). Desuden modstanden mod Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs, som blandt andet kulminerede 1. maj, hvor Paludan ville tale i Fælledparken og blev mødt af hundredvis af moddemonstranter – der til gengæld blev mødt af massivt politiopbud.

«Efter 1. maj var der omkring 100 mennesker, som kom til møde med ABC – de var ikke anarkister, alle sammen, men de havde brug for at bearbejde deres erfaringer med politivold og for at få rådgivning», fortæller Thomas, der er aktiv i den danske afdeling af Anarchist Black Cross.

ABC er en retshjælpsgruppe, der bygger på princippet om gensidig hjælp. «Gensidig hjælp går ud på at opbygge hinanden, som mennesker og aktivister, for det er hårdt at være imod samfundsstrukturerne», siger Thomas.

«Vi er ikke dogmatiske omkring, hvem vi samarbejder med, det vigtige er måden, vi gør det på», siger Mette. «I anarkistiske sammenhænge har jeg fundet en plads og en stemme – som kvinde i det her samfund har jeg så ofte oplevet at blive talt hen over. Men i anarkistisk praksis har jeg lært at se mig selv som en, der kan være aktivt kæmpende.»

«Der ligger en hel vild optimisme i anarkismen», siger Thomas. «Højrefløjen kalder os naive, og ja, totalt! Men den optimisme er baseret på erfaringer. Når folk får muligheden for at være flinke, så er de det.»

Mette og Rasmus nikker. «Man kan skabe strukturer, der får det værste frem i folk, og man kan gøre det modsatte. Skabe strukturer, der baserer sig på tillid.»

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.